The Peripheral

“Imperialism,” said Ash. “We’re third-worlding alternate continua. Calling them stubs makes that a bit easier.”

William Gibson er noget af et ikon for mig og utallige andre læsere. Tilbage i ’82 skrev han Neuromancer, der var en af de første bøger om det Internet vi alle tager for givet i dag. Det er fra den bog at ord som cyberspace og matrix kommer fra, og i dag virker den stadig fuldstændig på forkant med udviklingen. Læg dertil et exceptionelt velfungerende persongalleri og en skærefast gritty-noir-stemning, og bogen fremstår som et regulært mesterværk. Den vandt også, som den første bog nogensinde, Hugo-, Nebula- og Philip K. Dick-priserne på én gang.

Det var hans første bog, og det skulle vise sig svært at følge op på den succes. Gibson har skrevet en stor mængde bøger siden, og de fleste af dem er også ganske gode, men der er ingen af dem, der kanaliserer den råstyrke, vision og kreativitet, som Neuromancer besidder. Det gør The Peripheral heller ikke, men den er stadig værd at læse.

Flynne og hendes bror Burton arbejder som spiltestere i 2030’erne. Grafikken i spillene er så god, at man ikke kan kende forskel på spil og virkelighed, så da Flynne flyver rundt med en drone, ved hun ikke helt, om hun har været vidne til et mord eller bare spillet en bane i et nyt spil. Da sære ting begynder at ske omkring den lille taberfamilie ude på landet, går det langsomt op for Flynne og læseren, at hun har været vidne til noget helt specielt.

Bogens handling er egentlig ikke så kompleks, men Gibson er sparsom med forklaringerne over de 486 sider. Det meste kommer eventuelt, men det er lidt irriterende at man i flere tilfælde skal vente længe på dem. Jeg kan normalt godt lide at blive kastet midt ind i handlingen og så selv regne ud, hvad der er op og ned, efterhånden som fortællingen folder sig ud, men her er det taget til yderligheder. Det hjælper heller ikke på forvirringen, at persongalleriet er på ikke mindre end 52 navngivne karakterer (siger Kindle X-ray), og at der ved bogens afslutning stadig var nogle stykker, jeg ikke havde styr på.

Men det er jo William Gibson, og manden har stadig et talent for at spinde en historie, man ikke kan undgå at blive fanget ind i, og trække noget op af hatten, som man i hvert fald ikke har set før. Uden at ødelægge handlingen ret meget, kan jeg fortælle at der er blevet skabt nogle forbindelser mellem 2070’erne og 2030’erne, som kaldes continua. I 70’erne er det en hobby for de rige at dykke ned i de her continua og fucke med dem, som er de en slags u-lande, man kan lege rig og almægtig koloniherre over. Hvad de får til at ske i 30’erne får ingen konsekvens i 70’erne, for i det øjeblik kontakten bliver etableret, forgrener tidslinierne sig.

Det setup har givet Gibson lejlighed til at eksperimente med følgerne af en epoke, der udsættes for overlegen teknologi og viden. Men 70’erne er heller ikke fryd og gammen. Et eller andet sted mellem de to epoker ligger the jackpot, som der ikke skal afsløres mere om her.

I 30’erne, hvor omkring halvdelen af bogen foregår, har Gibson fremskrevet vores nuværende teknologiske, politiske og økonomiske udvikling til et sted, hvor USA ikke rigtig fungerer længere, Kina er på toppen af rangstigen og droner er overalt. Det kan godt være, at han har set sig lidt varm på dronerne, men det kan også godt være, at det virkelig er der, vi er på vej hen. De tingester giver nogle muligheder, vi ikke helt har tænkt igennem endnu, og Gibsons bud er langt fra utroværdigt. Vi holder nok op med at kalde dem ‘droner’ og begynder i stedet at kalde dem ‘peripherals’, når de bliver tilpas avancerede.

Karaktererne følger Gibsons vanlige mønster: Protagnisterne er ikke specielt kønne, talentfulde eller rige, men de er moralsk uspolerede, har en tro på det rigtige og vil kæmpe for det. De er oppe imod nogen, der er ekstremt kønne, rige, fordærvede og perverse. Det er en kendt model, men den er effektiv: Det er altid rart at se underhunden vinde.

Den skarpe dialog har Gibson aldrig mistet grebet om. Han kan skrive helt utroligt flot og krydre det med virkelig grovkornet dialog, hvilket er en kombination jeg er helt pjattet med.

Leon tilted his head to one side. “You in the future, Wilf?”
“In a sense.”
“How’s the weather?”
“Less sunny, last I looked.”
“You should be a weatherman,” Leon said, “you’re in the future and you know the weather.”
“You’re someone who only pretends to be unintelligent,” Netherton said. “It serves you simultaneously as protective coloration and a medium for passive aggression. It won’t work with me.”
“Future’s fucking snippy,” said Leon.

Måske lyder The Peripheral lidt kedelig, men det er kun fordi jeg ikke vil fortælle ret meget om handlingen, og fordi jeg ikke er i stand til at formidle, hvor godt William Gibson skriver. Den er lidt for lang, lider af et oppustet persongalleri og gør sig lidt for meget umage med ikke at forklare tingene, men samtidig er den også hæsblæsende spændende og proppet med gode idéer og vidunderligt realiserede scener. Jeg var godt underholdt, og jeg er sikker på at jeg vil læse den en gang til, nu hvor jeg har et mere fast greb på handlingen.