Walt Disney World – et museliv

En sommer, hvor teknologi og videnskab danser en skøn dans med eventyr og trope-klima, er en sommer efter mit hjerte. I sommeren 2000 fik jeg min lyst styret ved et kombineret arbejds- og ferie-ophold i Walt Disney World, Florida. Jeg vil aldrig se på mus på helt samme måde igen. Bemærk: Artikel og billeder fylder ca. 300 KB.

I mit civile liv arbejder jeg med netværk på Forskningsnettet. En af de centrale leverandører af udstyr til min arbejdsplads er Cisco, som laver routere, switche og andet netværksudstyr.

I 1999 besøgte jeg for første gang Cisco’s konference “Networkers”, og det var lidt af en oplevelse, så jeg var naturligvis hooked på at tage afsted igen i år 2000, hvis lejligheden skulle byde sig.

Cisco annoncerede tidligt på året, at Networkers 2000 ville blive holdt i Las Vegas og Orlando, og da jeg kender mig selv godt nok til at vide, at Las Vegas kunne blive rigtig, rigtig usund for min privatøkonomi besluttede jeg mig for at gå efter Orlando.

Jeg overvejede at tage lidt ferie ved samme lejlighed og så fræse rundt i Florida i ugen op til eller efter konferencen. Så kunne man kigge på Cape Canaveral, Universal Studios, Disney World og måske ræse lidt rundt på Florida Keys.

Det var egentlig mine planer indtil det i foråret viste sig, at Networkers nok blev holdt i “Orlando”, men at man med “Orlando” mente et par hoteller 40 miles fra centrum, nærmere bestemt Swan og Dolphin i Disney World.

Jeg tog en hurtig strategisk beslutning (som også havde lidt at gøre med en ret dyr bil-reparation i foråret, der havde slugt en del af mine sommerferie-penge) og sagde “Nu tager jeg altså til Disney World, så må jeg tage resten af Florida en anden gang”.

Jeg fik godkendt turen og skulle nu til at skaffe flybilletter og hotel-reservationer.

Først fik jeg et tilbud på flyrejse, og så fik jeg et andet tilbud, som var lidt billigere, men til gengæld indebar mindre(!) ventetid i lufthavnene. Nu elsker jeg jo at sidde i lufthavnene og glane i timevis, så jeg var naturligvis lidt bitter over dette dilemma, men jeg valgte det økonomisk mest forsvarlige, selv om det pinte mig. Og så skulle jeg også prøve mange flere forskellige flytyper i det billige tilbud. Sikke noget.

Dernæst kom hotellet. Der er masser af hoteller både i og udenfor Disney World, men da konference-programmet flere dage startede kl. 8.30 fandt jeg det mest praktisk at bo på et rigtigt Disney-hotel i nærheden. Jeg kiggede først på de superbillige (well.. Efter Disney-forhold…) all-stars hoteller, men de var fuldt belagt allerede, så jeg måtte tage et af de næstbilligste.

Mit valg faldt på “Caribbean Beach Resort”, som er baseret på en stribe caribiske øer og kun har ni svømmepøler. (Det er lavet som en masse to-etagers bygninger spredt over et ret stort areal, så det er ikke så vildt som det lyder.)

Det var selvfølgelig et cirkus at reservere dertil. Når man rejser for staten må man bruge op til $149+tax pr. døgn til hotel, og selv om Disney World’s hjemmeside klart siger $139+tax (hotelpriserne i det område er opskruede ud over alle rimelige grænser) for denne periode var det lidt af et kunstværk at komme til at reservere til den pris. Det lykkedes dog Weco Travel til sidst, og krævede kun, at der blev trukket en overnatning på mit Visa-kort i depositum. Nå. Det er jo den slags man har rejseforskud til. Suk.

Mandag gik det til min gru op for mig, at flybilletterne ikke var ankommet endnu, så jeg fik “min sekretær” (Hun er godt nok hele afdelingens…) til at rykke dem, og de kom med bud tirsdag. Der var også en hotelreservation fra Disney World med. Jeg troede først, at det var et diplom af en art, for det ser ret fancy ud – gul baggrund, kæmpe Disney-logo øverst på papiret, osv. Samme tirsdag gik det op for mig, at jeg ikke anede hvor mit pas var. Det lå heldigvis hos mine forældre, som naturligvis prøvede at afpresse mig
et større beløb for at udlevere det. Jeg gav min far lov til at køre mig til lufthavnen fredag morgen klokken 5.30 i stedet, og det godtog de. Det er også en flot gestus, synes jeg.

Og så havde jeg endda anskaffet mig et Diners Club kort, så jeg rigtig kunne slange mig i Diners loungerne i København og Bruxelles. Ikke at jeg havde tid til det. Jeg havde som nævnt ikke så meget ventetid, som jeg kunne have haft.

Til sidst begyndte jeg på den mentale forberedelse – Når man rejser i de sydligere dele af USA gælder det, at der altid er varmere udenfor end indenfor, og lige når man kommer fra Danmark føles det rigtig varmt.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget – varmen er en glimrende lejlighed til at afprøve amerikanernes air condition. Det er de ret gode til.

Fredag morgen klokken alt for kort tid efter at jeg var faldet i soevn vågnede jeg, og gennem halvt lukkede øjne pakkede jeg de sidste ting og satte min far til at køre mig til lufthavnen.

Her checkede jeg ind og benyttede mit nye Diners Club kort til at luske ind i loungen, hvor jeg scorede noget morgenbrød og læste en avis.

Så sjoskede jeg ned til flyet – en monstergrim tingest, hvor vingerne lignede noget, der var sat fast ovenpå med kontaktlim – hvor jeg fik lov til at vente i en time på at vi kunne komme i luften. Noget med pladsmangel i luftrummet.

Det betød, at jeg måtte droppe besøget i Bruxelles-Diners-loungen og i stedet styrte til gaten, hvor sikkerhedspersonalet stillede en lang række meget mistænksomme spørgsmål. Det er belastende at komme igennem, men meget betryggende, da det må være ret svært at komme ombord i et amerikansk fly uden rent mel i posen. Ja faktisk er det nok ret svært at komme ombord i et amerikansk fly med en pose mel.

Herefter klatrede jeg ombord i en MD-11, hvor jeg skulle sidde ved siden af en amerikaner, der troede at jeg var englænder. Det må vaere mit smukt klingende engelsk, som jeg ellers selv finder pinligt mangelfuldt. Det skal da også siges at de fleste amerikanere, der kom ind på min nationalitet i løbet af denne tur, gættede på, at jeg var tysker. (Og lod som om de anede hvad jeg talte om, når jeg forklarede, at jeg er dansker.)

Vi satte os godt til rette i flyet (voluminøse mennesker som jeg kan heldigvis få udleveret forlængerledninger til sikkerhedsselerne). Der sad vi så i en time og ventede.

Endelig måtte vi gå i luften og min sidemand flyttede, af hensyn til min og hans egen komfort, til en anden plads, så jeg havde et dobbelt-vinduessæde til mig selv – endda et godt stykke bag vingen, så jeg havde fantastisk udsigt over det meste af USA-delen af turen.

Forsinkelserne havde efterhånden gjort mig en anelse nervøs, for den tid som jeg havde til rådighed i Atlanta, hvor jeg skulle skifte fly, var nu skrumpet til ca. 45 minutter, og i den tid skulle jeg nå igennem immigrations- og told-myndighedernes tætte spind.

Heldigvis er amerikanere fantastisk dygtige til at løse de problemer som forsinkelser kan bringe, så der var folk, der gik gennem køen og checkede at alle formularer var udfyldt korrekt, og der blev oprettet en særlig Orlando-bagage-indlevering, så alt var smukt. Jeg nåede lige flyet.

Og der sad jeg så i en time og ventede.

Så fik vi lov at lette, men i sidste øjeblik fik piloten besked på at starte fra den anden ende af banen.

I Orlando var det i mellemtiden blevet tid til en såkaldt thunderstorm, hvilket er et meget smukt, meget larmende, meget regnende og meget lynende tordenvejr. Vi var det sidste fly der fik lov at lande (nu lidt over en time forsinket), og jeg må sige, at det er… anderledes… at lande i den slags vejr. Folk holdt vejret meget.

I sidste øjeblik fik piloten i øvrigt besked på at lande fra den anden ende af banen.

Jeg sad og kiggede ud af vinduet mens vi landede, og kunne beundre lynene et par kilometer fra flyet.

Efter landingen ventede vi lidt før vi måtte komme ud.

Beskeden i højttaleren, da de endelig lukkede os ud, var lidt speciel: “Ladies and gentlemen, we will now start unloading. We may have to stop if the storm comes any closer. Please stay calm.”

Jeg kom ud, og der stod min chauffør og ventede med et “Juul”-skilt i hånden. Jeg havde hyret en bil med chauffør hjemmefra, da det koster ca. det samme som en taxa og er mere bekvemt, når man har været oppe i 20 timer.

Der har vaeret “problemer” med at lufthavnsansatte er blevet ramt og dræbt af lyn, så der blev forståeligt nok ikke hentet bagage fra flyene før vejret blev lidt bedre.

Så der sad jeg og ventede i en time.

Endelig kom bagagen og min chauffør kørte mig til Caribbean Beach Resort i Disney World, Florida.

Jeg har næppe virket særlig intelligent da jeg checkede ind. Jeg var ved at vaere ret træt, og havde lige fået varmechock (det er meget mærkeligt at træde udenfor efter et kæmpe uvejr, i drypregn, mens der er meget skyet og ret mørkt og så opleve lidt over 30 grader celsius. Jeg er rimeligt hurtig til at vænne mig til det, men ikke når jeg har været vågen i knap et døgn.)

Mit hotel var stort. Meget stort. Der kører en bus rundt og rundt om det hele dagen, og det er den ca. 15 minutter om incl. stop.

Så jeg hyrede en piccolo til at køre mig til mit vaerelse
(hus 43 vaerelse 37 i Jamaica-sektionen), og han brugte det meste af turen til at foredrage om, at man bør give gode drikkepenge, at han selv er fra Jamaica og hader at bo i Florida og arbejde i Disney World og at de mur/brosten-lignende vejbelægninger bare er malet asfalt. Jeg brugte tiden på at sige ting i stil med “Oh. Really? Interesting.”, mens jeg tænkte “Idiot. Jeg er skide-ligeglad. Jeg vil sove.” Han virkede endda lettere utilfreds med at få $5 i drikkepenge, selv om “taksten” er $1 pr. taske. Og jeg havde kun to tasker.

Men klokken var jo kun 8.30pm, så jeg gik i stedet ud for at kigge på området, vænne mig til den fugtige varme og finde noget aftensmad. De laver ret gode cheeseburgere, men det er så også det bedste jeg kan sige om hotellets food court, som lå ti minutters gang fra mit værelse over en sød lille kunstig ø, hvor skjulte højttalere spillede caribisk muzak-reggae-lyd. Ikke egentlig reggae-musik, forstås. Men reggae-versioner af Disney-musik, klassisk musik og den slags. Man kunne købe et souvenirkrus, som gav ret til ubegrænsede refills af sodavand, og det var pengene værd. Man skal drikke meget, mens man er i varmen, og så kan det jo lige så godt være gratis. Jeg har dog lidt svært ved at vænne mig til bismagen af klor i alle drikkevarer, der ikke kommer direkte fra flaske, men sukkersmagen i en kop cola overdøver den næsten.

Træt som en hest, der har glemt at tage seletøjet af, lagde jeg mig på min seng og faldt i en dyb, dyb søvn, mens jeg drømte om en mere underholdende morgendag.

Jeg vågnede meget tidligt lørdag morgen. Min hjerne var endnu ikke helt skiftet til Eastern Standard Time (Der er 6 timers forskel mellem Danmark og Florida).

Jeg prøvede at høre lidt Disney-radio og måtte slås hårdt med et ønske om at gøre noget grimt ved amerikanske børn. Der var en eller anden quiz: “What state is known as the gopher state?” (det er vist Minnesota).

Den første der ringede ind sagde “United States of America” og fik at vide, at det jo var en stat der blev spurgt efter. Den næste sagde “America”. Så blev det hintet at staten lå langt mod nord. “North Carolina”. Jup, der er vel heller ikke mere end ca 35 stater, der ligger nordligere. De meget intelligente og veluddannede unger vi typisk ser i TV-serierne er tydeligvis ren propaganda.

Jeg besluttede at få det bedste ud af min tidlige opvågnen, og radio var tydeligvis ikke det bedste, så jeg gik ud for at lede efter et busstoppested.

Disney World har en intern gratis transport-service for folk der bor på Disney-hoteller. Ca. 1000 busser, et monorail og en stribe både kører og sejler folk omkring i det 120 kvadratkilometer store område (hvor der i oevrigt er omkring 55000 ansatte.)

Disney World består af fire forlystelsesparker (som jeg kommer ind på hen ad vejen) og et stort antal andre ting – golfbaner, natklubber, butikker, biografer, et par store vandlande, andre forlystelser, osv. – og der udvides konstant. Busserne kører fra hotel til forlystelses-områder og mellem forlystelsesområder, men ikke mellem hoteller. Ej heller kører de så ofte som forvænte HT-danskere er vant til. Princippet er, at man sætter sig ved et stoppested og venter på en bus, der kører det rigtige sted hen.

Dette er dog for intet at regne mod den offentlige transport ude i det pulveriserende liv i USA. Min chauffør fra Disney World til lufthavnen fortalte om en situation, hvor hans kone – der ikke kører bil og dermed er stemplet som “sær” i USA – var nødt til at tage bussen ud for at handle inde i Orlando. Bussen skulle køre kl. 10.00. Den dukkede op 12.20. Uha.

Jeg lærte hurtigt, at det var en god ide at tage en bog med, men da jeg er typen, der sjældent går noget sted hen uden en bog i tasken, var det ikke et problem.

Jeg kom til at vente længe, for jeg skulle til Swan og Dolphin-hotellerne for at købe en konference-disney-billet (så sparer man lidt penge på park-adgang og får fri adgang til natklubber og diskoteker, hvilket jeg dog aldrig kom til at benytte mig af, da jeg var komplet udaset hver dag, når jeg kom tilbage fra parkerne), og det skete ved at køre til Downtown Disney (natklub-, biograf- og shopping-område) og skifte bus. Jeg var ved mit lokale busstop kl. 7.35, og busserne til Downtown begyndte først at køre kl. 8.00. Fra Downtown til Swan/Dolphin kørte de først kl. 9.00. Godt jeg havde den
bog med.

Kl. 9.20 kom der en bus hen til stoppestedet, og chaufføren råbte “Where are you going?”, hvilket jeg svarede på, hvorefter han sagde “I can take you there. Get in.” og kørte mig direkte til hotellet i en ellers tom bus. Sødt. Jeg har også oplevet en chauffør, der var på vej til garagen, stoppe og spørge hvor jeg skulle hen og så lige køre denne ekstratur. Det er meget stiligt.
Mange af chaufførerne holder foredrag om Disney World mens de kører,
og en enkelt holdt endda en lille Disney-quiz. (Jeg kunne alle svarene, fordi jeg er så rå, men hvor mange af jer ved, at Anders And hedder “Fauntleroy” til mellemnavn?)

Vel fremme ved Swan stod jeg i kø og fik at vide, da jeg nåede frem, at jeg stod i den forkerte kø, hvorefter jeg stillede mig i den rigtige kø. Efter mere ventetid fik jeg forklaringsproblemer, for de ville se beviser på at jeg var konferencedeltager. Da tilmelding og alle detaljer om hvilke sessions jeg skulle deltage i var foregået online havde jeg ikke nogen papirer at vise frem.

De besluttede efter lang diskussion og mange sange fra de varme lande at lade nåde gå for ret og tjene lidt penge, så jeg fik min billet og begav mig afsted til “Magic Kingdom”, som er den “klassiske” Disney-park. Da jeg kom frem var jeg lige ved at give op, for der stod mange mennesker i kø. Og pludselig var jeg inde. Det – og mange andre oplevelser herovre – fik mig til at filosofere lidt over, hvordan “mange mennesker” ikke er et problem, hvis
man har en organisation, der er gearet til det. Og det er Disney World. Toptunet og fint gearet til at tage sig af besøgstal på langt over 50000 mennesker i hver park hver dag. Forestil jer lige Tivoli med 50000 mennesker. Gys.

Nu skal jeg lige indskyde en fodnote her i hovedteksten: På dette
tidspunkt havde jeg den typiske indstilling for en intellektuel europæer, der aldrig har besøgt denne specielle lille verden før: At det er en slags menneskefælde, bestyret af en mus. Jeg havde besluttet mig for at more mig med denne lidt campede oplevelse, men jeg vidste jo godt, at det var en pengemaskine af det pureste plastic.

Så trådte jeg indenfor.

Wow.

Jeg stod nu midt ude på en gade i et 1800-tals USA, der kunne have været, hvis amerikanere var lidt sødere ved hinanden, og oppe for enden af vejen kunne jeg se et blåt eventyrslot. Overalt var der glade og smilende Disney-medarbejdere i passende kostumer for Main Street, USA (som dette område af parken hedder), og det føltes som om det her simpelthen var et rart sted.

Ja, selvfølgelig er der butikker overalt, der sælger alt for dyre ting til alt for høje priser, men man behoever jo ikke at købe dem (ikke at jeg holdt mig tilbage). Mangler man vand er der gratis drikkekummer (men der er  masser af klor i vandet, og det er ikke nødvendigvis rart for en dansker, at det føles som en tur i svømmehallen hver gang man er lidt tørstig. De sidste dage var jeg så træt af klorvand at jeg betalte ågerpriser for flaske-sodavand i stede) og når man har betalt for adgang til parken er alle forlystelserne gratis, men om tingene koster for meget eller ej, om de er lavet af plastic eller træ og om de bliver holdt pinligt rene af underbetalte mennesker, som man aldrig rigig ser, betyder intet. Der er rart, og de ansatte (“Cast Members” som det hedder) leger med og opfører sig som om det hele er virkeligt. Ingen sure teenage-tøser her.

Magic Kingdom er delt op i 7 områder. Main Street, USA, som jeg
har beskrevet, Adventureland, som er jungle-ting, Frontierland, som er
“det vilde vesten”- ting, Liberty Square, som er patriot-ting (bl.a. den helt ufatteligt flotte “Hall of Presidents”, hvor alle landets præsidenter gennem historien er samlet som fine animerede voksdukker der stilfærdigt bevæger sig en anelse hele tiden, så de virker utroligt livagtige. Væsentligt bedre end noget jeg har set hos Madame Tussaud’s i London), Fantasyland, som er baseret på klassiske Disney-tegnefilm, Mickeys Toontown Fair, som er mere “typisk Disney” med Mickey, Minnie, Anders, Fedtmule og den slags, og så Tomorrowland, som har et rum- og fremtids-tema.

Ud over de udklædte mennesker man møder her og der er “klassisk
Disney” begrænset til Fantasy Land og Toontown Fair. Og Magic Kingdom
er endda den del af Disney World, som er mest “museland”.

Og så er der jo amerikanerne. Nogle gange hader man dem. Andre
gange kan man kun holde af dem. De er i hvert fald fantastiske til at “lege med” i showet – voksne mennesker hviner af fryd i rutschebanerne og skriger af skræk i det lidt campede spøgelsestog “Haunted Mansion”. I øvrigt
et ganske flot spøgelsestog, hvor de med spejle og andet guf laver nogle syrede illusioner af halv-gennemsigtige gespenster. Og så kan man i øvrigt købe lydsiden af dette spøgelsestog i nogle souvenir-butikker. Der er nemlig stillet “design din egen CD”-standere op her og der, og der er både musik fra paraderne, baggrundsmusik fra parkerne og lydspor fra de mest populære eller i hvert fald mest klassiske forlystelser, såsom Pirates of the Caribbean (“Yo ho, yo ho, a pirate’s life for me”) og Haunted Mansion (hvor lydsporet er en sprød, stilsikker 50’er-gyser-stemme.)

Nu er det langt fra alle forlystelser, der er “rides”, altså kørende forlystelser. Meget er “shows”, hvor skuespillere eller elektroniske dukker opfører et eller andet huttelihut. Før sådan noget er der altid en vært, der byder velkommen, og det er lidt af et kulturchok at stå klemt i et rum med 200 mennesker, der pludselig råber “howdy” som svar på denne værts eget, spage “howdy”. Det oplevede jeg da jeg skulle ind for at se “Country Bear Jamboree”. Sært show. Noget med bjørne, der spillede country-musik. Jeg tror amerikanerne forstod det. Jeg gjorde ikke.

Da jeg kom ud fra bjørneshowet regnede det kraftigt, så jeg greb paraply og regnslag og sjoskede tilbage til bussen, som returnerede mig til hotellet. Her bestilte jeg den dyreste, men elendigste pizza jeg nogensinde har fået og gik tidligt i seng. Lettere overvældet.

Jeg havde fået at vide over nettet, at dyreparken “Animal Kingdom”
burde besøges om morgenen, hvis ikke man ville slagtes af tropevarmen,
og at den i øvrigt let kunne overståes paa en halv dag (i modsætning til f.eks. Magic Kingdom, hvor halvanden dag betyder, at man skal vaere systematisk og have fart på.)

Animal Kingdom er den mest velfungerende zoologiske have jeg har set. Jeg bryder mig ellers ikke om zoo’er, da jeg plejer at få ondt af de store stolte dyr, der har fortjent bedre, men Animal Kingdom er mere en dyrepark end en zoo, og det virker som om dyrene har gode forhold. Og så er det altså sjovere end en zoo. Der var for eksempel en foto-safari-tur, hvor man nok så en masse spændende dyr (ja, rigtige dyr – ikke dukker. Der er ikke mange dyredukker i Animal Kingdom, ud over dem der kan købes i souvenir-butikkerne) men også kom med paa en hæsblæsende jagt efter elfenbens-krybskytter. Og som sædvanlig var “værten” eminent til at lege med. Ikke noget med bare at køre en bil her. Nej, vi fik lange historier om hans opvækst i Zimbabwe, anmodninger om at holde godt fast, fordi den bro vi skulle over var ret usikker, så det skulle gå tjept, og så videre.

På grund af varmen købte jeg mig en god hat, som fik mig til at rende rundt og mumle “when you’re out ‘untin’ crocs” det meste af dagen.

Jeg stiftede også bekendtskab med Disney’s udgave af Virtual Reality.

Vi snakker ikke om realtime-rendered ting her, men mere om film. Der var en 3D-film med personer fra “A Bug’s Life”, hvor 3D-effekten var super-troværdig og det “syre” man blev ramt af under et termitangreb sandelig også var en oplevelse. Det var i hvert fald vådt. Utroligt imponerende.

Efter denne tur kørte jeg over til MGM studios, som også – sagde rygterne på nettet – skulle kunne klares på en halv dag. Det er jeg nu ikke enig i, så jeg tog derover igen om lørdagen. Her var der en genialt skæg Muppets 3D-ting og en Star Wars butik, der bare havde alt hvad hjertet kunne begære af Star Wars-stads (om end den manglede en del Star Wars-LEGO. Det fandt jeg til gengæld til overflod senere på ugen i en dedikeret LEGO-butik). Jeg blev også “inviteret indenfor” til et stort sceneshow, hvor man viste hvordan en Indiana Jones-film blev optaget. Kæmpestore kulisser blev kørt ind og ud, masser af special effects blev lavet, og de lavede endda skumle numre med publikum som statister og stunt-ting. Særdeles
imponerende og samtidigt enormt morsomt, da både instruktør og casting director var travlt optaget af at fyre dårlige vittigheder af. Jeg vil tro at omkring 20-25 mennesker var i aktion for at køre dette show. Ikke u-imponerende. Absolut ikke.

Om aftenen så jeg et ret imponerende show med udklædte personer, film fremvist på springvand, lysshow og fyrværkeri i en pærevælling. De anbefalede, at hvis man ville se dette show, så skulle man møde op i god tid (helst en time før show-start), for der var rift om de ca. 10000(!) siddepladser.

Jeg nåede også at finde amerikanske børn belastende. Mange af dem har en ide om, at de skal sige meget lange sætninger til deres forældre før de ved om forældrene hører efter og så gentage dem højere og højere indtil de
skriger dem af deres lungers fulde kraft eller deres forældre reagerer.

Det er dog intet i forhold til columbianske teenage-piger. Jeg måtte desværre dele bus med en flok af slagsen på meget af hjemvejen. De råber også meget, synger en eller anden columbiansk popsang og griner så på en forfærdeligt poptøset måde: “hehehe” efterfulgt af en meget høj, stigende, stærkt irriterende tone.

Uha.

Jeg sov som en halvdød elefant efter denne dag. Jeg havde vadet lidt flere kilometer og været udsat for lidt mere sol end på en typisk søndag.

Mandag ville jeg så besøge Epcot, som er en slags hyldest til videnskaben og geografi eller noget. Faktisk et af de mere kedelige steder at besøge. Masser af udstillinger, der fortæller os om “Fremtidens bil”, som åbenbart laves af General Motors. Deres EV-1-elbil var udstillet her, og en wireframe- udgave af prototypen på hvordan de forventede, at deres 2004 fuel cell-drevne bil måske ville komme til at se ud på tegnebrædtet, hvis de ikke fandt på noget andet. “Fremtidens computerspil” blev også vist frem. Det er en Sega Dreamcast. Det anede jeg ikke. IBM havde lavet en lidt mere elegant multimedie-ting om fremtidens web-browsing, som var hæmmet af, at man havde meget få
valgmuligheder. Det er i orden med mig – IBM har åbenbart fattet, at hvis man viser noget man kan lave i dag, så kan det dårligt være “Fremtidens noget”. Jeg fik også et kig på Fremtidens priser på drikkevarer (Well. Faktisk var det 2000-priser, men de virker lidt fremskrevne i forhold til andre butikkers priser).

Epcot har netop fået et nyt “ride”, som er en slags rutschebane-tur i en bil, der skal forestille at være en typisk test track-tur hos General Motors. Der var omkring 90 minutters kø kl. 13.00, så jeg tog et Fastpass.

Et Fastpass er en slags særbillet, som de har derovre, hvor du får et tidsrum på en time, i hvilket du bare kan møde op og komme ud at køre med det samme.

Mit Fastpass sagde “7.40 – 8.40”, hvilket jo var fint fordi jeg så kunne nå at gå jorden rundt. Epcot har nemlig en stor sø, hvor en masse lande er repræsenteret med butikker, udstillinger og rides rundt om.

I den temmeligt Norgesglade Norge-pavillion tog Norge æren for alle vi danskeres opdagelser, som opdagelsen af Island, af Grønland og af Amerika.

Okay, teknisk set var det vel en islænding, der opdagede Amerika, men det var i hvert fald ikke en nordmand, for Norge var omtrent dansk på det tidspunkt. Ligesom resten af Europa. Jeg er ligeglad med historiske fakta, hvis bare jeg får ret. Lad aldrig fakta komme i vejen for en god historie. I øvrigt havde de også en LEGO-model af Nyhavn stående. Fusk.

Træt i fusserne satte jeg mig for at læse i en bog ovre i nærheden af Italien. Pludselig blev jeg prikket på skulderen. Jeg kiggede op, og stod ansigt til ansigt med Smisk, Kaptajn Klos førstestyrmand. Som stjal min bog, selv om han tydeligvis ikke kunne læse. Jeg indrømmer blankt, at jeg var ganske lammet af chok over denne oplevelse. Der gik adskillige sekunder før jeg fik fremstammet et “Oh. Hi, Smee. Can I have my book back?” Jeg fik taget mit billede sammen med ham og sjoskede lidt rundt og kiggede på andre personligheder.

Jeg var ret imponeret over skurken fra Mulan, Shan-Yu, som i fornærmelse over at en eller anden dreng ikke havde vist ham den fornødne respekt nægtede at få taget flere billeder eller give flere autografer til de forhåbningsfulde unger. Den “normalklædte” Disney-medarbejder forsøgte ikke at få Shan-Yu til at opføre sig pænt
over for børnene, men udspurgte ham i stedet om hvad der var sket,
og bad drengen, der ikke havde været sød om at give en undskyldning.
Det gjorde han vist ikke, for Shan-Yu gik sin vej. Jeg har læst andre
beretninger om folk, der er blevet chikaneret og hånet af henholdsvis
Jafar (fra Aladdin) og Cruella de Vil (fra 101 Dalmatinere). Som sagt:
De ansatte er utrolige til at lege med.

Jeg mødte i øvrigt også Tigerdyr. Grrr.

Nå, hen på aftenen ville jeg jo prøve det her Test Track. Jeg gik derhen klokken otte, fordi der så var en time til fyrværkeriet, og med mit Fastpass skulle det jo være mere end rigeligt med tid. I mellemtiden var køen vokset til 2 1/2 time. Uha. Men på grund af tekniske problemer kom jeg også til at
vente i lidt over en time, så jeg nåede ikke fyrværkeriet alligevel. Det udskød jeg så til lørdag, hvor jeg havde fødselsdag.

Selve Test Track tingen var såmænd meget sjov. Vi var oppe at runde 100 km/t i åben vogn. Det er ikke meget på motorvejen. Det er ret meget på en rutschebaneagtig tur i åben vogn.

Og her må jeg lige indsparke hvor imponeret jeg er over en lille detalje ved Disney World. Jeg har prøvet samtlige vilde ridt i parkerne med undtagelse af tre, og ikke en eneste gang har min størrelse vaeret et problem. Der har faktisk været mere end rigeligt plads til overs i diverse sikkerhedsseler og lignende anordninger. Det kender jeg nogle forlystelsesparker og flyselskaber, der kunne lære en del af.

Tirsdag sov jeg længe. Derefter gik jeg på shoppingtur og lidt i biografen. Her nåede jeg at se Chicken Run i rigtig god tid før den fik premiere i Danmark.

Onsdag skulle jeg til velkomstreception på Networkers, men besluttede mig for lige at gøre Magic Kingdom færdig først, så jeg nåede omkring de dele af parken jeg ikke nåede lørdag, herunder en vandrutschebane, som altså ikke så så høj ud, før jeg var på toppen af bakken. Huha. Der var langt ned.
Efter receptionen kørte jeg et smut ud for at se Magic Kingdom’s
fyrværkeri. Det var OK. De havde mere eller mindre matchet forskellige
“temaer” i det til musikken.

Torsdag var store kursusdag. Jeg lærte en hel masse og blev meget, meget klog. Om aftenen skulle jeg til “Customer Appreciation Event” (et pænt og meget seriøst udseende udtryk som betyder kæmpefest for konferencedeltagere.) , som denne gang foregik i Universal Studios Islands of Adventure, som ikke er den Universal Studios park man har hørt om. Den var heller ikke særlig fantastisk.

Denne park er et glimrende eksempel paa alt det folk tror, at de afskyer ved Disney World, når de ikke ved noget om Disney World. Den er simpelthen uden personlighed og har masser af “brug nogle flere penge paa disse forlystelser”-omraader. Med en vaerdig undtagelse: Deres Jurassic Park-sektion var flot. Og med vandrutschebane. Men jeg blev ikke meget våd der. Det gjorde jeg til gengæld i en anden vandrutschebane i Universal. Gennemblødt, faktisk. Heldigvis tørrer man hurtigt.

Der var ogsaa noget 3D-Spiderman-huttelihut, som desværre ikke virkede mens jeg var der. Det skulle ellers være meget imponerende har jeg hørt.

Fredag var kursus-dag. Igen: Det gider jeg ikke kede jer med her. De havde forresten inviteret en taler, Peter Schwartz. Han er sådan en af de her teknologi-profeter, der mener at udødelighed er lige om hjørnet. Han drager en masse konklusioner på et alt for tyndt grundlag, men nogle af hans ideer om fremtidens samfund er interessante og indebærer at vi får hevet resten af verden op på vestligt niveau hvad angår luksus, uddannelse og helbred, og han har nogle ideer til hvordan det kan opnås uden at forurene ret meget, hvilket er vaesentligt nok. Pudsigt nok er netop fuel cells (som nævnt under Epcot-afsnittet ovenfor) en integreret del af hans vision.

Lørdag var det så min fødselsdag. Whee. Disney World var et dejligt sted at holde den.

Jeg slentrede afsted mellem Swan og Dolphin (de to hoteller konferencen blev holdt på) og syntes, at der var lidt køligt.

“Det er nok bare mig, der er blevet kuldskær. Der er sikkert 22-23
grader i virkeligheden.”

Jeg checkede vejret på nettet. Der var 29 grader. Uha. Der var kun 17 i København. Jeg så ikke frem til at skulle henslæbe resten af sommmeren i det danske sommervejr.

Jeg fik snøvlet mig færdig med Networkers og fandt ud af, at der gik en båd fra Swan/Dolphin til MGM Studios og Epcot, så jeg sejlede ud til MGM.

Her manglede jeg at prøve to ting – et “falde hurtigt ned”-tårn og en vild
rutschebane. Jeg gad ikke stå i kø i 45 minutter for hver – så interessante syntes jeg heller ikke de var – så jeg daffede i stedet over til Muppets 3D, som var den eneste forlystelse jeg prøvede mere end en gang. Den var altså bare sjov. Specielt deres pre-show (noget de viser, mens man venter på at blive lukket ind – ventetiden er meget sjældent kedelig i Disney World) var sjovt. Der var en masse om orkesteret (som var pingviner), en scene hvor tre eksemplarer af Gonzo stepper med en potteplante på hovedet og skælder lidt ud på sig selv… Eller hinanden…. En scene, hvor Rizzo the Rat har klædt sig ud som Mickey Mouse, viste, at Disney- koncernen må have en smule selvironi gemt af vejen.

Så var jeg på et par backstage-ting – noget, hvor man så nogle af MGM’s soundstages (studier, hvor de bl.a. optager TV-serier) og noget om Disney-animation. I den sidste mødte man en rigtig levende animator, som lavede nogle syrede jokes om Peter Plys. Der var lidt tid til overs, så han spurgte, hvad han skulle tegne og forklarede, at det her var Disney, så han ville ikke tegne Snurre Snup. Så var der en eller anden knægt, der skreg “Pokemon”, hvorefter tegneren sukkede dybt, sagde nogle grimme ting og tegnede en Pokemon-figur. Den var meget grim, hed Butt-Ugly og dens “special power” var, at den var “Butt Ugly”. Cute.

Mange af forlystelserne bruger en kendt, sjov person til at fortælle noget. Eric Idle er professor på Imagination Institute (hvor man bl.a. kan se et 3D-show, der hedder “Honey, I shrunk the audience”, hvor skuespillerne fra filmene i “Honey, I [et-eller-andet] [noget]” selvfølgelig er med), Ellen DeGeneris er hovedperson i et show/ride om energi (og formår faktisk at afstå fra kedelige jokes om at hun er lesbisk i hele 45 minutter. Hvis hun bare havde formået det samme i sin TV-serie havde den måske stadig været sjov.) Drew Carey er hovedperson i et show om lyd og lydeffekter og Robin Williams bliver lavet om til en tegnefilmsfigur (en Lost Boy fra Peter Pan) i animations-rundvisningen. Det var ret sjovt at høre ham klage sig over farven på sit tøj og give os besked om ikke at fodre animatorerne, da vi blev ført forbi deres kontorer.

Efter at have beundret MGM’s New York Street (hvor kyndig brug af kulisser gør, at du fra 90% af gaden faktisk kan overbevises om, at du står i New York) gik jeg tilbage til båden og sejlede til Epcot. Her manglede jeg ikke at prøve nogen rides, men jeg ville gerne se deres fyrværkeri. Jeg traskede til deres “England”-sektion, hvor jeg købte Fish & Chips i The Yorkshire Fish Shop (rigtig god mad!) og sad på en kantsten og så deres parade. Der var ingen Disney-figurer i denne parade, det var 100% store dansende figurer, som er svære at beskrive. Igen havde jeg denne rare oplevelse af folk, der faktisk kan lide deres arbejde. De optrædende smilede, og smilene så ganske ægte ud.

(Noget lignende oplevede jeg forresten på mit hotel. Jeg lagde som altid drikkepenge hver morgen, men de blev aldrig taget af rengøringskonen. Hun tog til gengæld mine forskellige Disney-dukker og satte dem på sengen, i en lampe eller et eller andet nyt hver dag. Hun lavede endda en lille kanin af en vaskeklud, som hun satte ved siden af min sort/hvide-Mickey Mouse-figur. Hyggeligt.)

Så stod jeg lidt og beundrede et springvand, der var synkroniseret til musik, så man nærmest kunne “se” musikken, og så gik jeg over for at se  fyrværkeri.

Wow.

Jeg kender en, der har beskrevet amerikansk fyrværkeri som et forsøg på at fyre så meget som muligt fyrværkeri af på kortest mulig tid uden nogen som helst orden. Det gælder ikke for Epcot’s Illuminations-show.

Først er der en masse fyrværkeri, der er ret godt synkroniseret til musik. Så sejles en globus ud i midten, mens lasere og almindeligt lys oplyser røgen fra fyrværkeriet (og bålet, som var tændt imens). Globussens oceaner er gennemsigtige, mens kontinenterne er sådan nogle diode-TV-skærme, som de så viser lidt “lad os være gode mod hinanden”-film på. Samtidig starter de nogle springvand, som de laver noget lysshow på. Selvfølgelig er det hele stadig synkroniseret til musikken. Så noget mere – flot, meget flot – fyrværkeri og til sidst åbner globussen sig og der er en tændt gasflamme indeni, og alle de mange gasflammer rundt om søen det foregår på tændes, og vi får det store afsluttende fyrværkeri.

Wow. Jeg sad bare helt paf tilbage over dette fantastiske shov. Dobbeltwow.

Så kørte jeg tilbage til hotellet og spiste min fødseldagsmiddag – en dobbelt cheeseburger – gik tilbage til værelset og pakkede. Jeg havde klog af skade taget en ekstra taske med, og det lykkedes at mase alt tøjet og alle souvenirs og gaver ned i de to tasker. Så kom jeg i tanke om, at jeg stadig manglede to forsendelser fra torsdag (Disney World’s butikker leverer gratis til Disney-hoteller, og det benyttede jeg mig meget af), så jeg ringede til receptionen og bad dem undersøge sagen. De sagde, at det forhåbentlig nåede frem søndag morgen og at det ellers ville blive sendt til mig uden beregning (Ja tak – bortset fra den sædvanlige moms-regning…)

Søndag morgen dukkede det ikke op, så jeg gik ned for at checke ud lidt over ni, selv om min vogn først skulle komme kl. 11.45. Jeg tog min bagage ned til den interne bus, hvor chaufføren forfærdet fortalte mig, at de ikke måtte tage bagage med i busserne, for så fik de ballade med piccoloerne (min chauffør i vognen senere fortalte mig noget lignende – i USA er det altid piccoloer der flytter rundt på folks bagage. Den europæiske skik med at bære det selv, ser amerikanerne på med vantro). Jeg lovede ikke at gøre det næste gang, og kom så med op til receptionen.

Her ringede de til den afdeling der tager sig af udbringning og det viste sig, at pakkerne var blevet væk, så de ville tage kvitteringerne og finde nye varer frem og sende hjem til mig. Jeg bad om i stedet at få pengene refunderet, så jeg selv kunne smutte ned og købe nye ting, hvilket ikke var et problem (god ting, for jeg havde fundet nogle ting, som jeg hellere ville købe end nogle af dem som var blevet væk.)

Kl. 11.45 trillede en bil ind til receptionen og chaufføren ledte efter en gruppe på to personer. Der stod ikke “Tiffany Towncar” på bilen, så jeg regnede med det ikke var min. Da min vogn ikke var ankommet kl. 11.55 og chaufføren stadig stod og ventede gik jeg over for at checke, og det viste sig, at det var min chauffør. Han var irer og vi fik en masse tid til at gå med at snakke om forskellene på brugen af biler og skattereglerne i hhv. Europa og USA.

I lufthavnen – som i øvrigt er den smukkeste lufthavn jeg har set, med Tune som en mulig undtagelse… Nyah.. Måske ikke – fandt jeg mit fly, og efter at vi havde ventet en halv times tid fortalte kaptajnen, at et uvejr over New York gjorde, at vi nok blev noget forsinkede. Nogle timer, faktisk. Hvis nogen ville ud, så var det OK, og de kunne godt få billetten refunderet, men dem der ville blive, måtte ikke gå for langt væk, for der kunne blive givet starttilladelse når som helst.

Jeg tog den med ro, for vi skulle være landet 16.15 og mit fly til Bruxelles var først kl. 18.55, og det var jo en 777, som er et dejligt fly, med TV-skærme i alle sæderne. Der er også onboard-computerspil, men det virker kun på første klasse, hvilket jeg synes er noget fis – det ville ikke koste dem en øre at udvide det til at omfatte monkey class. Jeg sjoskede rundt og kiggede mig omkring i flyet, og spillene var sådan nogle primitive Tetris-ting, og film-trivia-ting, så jorden gik ikke ligefrem under af det.

Jeg gik ud og ringede til mine forældre, så min far ikke kom for at hente mig i lufthavnen fra et fly jeg måske ikke var med. Jeg lagde en besked på deres telefonsvarer. Det kostede mig en herregård og 25 øre.

3 timer senere åbnede JFK lufthavn igen, og alle lufthavne i USA prøvede at sende fly derop. Det betød kø. Så vi ventede lidt mere. Da vi endelig kom i luften var luftrummet over Washington fyldt op, så vi hang lidt og fløj i cirkler deroppe, og landede endelig i New York kl. 20.10. Jeg havde håbet, at mit næste fly var forsinket pga. vejret, men det var fløjet, så jeg måtte snakke med de rare Delta-folk. Jeg tog den med ro, for der var ingen fly til Bruxelles lige foreløbig, og de fleste af mine medpassagerer rendte rundt og stressede sig selv, hinanden og de stakkels ansatte, som jo ikke havde gjort særlig meget for at lave dårligt vejr. Noget senere snakkede jeg med en Delta-person. De havde flyttet mig over i et fly til Amsterdam, som fløj ca. nu, og hende jeg snakkede med forsøgte febrilsk at flytte min bagage med.

Og så var det fly også forsinket – det var over en time forsinket, da jeg kom ombord, og der gik en time mere, før vi kom i luften. Jeg sad så og hyggesludrede med et ungt par, der skulle på ferie i Amsterdam. Jeg brillerede med mine evner ud i det hollandske sprog (som jeg forstår meget lidt af, men man kan jo gætte…). Det blev ekstra interessant fordi min sidekvinde ikke havde opdaget, at menuen stod på engelsk på den ene side og hollandsk på den anden, så jeg var overraskende god til det sprog.

Senere flyttede jeg ned på en ledig dobbeltplads bag i flyet. Da vi landede væltede der en halv liter kondensvand ned i hovedet på mig. Det fortalte jeg en stewardesse, men det var åbenbart meget almindeligt.

Jeg landede i Amsterdam omtrent på det tidspunkt, hvor jeg skulle være landet i København. Jeg undersøgte hvornår jeg faktisk skulle være i København og ringede til min far, som jeg fik at vide allerede var taget i lufthavnen. De havde åbenbart ikke aflyttet telefonsvareren derhjemme. Og pludselig ville telefonerne ikke kendes ved mine credit cards, så jeg måtte oven i købet lave et “modtager betaler”-opkald til min fars mobil for at få fat på ham. Var min tålmodighed opbrugt? Ja den var.

Og så kunne jeg ikke engang finde en Diners Club Lounge (der er en, jeg kunne bare ikke finde den). Ih altså.

Endelig – omkring 15.30 – var jeg i København. Og en anelse træt. Det var trods alt lidt over et døgn siden jeg checkede ud af mit hotel.

Men det er næppe sidste gang jeg har været i Disney World. Faktisk overvejer jeg at opdrage mine børn tosproget, så de kan tale både dansk og engelsk, så de kan forstår hvad der foregår allerede i 5-6-års-alderen, for at have et 5-6-årigt barn med til Disney World må simpelthen være fantastisk.

Ovenpå dette vil visse indskrænkede mennesker nok mene, at jeg må have taget skade af det museliv. Men det kan jeg forsikre jer om, at jeg ikke har. Jeg er lige så normal, som da jeg tog afsted.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.