Dance Valley 2001

150 bands og DJ’s på 15 scener i løbet af 14 timer. Lyder det vildt? Så skulle du prøve at komme hjem derfra….

Dance Valley finder sted i rekreationsparken Spaarnwoude ca. 10 kilometer fra Amsterdam i et bakket landskab, hvor scenerne er lagt i en ring. I år var det syvende gang, arrangementet blev afviklet, og det tiltrak 45.000 feststemte og danseglade hollændere, hvilket var ensbetydende med udsolgt.

Første spændende indslag på denne solrige, varme og let blæsende dag (perfekt festivalvejr) indfinder sig når man når til Sloterdijk, en pendlerstation i udkanten af Amsterdam. Det er herfra, busserne angiveligt kører. At dømme efter den massive folkemængde, der er forsamlet under betonbroerne, er det mere teori end praksis. Når en bus ankommer ligner det nødhjælpsuddeling i Somalia. Folk flokkes mod busdøren, som lukkes når siddepladserne plus det løse er fyldt op. Efter et par timer fik jeg det meste af min krop klemt ind igennem døren, og jeg var på vej! Troede jeg.

For først holdt vi stille i noget, der grangiveligt mindede om rigtig lang tid, hvilket primært skyldtes de hundredvis af utålmodige would-be festdeltagere, der belejrede bussen. Til gengæld blev bussen rigtig god til at køre, da først den kom i gang. Vi kørte. Og kørte. Og kørte ad underlige cirkelruter. Og kørte. Man nåede i den grad at få medlidenhed med dem, der havde besluttet sig at gå ud til arrangementet, for der var saftsusemig langt. Men endelig var vi der! Troede jeg.

Nu startede en ny vandring (2-3 kilometer), som gik hele vejen rundt om parken før indgangen endelig var i sigte. Problemfrit igennem porten checkede jeg mellemtiden: 3 timer. Impressive stuff. Men så var det værste også overstået. Troede jeg.

Vel inde på pladsen var første prioritet at få noget at drikke, eftersom de 3 timers rejse var sket i høj sol. Det måtte være en nem opgave. Troede jeg.

Hurtigt måtte jeg konstatere, at man havde indført ikke bare et, men to alternative valutaer til erstatning for hollændernes mere eller mindre sindssyge gylden, muligvis for at forberede dem på euro’ens indførsel til næste år. Den ene valuta skulle bruges, når man købte drikkevarer, den anden når man købte mad. Men inden man kom så langt skulle man naturligvis lige stå i kø for at få lov til at veksle til den alternative valuta. “Den alternative valuta?”, indvender den opmærksomme læser; “der var jo to?”. Jaja, men man kunne naturligvis ikke erhverve sig begge valutaer i den samme kø, der skulle to køer til! Bevæbnet med drikkekuponer kunne jeg så stille mig op i en ny kø, som ledte frem til udskænkningsstedet, hvor man åbenbart havde fundet det rimeligt at tage hvad der svarer til 13 kroner for postevand. Men så fik man også en plastikflaske med en rigtig flot etiket og hele 33 centiliter lunkent vand, og det kan man vel ikke karakterisere som andet end rimeligt. Slet ikke når man havde opdaget, at det kostede 3,50 at komme på lokum (og her skulle man så betale med almindelige gylden..).

Vel tanket op var det på tide at få gjort lidt ved ekspeditionens egentlig formål: techno! Og her begyndte man endelig at se lidt mening med galskaben. Arrangementet var henlagt til et lækkert, kuperet terræn, hvor de 15 scener var lagt i en ring. Terrænet blev ved med at være kuperet, men det blev ikke ved med at være lækkert; mere om det senere. Til arrangørernes ros skal det siges, at den musikalske del af arrangementet fungerede perfekt. Det eneste obligatoriske navn på min liste var hovednavnet Orbital, som spillede til sidst, så taktikken blev at gå ind i det første det bedste telt og blive der, indtil det var tid til forandring, for derefter at tage det næste i rækken. På den måde nåede fik jeg 3 ture i karrusellen, men spørg mig ikke, hvad jeg hørte, for det aner jeg ikke; havde man lyst til et program var det naturligvis noget, man skulle betale for (noget i retning af 40 kroner), men som man kunne forvente med 150 navne var der mulighed for at lægge øre til lidt af hvert.

De udendørs scener trak mest, hvilket havde en del med vejret at gøre, men terrænet gjorde også, at det altid var muligt at finde et sted at slå sig ned, hvor både lyden og udsigten til scenen var perfekt. Og så var det altså brandhyggeligt, når flyverne strøg henover pladsen og dumpede deres last af blomsterblade ud over området! Senere på dagen begyndte man at få mistanke om, at de havde dumpet affald ud over pladsen, for mængden af henkastet affald steg eksponentielt i løbet af dagen, godt hjulpet på vej af det besynderlige faktum, at arrangørerne ikke havde opstillet så meget som én eneste skraldespand?!

Til Orbitals koncert møvede jeg mig op foran scenen, og her keglede man simpelthen rundt på et lag af plastikflasker; der var ingen indhegninger til at forhindre crowd surges, og selve scenen lå nærmest i et hul i landskabet. En smule regn til at fedte det hele ind, og Dance Valley bliver ganske simpelthen et livsfarligt sted at opholde sig. Ufatteligt, at man ikke har lært bare en lille smule af tragedien på Roskilde Festival.

Kiggede man bagud op ad bakken kunne man se en gruppe Orbital-fans udstyret med Hartnoll-brødrenes varemærke, brillerne med lamper monteret på stængerne. Kiggede man fremad var man vidne til et
så-gå-dog-amok-lysshow, som til fulde udnyttede, at det nu var blevet mørkt. Der blev serveret materiale fra alle gruppens plader, dog med overvægt på de nyere (hvilket jeg som nostalgisk, gammel nar godt kan være lidt ked af; de første plader er altså stadig de bedste)

Mod slutningen af koncerten begyndte de reklamefinansierede storskærme (ja, man tror det er løgn, men en tredjedel af hver skærm var til stadighed optaget af reklamer!) at vise meddelelser à la “Dance Valley would like to thank the Dance Valley People!”. Man nærmest ventede på fortsættelsen “..for giving us all your money!”, men den kom ikke. Derimod begyndte skærmene at opfordre folk til ikke at knokle af sted efter busserne, hvilket var en smule bekymrende. Men det skulle blive værre.

For i ly af Orbitals koncert var mørke skyer drevet ind over pladsen, og nogenlunde samtidig med, at Hartnoll-brødrene slukkede deres briller, begyndte det at dryppe. Det blev det desværre ikke ved med.

Derimod begyndte himlen at kaste uendelige vandmængder mod de forsvarsløse festivaldeltagere. Og det var ikke let sommerregn. Det var heftigt og koldt og voldsomt nok til at efterlade hver og én gennemblødt på under 20 sekunder. Så det kan nok være, at ideen om at sidde ned i en varm bus begyndte at virke tillokkende. Det gjorde den så de næste mange timer…

Folkevandringen de 2-3 kilometer tilbage mod bussernes stoppested var begyndt, og det var et sørgeligt syn, fuldstændig i modsætning til den stemning, der havde hersket på festivalpladsen hele dagen. Og det blev ikke mindre sørgeligt, da vi nåede frem til busserne. Arrangørerne havde godt nok blæret sig med, at de i år havde skaffet 150 busser mod 30 (!!) sidste år, men de må have brugt alle deres matematiske evner på at beregne, hvordan man bedst fik lokket penge ud af festivaldeltagerne, for selv med 150 busser må regnestykket nødvendigvis se sådan ud:

    150 busser × 60 pladser = 9.000
    Antal solgte billetter = 45.000
    Manglende pladser = 36.000

“Joh”, vil den skarpsindige læser påpege, “men de kører vel ikke kun én tur?”. Næh. De kørte slet ikke. Så langt øjet rakte holdt der busser fyldt med gennemblødte festivalgæster. Og de holdt stille. Jeg fattede aldrig hvorfor. På daværende tidspunkt var jeg egentlig også ligeglad, om busserne kørte eller holdt stille. Jeg befandt mig alligevel på den forkerte side af ruderne, på hvad der i betænkelig grad mindede om en endeløs asfalteret vej tromlet ned på en fuldstændig flad mark uden nogen former for læ i sigte. Mens det pissede ned.

Efter at have passeret et uendeligt antal fyldte og stillestående busser skete der noget. Vejen fulgte en kanal, og lige pludselig var der et lille færgeleje, og sørme om ikke en diminutiv færge pendlede frem og tilbage over kanalen! Da jeg trængte til et afbræk i min ellers spændende tur langs busserne gik jeg ombord. Det må have mindet om en norsk coaster fyldt med afghanske flygtninge ud for Christmas Island, bare i miniformat. Overalt, hvor man kunne stå i læ, var der mennesker. Forkomne, frysende og ikke særlig feststemte. Jeg var selv iført (gennemblødt) t-shirt, og det var mere normen end undtagelsen blandt passagererne på den lille færge.

På den anden side af kanalen var situationen om muligt endnu værre. Her var ikke engang nogen busser, kun et minimalt læskur, der lige præcis gav læ for den piskende regn, hvis man stillede sig helt ind til væggen og trak maven til sig. Ikke optimalt. Jeg besluttede derfor at blive på færgen. Det gjorde de fleste af de andre passagerer også.

Sådan gik det frem og tilbage en 4-5 gange. Der var ikke rigtig nogen overbevisende grund til at stå af. På et tidspunkt havde en bus mirakuløst materialiseret sig på læskurs-siden af kanalen, så jeg besluttede mig for at stå af og løbe i ly ved læskuret. Det var en rigtig fed idé, for umiddelbart efter begyndte det seriøst at pisse ned, og en mindre flod dannede sig nu omkring læskuret. Så selvom man næsten stod i ly for selve regnen, så truede vandstrømmen nu med at flå snørebåndene af ens sko. Bussen var tom og aflåst. Bortset fra bagagerummene, hvilket et par snarrådige konkurrencesvømmere fandt ud af. De svømmede simpelthen over til bussen og klatrede ind.

På et tidspunkt skete miraklet. Bussens døre åbnede sig! Vi strømmede ind, og kunne endelig komme til at sidde ned i tørvejr, hvilket rangerede blandt dagens bedste oplevelser. Tro mod det suspekte buskodeks kørte bussen ikke; derimod viste det sig, at det var en bus reserveret til medarbejderne på festivalen, så da de ankom blev vi andre smidt ud igen! Jeg anlagde mig en “I know nooothing”-mine, viftede lidt med mit Roskilde-armbånd, og sneg mig ind i bussen igen. Jeg nåede faktisk så langt som til at sidde ned i et stykke tid, før en klam idiot opdagede mit fake-armbånd og foranledigede, at jeg blev smidt ud igen.

En times tid og et par færgeture senere stod den der: redningsbussen. Omgivet af et mystisk skær og med hjul, der ikke umiddelbart så ud til at røre jorden. Vi steg ind og fik en gedigen overraskelse: denne bus kunne køre! Først var chaufføren indstillet på at køre os til Sloterdijk, men det er formentlig rimelig svært at overhøre en busfuld druknede mus’ bønfaldelser, så han endte med at køre os hele vejen til Amsterdam Centraalstation. Overalt vrimlede det med festivalofre, og taxikøen var substantiel. En særlig desperat type sprang over i køen, hvilket var tæt på at udvikle sig til massiv vold, men endelig lykkedes det mig at slå røven i sædet i en varm taxi.

Klokken 6 kunne jeg stikke nøglen i hoteldøren. Det var nu 6 timer siden, Orbital lukkede og slukkede for Dance Valley 2001. Det regnede stadig. Jeg var ikke imponeret. Det var de 50 personer, der blev indlagt til behandling for underafkøling formentlig heller ikke.

Links:
Hjemmeside for Dance Valley
Flere billeder fra festivalen inkl. et par movie clips fra bl.a. Orbital-koncerten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.