Storytellers
For anden gang stod Carsten Islington i aftes på scenen på Café Kellerdirk på Frederiksberg sammen med Gravers Graversen og Farshad Kholgi.
Det er ikke den mest indlysende kombination af talenter, man har set. Islington er nok mest kendt fra DR2, hvor han under fællestitlen “Fra Vesterbro til verdens ende” fortalte en række spøjse, gribende og frem for alt morsomme historier fra et liv, der bl.a. har set 150 forskellige jobs.
Gravers Graversen er ligesom Islington historiefortæller, men med en helt anden indgangsvinkel. I modsætning til Islington handler Graversens historier ofte om andre end ham selv, tempoet er lavere og pointerne mere underfundige.
Farshad Kholgi arbejder både som skuespiller (bl.a. “Pizza King”) og stand-up komiker, og er en knægt i forhold til de to garvede fortællere. Stilen er også en helt anden og er langt mere kropslig og ekspressiv end hos fortællerne, hvor historien er nødt til at bære det hele. Det betyder dog ikke, at Kholgis historier på nogen måde står tilbage for de andres; alene det faktum, at manden er iransk flygtning giver anledning til en række historier, der alle bygger på absurde og dybt underholdende sammenstød mellem iransk og dansk/vestlig kultur.
At sætte 3 så relativt forskellige personer sammen uden decideret forberedelse andet end hvad man kan nå at aftale i baren 10 minutter inden showets start, er lidt af et sats (ved aftenens arrangement tilfaldt det Islington at lægge ud, angiveligt fordi de andre nåede at sætte sig ned først!). Der er ikke nogen rød tråd i de enkelte indslag, men det virker nu meget godt alligevel, sikkert fordi man hurtigt bliver fanget af den historie, den aktuelle fortæller er startet på. En smule mere struktur eller tema tror jeg dog ikke, ville skade showet, men jeg skal være den første til at erkende, at det nok ikke lige ligger i generne hos de optrædende.
I aftenens show kunne man bl.a. høre om Kholgis scenedebut i Grindsted, hvor han optrådte med et Elvis-nummer i tillempet Elvis-kostume fra Tøj-Experten, Graversen havde en skummel og blodig historie om en tilflyttet keramiker på Avernakø, men min favorit er og bliver Carsten Islington. Hans lager af historier virker uudtømmeligt, hans stemme er ligesom Thomas Vindings skabt til at fortælle, og han har en tilstedeværelse, der når helt ud til bageste række. Historierne udvikler sig hurtigere end en steppebrand i stiv kuling, og hans underspillede fandenivoldskhed bringer hurtigt antallet af absurditeter op på niveau med et afsnit af Fawlty Towers.
I aftes var min personlige favorit således historien om, hvordan han blev smidt ud af et kollektiv efter at de andre beboere i desperation over hans manglende arbejdsindsats havde placeret den ophobede opvask i hans seng, hvorefter han lejede et værelse, forelskede sig i en smuk og kæledyrs-besat servitrice, anskaffede sig en kanin, smadrede vindue og lampe med en cowboystøvle fordi han havde glemt sine nøgler, fik tændt ild til dynen under parring med føromtalte servitrice, og endte med at komme i avisen, fordi en dyrlæge blev skræmt af den kuffert, der stod på hans dørtrin. En kuffert, der senere viste sig at indeholde en kanin og 27 gulerødder, og som gav anledning til tæv med en sammenrullet avis.
Skulle du have fået blod på tanden, så gentager Café Kellerdirk deres Storyteller-arrangement engang i januar (hold evt. øje med Geek Cultures kalender). Du kan læse mere om Carsten Islington her.
