Almost Famous

Jeg har ondt af Penny Lane. Hun er fanget i en af de mindre flatterende positioner i en verden af sex, narko & rock’n’roll, og hun prøver fortvivlet at overbevise sine omgivelser om, at verden er anderledes end den egentlig er. Ligesom mig. Ja, altså, uden sex eller narko. Eller rock’n’roll.

Penny Lane er groupie. Det betyder, at hun rejser med rockstjernerne rundt og lever i reflektionen af deres popularitet i bytte for sex. Hun siger selv, at hun ikke er groupie, men “Band Aide”, men forskellen er den samme.

På samme måde hjælper det ikke noget, at jeg forklarer folk, at jeg er IT-specialkonsulent, når enhver der ser mig eller hører mig snakke fagsnak kan se og høre, at jeg ganske simpelt er en nørd. Eller en geek. Whatever.

Almost Famous handler ikke særlig meget om rockmusikere. Det er der så mange andre film, der gør, så det er ingen skade til. Den handler om hangarounds. Specielt handler den om Penny Lane (og nej, det er ikke hendes rigtige navn) og hendes vilde ridt ud af illusionen om, at hun er andet og mere end bare en groupie.

Det er ellers let at overse, for filmen lader som om den handler om geni-barnet William Miller. Det gør den ved at lade ham være den person vi følger hele vejen gennem filmen. Hans søster rejser hjemmefra og efterlader ham sine rock-plader, hvilket giver ham en indædt interesse for dette fænomen. Han skriver nogle blændende musikartikler til skolebladet, og formår at blive hyret af et musikblad til at skrive en artikel om en Black Sabbath-koncert. Ved koncerten møder han et knap så veletableret band, som Rolling Stone Magazine hyrer ham til at rejse med og skrive om på resten af deres turne.

William hvirvles ind i en verden han ikke vidste fandtes, og det kan godt hænge sammen med, at denne verden faktisk er en illusion. Et falsk glansbillede som rockstjernerne hænger op for at bilde sig selv, hangarounds og fans ind, at de er Jupiter, Tor, Eros og Chimata-No-Kami med musikinstrumenter. Lykkeligvis undgår William at gå til bunds i dette frådende hav af indtryk ved hjælp af sine to livliner: Den puritanske moder (spillet vidunderligt af Frances McDormand), som er ankeret, der holder ham fast på hans barndoms værdier (“Don’t do drugs!”), og det store forbillede, musikskribenten Lester Bangs (vel spillet af Hollywoods “nye” trumfkort Philip Seymour Hoffman), der er roret der leder ham gennem de alt for smukke løgne, som rockstjernerne omgiver sig med (“No matter what they do or say, they are not your friends.”)

Men som sagt handler filmen ikke om William, men om Penny. Penny er dybt forelsket i bandets bassist, Russell, og hun er overbevist (af rock-løgnene) om, at det er hende og ham for altid. Han ved, naturligvis, at det ikke er tilfældet. Hjemme venter konen og det almindelige liv. William er dybt forelsket i hende og et eller andet sted er hun vel også forelsket i ham, men han er jo ikke en rockstjerne. Han er “bare” de øjne, som vi ser Penny gennem. Slutningen er ikke vanvittigt overraskende, men måden vi når frem til den er fascinerende, smuk, rædselsfuld og helt og aldeles vidunderlig.

Cameron Crowe, instruktøren, ikke gladiatoren, for han hedder Russell ligesom bassisten (forvirret?), leverer først og fremmest et hjertegribende drama om to hangarounds, der bliver voksne. Han har spækket den med overraskende humor – ikke mindst i en scene omkring nogle T-Shirts, der når Spinal Tap-agtige højder. Og så viser han os hvad en film kan, når den virkelig er en film. Jeg har i mange år været dybt fascineret af en scene i Blade Runner, hvor Ridley Scott lader Pris og Roy føre en hel samtale med øjnene. cameron Crowe overgår denne scene ti-fold i et krydsklip af to par øjne, der ganske simpelt flår i hjertet, så man får lyst til at bryde stortudende sammen på gulvet.

Se denne film. Det har den fortjent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.