Billy Elliot

Hvis du ser en granvoksen mand danse ned ad gaden, mens han nynner noget af musikken fra Lucas Arts’ spil Loom, lave en pirouette, rødme let og kigge sig omkring, så bliv ikke bange. Det er ikke en psykopat. Det er bare en biografgænger.

Jeg kom ud af Københavns nyeste – og bedste – biograf, Empire Bio, og jeg skulle virkelig koncentrere mig for at sætte den ene fod foran den anden på normal vis i stedet for at danse ud til bilen. Jeg havde netop set briternes bud på årets bedste film, og Billy Elliot havde ramt mit hjerte.

Den grundlæggende historie er set før: Dreng opdager, at han er god til noget, hans omverden finder det vederstyggeligt, men alt går alligevel godt for vor unge helt. Ingen ville have løftet et øjenbryn, hvis det var årets Disney-animations-sag. Det er ikke på historien, at Billy Elliot tjener sine point. Det er på personerne, stemningen og magien.

Billy bor i et engelsk kulminekvarter som søn af og lillebror til to kulminearbejdere, som er i strejke og dårligt kan få tingene til at hænge sammen. Han går til boksning, for det gør alle raske drenge, men han er elendig til det. En dag bliver han mobbet til at forsøge sig med ballet og trods nogle krampagtige fejlslagne forsøg viser han ret hurtigt talent og rytme, og hans danselærer foreslår ham at søge ind på den kongelige balletskole – noget hans familie ikke har den store forståelse for.

Der er nogle vidunderlige illustrationer af “rytme i kroppen” i filmen. Billys mormor fortæller igen og igen at hun kunne være blevet en stor balletdanser, og vi ser både farmand og storebror bevæge sig i takt til musikken i dagligdagen. Men den skønneste illustration er en scene, hvor Billy danser sig igennem et raseri-anfald.

Jeg har svært ved at forholde mig til portrættet af et kulminekvarter i strejke under Thatcher. Miljøet er for langt fra det jeg kender. Nok var min far involveret i strejkerne på Berlingske i slutningen af 70’erne, men vi oplevede ikke noget, der svarer til den fattigdom og nød, som har været en del af hverdagen for datidens briter. Alligevel fanger jeg noget, og det er børnenes evne til at vænne sig til hvad som helst. Der er flere scener, hvor man kan se, at politifolkene, der holder vagt er blevet til en del af baggrundsstøjen for de lokale unger.

Filmen er også spækket med spændende personer. Billys ven, Michael, springer ud som bøsse kort efter at Billy springer ud som danser. En stilfærdig tilnærmelse fra Michael besvares af Billy med et hjerteskærende “Just because I dance ballet doesn’t make me a poof.”. Danselærerindens datter, Debbie, er dybt forelsket i Billy, der som enhver 12-årig er komplet ude af stand til at vide, hvad han skal gøre med sådanne følelser (og her er en af filmens mangler: Billys utrolige afklarethed overfor sin vens homoseksualitet og sin egen seksuelle identitet stemmer dårligt overens med hans befippethed overfor Debbie). Billys far, som spilles af David Morse-agtige Gary Lewis III, reagerer som enhver normal far med rædsel over Billys særheder, men har nogle vidunderlige scener efterhånden som det går op for ham, at ballet måske ikke er så åndssvagt igen (der er ikke meget fremtid i at træde i en kulminearbejders fodspor.)

En af mine klare indikatorer for om en film er noget særligt, er om den ændrer mine referencer inde i hovedet. Det gør Billy Elliot. Tchaikovskys Svanesøen har i mange år fået mig til at tænke på den indledende scene i Loom, hvor Bobbin Threadbare ser på at efterårets sidste blad falder ned. Nu dukker billedet af en skræmt og håbefuld ung danser også op for mit indre øje. Og selv om Billy Elliot foregår i mere jordnære rammer end Loom er magien i den klassiske fortælling om den særlige dreng, der søger sit eget ståsted i en sær og fjendtlig verden præcis lige så gribende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.