Phantasy Star Online

6 out of 6 stars
Phantasy Star Online er et af de mest omtalte spil til Dreamcast, og efter at have brugt utallige timer med bæstet og brudt hovedet med at lære et nyt univers at kende, begynder jeg at forstå hvorfor. Men det er ikke lutter lagkage at komme til den opfattelse.

På planeten Ragol har koloniskibet Pioneer 1 brugt nogle år på at etablere en koloni. Da Pioneer 2 ankommer med dig (og over 200.000 andre registrerede spillere), sker der en voldsom eksplosion på planeten, og det er nu din opgave at finde ud af, hvad der gik galt.

Man starter med at bygge en karakter. Her kan man vælge fra 9 forskellige typer opdelt i tre klasser. De har selvfølgelig hver deres styrker og svagheder, og når man har gennemført spillet med én karakter kan man lave sig en ny og få en meget anderledes oplevelse. Nogle karakterer er velegnet til begyndere, andre til hærdede spillere. Hver karakter kan tilpasses udseendemæssigt på virkelig mange måder, og resultatet er at man møder en myriade af meget forskellige og spændende karakterer online. Sjovt nok er de 14-årige drenge ofte udformet som store kamprobotter mens os ældre herrer mere hælder til de små piger..

Når karakteren er dannet og gemt på VMU’en, kan man gå igang med at spille. Det er muligt at spille Phantasy Star Online (PSO) enten online eller offline fra det øjeblik man har skabt en karakter, men i praksis er din karakter så svag og værdiløs at den endnu intet kan bruges til i den noget sværere online-del.

De første 5-6 timer af spillet er man altså på egen hånd, hvor man kan vælge enten at følge spillets hovedhistorie, eller at drage ud på sub-quests i de områder af Ragol, man har adgang til. I starten har man kraft som en 80-årig med en våd søndagsberlinger, så man er bedste tjent med de mindre krævende sub-quests. Her traverserer man igen og igen den samme bane, hvilket kan være meget enerverende. Formålet med offline-delen af spillet er i starten at gøre spilleren komfortabel med brugerinterfacet samt at hærde karakteren til at tackle online-monstrene.

Da PSO er bygget til at blive spillet online, er der ingen pausefunktion i spillet – holdkammeraterne vil næppe sætte pris på at man fryser hele verden for at tage telefonen. Det betyder, at man stadig får tæsk når man bevæger sig rundt i menuerne, og at man i helt uhørt grad skal følge det velkendte spejderkodeks: Vær beredt! Tildel de rigtige spells til de rigtige knapper, ha’ masser af health potions klar til brug og sørg for at dit mana-lager er lige ved hånden – der er ikke tid til at begå fejltagelser. På den måde virker PSO som en mere ægte oplevelse, men det er også kilde til et væld af frustrationer de første mange timer.

Når din karakter er omkring level 7 eller 8 er det på tide at gå online. Hvis man tror man har en lille smule styr på spillet, bliver man slemt overrasket her.

Alle onlinebrugerne er organiseret i store rumskibe – der er 25 skibe fordelt ud over Europa, USA og Japan. Hvert skib er delt ind i 16 blokke, og hver blok har 10 etager. Jeg brugte nogle timer på at finde ud af, hvordan man møder folk, bygger et hold op, kommer igang med sit eventyr nede på Ragol og især hvordan man interagerer med de andre spillere. Det hjalp ikke meget, at mange andre karakterer online var level 50 eller derover og talte spansk, tysk, portugisisk eller fransk. Eller at flere af de store androider begyndte at bage på min lille pige straks hun kom online.. Men efter lidt tid begynder det hele at give mening.

PSO er fremhævet som det første multisprogede simultanoversættende online-spil. Det er da også rigtigt, hvis man gider at bruge 5 minutter på at vælge en prædefineret sætning fra et veritabelt overflødighedshorn af fraser. Den bedste måde at kommunikere på er at skrive tingene selv, og man kommer ingen vegne uden et keyboard. Bevares, man kan vælge bogstaver fra et on-screen keyboard, men det er knapt så fedt at bruge 3 minutter på at skrive “pas på det store mons–“, mens man bliver tampet gul og blå realtime. Et keyboard er altså ikke kun rart at have – det er simpelthen nødvendigt for at online-delen af PSO skal give nogen mening. Heldigvis koster det officielle Dreamcast Keyboard kun ca. kr. 250 og selvom det er et meget billigt design, er det fuldt ud anvendeligt til PSO’s korte beskeder.

Da spillet foregår i realtime, minder PSO mere om FPS’er som Doom og Quake end om et traditionelt RPG. Til forskel fra FPS’erne, er her et væld af meget forskellige karakterer at vælge imellem, og der er stadig det traditionelle RPG-islæt med Experience Points, stats, spells og en fortløbende historie. Kampene er langt mere hæsblæsende end man er vant til fra RPG’erne, da man spurter rundt for at undgå monstrenes angreb, samtidig med at man prøver at få et par slag eller fireballs kastet ind hvor det gør ondt. Ikke noget med roligt at tage en slurk kaffe, mens man overvejer sit næste træk mod det frådende tentakelmonster. Bosskampene er adrenalinpumpende i helt utrolig grad, især i offline delen, hvor man kæmper på egen hånd.

Som i alle 3D-spil er kameraføringen meget vigtig for slagets gang. Desværre er PSO ikke så skrap i den disciplin som man kan forvente. Man oplever ofte i starten at stå i en vinkel, hvor man ikke kan se monsteret selv om man er klods op ad det. Her savner man den geniale Z-targeting fra Zelda-spillene til Nintendo 64. Med tiden lærer man dog at tæmme kameraet til sin fordel.

Grafikken er intet mindre end åndeløs smuk. Det første spilleområde, Forest, er ganske imponerende – men det er kun en billig forsmag på de grafiske orgier man møder senere i spillet. Alting kører fuldstændig flydende (især hvis man vælger at køre spillet i 60Hz), og der optræder sjældent lag online. PSO en sublim grafisk oplevelse; uden tvivl det smukkeste og mest detaljerede spil, jeg endnu har set. Kommunikationen med serverne foregår glidende, og i det hele taget er online-oplevelsen så nem og problemfri at man ofte helt glemmer at de tre andre spillere på holdet sidder i Sverige, Italien og Canada.

Lydsiden består mest af effekter fra spillernes handlinger og en kontekstafhængig baggrundsmusik, der er ret så genial. Når der ikke sker så meget, er musikken stille og rolig, og man går ofte og nyder de smukke omgivelser og lytter til den behagelige musik. Når så monstrene dukker op, skifter musikken subtilt i intensitet, hvilket kraftigt medvirker til at frigive adrenalinet i kroppen.

Manualen er meget forvirrende skrevet. Den vigtige information er med, men det er svært at finde den, og det er svært at forstå indholdet før man har spillet nogle timer. F.eks. gik der mange timer før jeg opdagede at sub-questene i Hunters’ Guild ikke var selve hovedspillet. Jeg tror at man bevidst har udeladt at skrive om spillets mere centrale emner, fordi spillerne skal opdage tingene selv og snakke med hinanden om deres oplevelser. For den nye spiller, alene og offline, er det dog ikke specielt spændende at være på helt bar bund – spillet er svært nok i forvejen.

Spillerne online er utroligt hjælpsomme. Første gang jeg var med på et hold, forsynede de andre høj-level karakterer mig med våben, udstyr og penge som hjalp mig gevaldigt på vej. I kampens hede forsøger de stærke spillere så vidt muligt at holde øje med de svage, beskytte dem og lade dem akkumulere flest experience points. I de mere stille passager udforsker man banerne mens man chit-chatter om alt mellem himmel og jord. Næsten alle PSO-spillere har investeret i et keyboard, så snakken flyder frit om lande, interesser og ikke mindst den bane man er igang med og de myriader af ting, man ikke forstår i spillet. Bliver man gode venner, kan man udveksle Guild Cards og dermed nemmere finde hinanden igen næste gang man går online.

PSO er i bund og grund endeløs monsterbashing, aktivering af kontakter og opgradering af karakterer og udstyr. Der er en historie bag det hele, men den fungerer mest som en undskyldning for at kæde de 4 spilleområder sammen. Spillets reelle formål er at bringe din karakter til level 100, og hvor simpelt det end lyder, er det helt utroligt fængende. Man spiller de samme baner igen og igen, men for hvert gennemløb er man lidt sejere og lidt klogere. Det hjælper selvfølgelig på det at banerne er endog meget store – efter 18 timers spil havde jeg helt styr på Forest, kunne lige finde rundt i Caves, havde smagt lidt på Mines og var på helt bar bund i Ruins. PSO har den uhåndgribelige “bare lige én gang til”-faktor skruet helt op til 11 – det er ikke ualmindeligt at møde folk online, der er på deres tredie karakter med 600+ timers spil under bæltet. Jeg forstår dem.

PSO kan også spilles og gennemføres offline. Men uden samspillet med dine holdkammerater falder en stor del af charmen bort, og de sidste to stjerner på denne anmeldelse skyldes da også udelukkende det superbe online-spil.

Med i æsken følger også en preview af Sonic Adventure 2, der kræver overclockede reflekser af spilleren. Det er ikke lige mig, men Anders nåede at gennemføre demoen ca. 358 gange på et par dage.

Phantasy Star Online er nok det smukkeste spil endnu udgivet til en konsol, og her menes ikke kun grafikken. I starten er man flere gange ved at give op grundet den stejle indlæringskurve og høje sværhedsgrad. Men efterhånden som man får fodfæste, bliver man fænget som aldrig før. Det er i bund og grund en FPS, men banedesignet, karaktererne, våbnene, monstrene, den enorme detaljegrad og især dine kød-og-blod medspillere går op i den højeste enhed og gør spillet til en sublim oplevelse, der sikrer dig søvnløshed og høje internetregninger i månedsvis.

The Phantasy Star Pages er blandt de bedste sider om PSO og resten af familien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.