Gunbuster

6 out of 6 stars
Science fiction, drama, mecha… Det hele er til stede i denne perle fra 1988, der endnu engang cementerer GAINAX og Hideaki Annos position som innovationens konger i et anime-medie rigt på kopier og middelmådighed.

Første gang vi møder Noriko Takaya er hun 8 år. Hendes far er netop taget afsted som kaptajn på Lukushiyon, det første overlysskib. Noriko drømmer om selv at blive rumpilot og komme ud i rummet sammen med sin far.

Men Lukushiyon støder ind i en fremmed race, og mødet er fatalt for Norikos far. Disse aliens kommer fra galaksens centrum og fungerer som de hvide blodlegemer udsendt for at bekrige den menneskelige virus i galaksens krop. De største af de fremmede er enorme organismer, der udklækkes fra inkuberede planeter. Menneskeden er op mod en næsten uovervindelig trussel.

Med en fælles fjende forenes Jordens ressourcer og man stabler en rumhær på benene med specialtrænede folk og de nye RX-7 robotter. Noriko, der i mellemtiden er blevet en teenager, er indrulleret som kadet i rumakademiet sammen med sin veninde Kazumi. De har næppe drømt om, at de en dag vil befinde sig i galaksens centrum og stå med menneskehedens skæbne i deres hænder.

Historien er intet mindre end episk. På skivens 171 minutter når man igennem forbløffende mængder af handling og især karakterudvikling. Mens sidste episodes rulletekster gled over skærmen, blev jeg helt åndeløs ved at tænke over hvor meget der var sket siden serien startede.

Gunbuster er en OVA på 6 episoder fra 1989. Bag den står GAINAX med den debuterende Hideaki Anno i instruktørsædet. Allerede nu begynder smilet at brede sig hos anime-feinschmeckere – og jeg kan roligt afsløre, at vi har med noget helt specielt at gøre. Gunbuster virker på overfladen som en hard science fiction historie à la Star Trek, men med Anno ved roret er der naturligvis langt mere bag facaden. Genremæssigt er det et mix af sportsanime, mecha og shoujo. Ultimativt er det en kærlighedshistorie, og det er da også kærlighedsmotiver der driver mange af handlingens centrale scener.

Det er lykkedes over alt forventning at blande hard science sammen med menneskelige følelser, og det gør historien langt mere nærværende og troværdig end så meget andet science fiction, der primært hæfter sig ved tørre tal og tilsidesætter følelser og karakterer. Paradoksalt nok, har Gainax sat sig på skolebænken og studeret hårdt på relativitetsteorien og har spundet en videnskabeligt troværdig og samtidig smuk menneskelig historie over temaet “at leve i samme tid”. Noriko bruger en del af sin tid på at kæmpe mod de fremmede i nærlys-hastigheder. Det betyder, at hun hurtigt mister al personlig kontaktflade – første gang hun vender tilbage til jorden efter fire måneder i rummet er hendes bedste ven og klassekammerat blevet 10 år ældre og har fået børn.

Animationen i Gunbuster er af meget høj kvalitet. Det kan naturligvis ses, at serien er 13 år gammel, men det trækker på ingen måde ned i den samlede bedømmelse. Serien er lavet før computerne holdt indtog i branchen, og repræsenterer et solidt håndarbejde fra en svunden tid.

Farvelægningen er stærk og der leges ofte med lyskompositioner for at understrege personernes følelser. Sidste episode er meget dyster og på én gang afdæmpet og intens. Anno har valgt at udføre episoden udelukkende i sort/hvid (pånær de sidste sekunder), hvilket er stemningsskabende i uhyggelig grad. Denne episode indeholder også et af de største slag i serien – kun vist som sketchtegninger ledsaget af rolig og sørgende klassisk musik. Det virker forbløffende godt, da man for sit indre blik genskaber handlingerne imellem billederne og på den måde får en mere involveret oplevelse af kampen.

Det er typisk GAINAX ikke at tage sig selv alvorligt. Imellem episoderne forekommer “Science Lessons”, hvor Noriko og Kazumi forklarer mere om den videnskabelige baggrund og de fremmede. Man kan dog sjældent holde fokus på emnet, fordi pigerne er super deforme og fjoller rundt så man uværgeligt knækker sammen af grin. Et andet GAINAX-kendetegn er fan service, og man bliver bestemt ikke skuffet her; Gunbuster er kilden til udtrykket “Gainax Bounce”, der bruges om hoppende bryster i anime.

Karakterdesignet af Haruhiko Mikimoto (Macross, Macross II, Gundam) er eminent og alle seiyuu leverer solide præstationer – især skal Noriko (Noriko Hidaka) og Kazumi (Rei Sakuma) fremhæves; deres superbe stemmer er kraftigt medvirkende til at jeg ofte sad med en klump i halsen undervejs. Karaktererne er utroligt godt realiseret, og jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden film eller serie, hvor karaktererne gennemgår så stor personlig vækst. Det mest imponerende er, at på trods af at de centrale karakterer ændrer sig enormt undervejs, forbliver de troværdige. Djævlen er i detaljerne, og det er de subtile detaljer, der gør karakterudviklingen i Gunbuster så imponerende.

Mecha-designet er bevidste parodier på datidens mecha-show. RX-7’erne ligner noget, som Volkswagen kunne have bygget i 50’erne og Gunbuster selv ligner noget taget direkte fra Gundam-universet.

DVD’en er udgivet af engelske Kiseki, hvilket desværre ikke borger for kvaliteten. Skiven er hardsubbed og billedkvaliteten er langt under hvad man normalt forventer af DVD – en enkelt gang forekom tilmed støj som fra en dårligt tracket video. Men det er til at lave med – allerede 5 minutter inde i showet er man opslugt af historien og har glemt alt om den dårlige kvalitet. Af extra features finder man et billedgalleri på hele 3 billeder samt en meget grundig og velskreven anmeldelse, man dog først bør læse efter man har set serien, da den spoiler stort set alt. Vil man have bedre kvalitet, må man enten købe den utekstede japanske udgave (3 DVD’er til i alt kr. 1.100) eller vente på den amerikanske udgave; det er dog Manga, der sidder på R1-rettighederne, så man skal ikke forvente meget.

Gunbuster er blandt de mest spændende og interessante science fiction film jeg har set, og samtidig er det et af de mest hjertevarme dramaer om at elske, miste og kæmpe for alt, hvad man har kært. Seriens detaljerigdom giver rig mulighed for mange gensyn med nye opdagelser. Anbefales ubetinget.

Check skægge Gunbuster trivia på Anime Café.
Vil du vide mere om videnskaben bag serien, så check FAQ’en Relativity and FTL Travel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.