En klassiker?

Hvornår er en film en klassiker? Er den en klassiker fordi en million mennesker står i kø for at se den? Er den en klassiker fordi den får seks stjerner i pressen? Er den en klassiker fordi producenten siger det?

BEMÆRK: Denne artikel kommer til at fortælle noget om High Fidelity, som de fleste nok gætter ret tidligt i filmen, men som alligevel må betragtes som en spoiler. Ikke at den viden på nogen måde ødelægger filmen, men alligevel: Nu er du advaret.

Lad mig som indledning reklamere for Geek Culture‘s kommentar-spor. Brug dem! Vi skribenter læser dem flittigt og svarer. Det er din mulighed for at være med – bare klik på “ingen” eller tallet til højre for feltet “kommentarer” i den grønne kasse til højre for den artikel du vil kommentere.

En af vore læsere nævnte kort, at en af hans venner sagde, at en film ikke burde få seks stjerner før tidligst et år efter premieren, da man først til den tid kunne se, om den var en “klassiker”.

På trods af, at jeg selv har givet en enkelt film denne karakter (og det var – ser jeg nu, hvor den første forelskelse har fortaget sig – alt for meget), er jeg ikke utilbøjelig til at være lidt enig. Bare lidt. Måske er et år ikke engang nok.

Det er jo interessant, at hvis man spørger folk hvilken film der er verdens bedste, så vil top-5 typisk bestå af film der er under fem år gamle, fordi “filmhukommelsen” ikke rækker meget længere. Eller man kan kaste et blik på IMDB’s top-250, som er baseret på hvilke karakterer folk har givet de forskellige film. I øjeblikket er verdens bedste film The Godfather og blandt de første 25 er der kun to ikke-engelsksprogede film, 10 af filmene er fra 90’erne, og kun ni af filmene er mere end 30 år gamle. Bemærk, at dette er en liste lavet fra et forholdsvis stort statistisk materiale og at det typisk er filminteresserede, der gør sig det besvær at stemme på IMDB. Lavede man en tilsvarende undersøgelse på Rådhuspladsen i København ville billedet sikkert være endnu mere fordrejet i retning af nye, amerikanske film (og måske enkelte danske. Festen skulle nok kunne snige sig ind.)

Lad os prøve at gøre det umulige: Lad os prøve at definere en klassiker.

En klassiker skal naturligvis have en historie, der bevæger sig ud over det banale. Jeg snakker ikke om det superkorte handlingsreferat (“Dreng møder pige, pige forelsker sig i dreng, dreng forelsker sig i pige, pige forlader dreng, dreng græder snot, pige vender tilbage til dreng.”) men om måden historien bliver fortalt på. En banal historie, der fortælles på en usædvanlig måde kan være fantastisk. Jeg håber, at vi kan se tilbage på High Fidelity som en klassiker om nogle år.

Samtidig må en klassiker have en stor holdbarhed. Se f.eks. hvordan en tidligere Oscarvinder som “Bedste Film” som Sidste Stik falder af på den, fordi den bliver lidt gammel. Der er intet galt med selve filmen, men vi har set så mange svindlerkomedier, at der ikke er nogen overraskelser tilbage – det der med “Hvem snyder egentlig hvem?” har vi set så tit. Sidste Stik var nok en pioner, men den er overgået siden. I det hele taget egner film, som baserer deres popularitet på overraskelsesmomentet sig dårligt som klassikere. Så er den mednominerede American Graffiti mere klassiker-materiale. Det er ikke pointen, men måden vi når frem til den, der er interessant. Er der virkelig nogen, der er intereseret i hvordan Matador (ja, TV-serien) slutter? Nej. At Mads bliver svensk konsul er irrelevant. Det er periodebilledet, de små elegante hentydninger til senere eller samtidige hændelser, personudviklingen og det glimrende skuespil, der gør, at jeg kan holde ud at se den serie igen og igen (jeg har vist set den fra ende til anden fire eller fem gange. Sidst var det på video i løbet af 14 dage.)

Og så er der det tekniske element: Filmen skal være ordentligt lavet. Igen er der undtagelser: Ed Wood’s film er en slags klassikere, netop fordi de er lavet så exceptionelt dårligt, men generelt skal det tekniske være i orden. I min egen lille bog er det specielt vigtigt, at instruktøren husker, at han laver film, ikke bare en bog med billeder. Det vil sige, at der skal være ting i filmen, som kun kan laves på film. På film kan man fortælle historier med billeder uden at understøtte dem med ord. Et eksempel er en scene i Blade Runner hvor Pris og Roy Batty nærmest fører en samtale i J.F. Sebastians lejlighed bare med ansigtsudtryk. Egentlig lægger jeg ikke meget vægt på om der er smarte wipes (sceneskifteklip) eller at man ikke må kunne se kameraholdet i spejlene, mikrofoner i toppen og den slags. Selvfølgelig bør det være i orden, men hvis filmen ellers er god kan man let overse, at den slags fejl sker.

En film bliver ikke en klassiker fordi Geek Culture, Ekstra Bladet, Politiken eller for den sags skyld Empire eller Variety siger det. Og udgiverens ord for det er heller ikke nok: Kære Disney, Pocahontas er ikke en klassiker, bare fordi I siger det.

En film bliver heller ikke en klassiker, fordi den sælger som varmt brød. Jeg kan huske at komme forbi Imperial to uger efter premieren på Titanic, og folk stod stadig i kø helt ud på cykelstien. Jeg kunne godt lide Titanic, men jeg tror ikke på, at det er en film man husker om 30 år.

Og sidst, men ikke mindst vil jeg helt undlade at lave en liste over klassikere. Sådan en liste vil bære for meget præg af min personlige smag. Den vil indeholde film, som du ikke finder er klassikere, og den vil udelade film, som der er bred enighed om er klassikere. Og det vil afføde en masse diskussion, som jeg ikke gider at bruge tid på. Vi har nu engang hver især vore egne præferencer, og selv om visse film forekommer på flere menneskers lister end andre, så er der ikke en facitliste bag i bogen.

Bør du i Københavns-området, så husk i øvrigt at hold øje med biograferne Gloria på Rådhuspladsen og Vester Vov Vov på Vesterbro. Der er tit film på programmet, som de fleste vil gå med til at kalde klassikere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.