Cyber City Oedo 808
Tre indsatte i et rumfængsel med en gennemsnitsstraf på 250 år får tilbudt en tjans i det hårde Cyber Police. For hver veludført arrest får de et par år skåret af deres dom med et enkelt aber dabei: Hvis de fejler en mission eller dummer sig eksploderer kraven om deres hals. Det lyder som stjålet fra filmen Wedlock med Rutger Hauer, men den her var altså på gaden først.
De accepterer opgaven og de tre – Sengoku, der minder om Jubei fra Ninja Scroll af samme instruktør, Benten, meget feminin mand med monomolekylær garotte, og Goggles, computereksperten med Speedball-udseendet – bliver udstyret med Cyber Police batoner og de eksplosive halsbånd. Når scenen således er sat, trykkes turboknappen i bund og der blændes op for en velanimeret cyberpunk actionfest.
DVD’ens tre afsnit (de eneste, der blev lavet) er fremstillet i 1990 og 1991 og minder visuelt meget om Bubblegum Crisis. Men hvor sidstnævnte blev en øjeblikkelig klassiker på grund af dens memorable personer, spændende handling og gode musik, må Cyber City Oedo 808 hurtigt finde sig henvist til glemmebogen sammen med andre BGC-kopier: Den er flottere end BGC og der er fart på, men personerne er flade (robotten Varsus er direkte irriterende), musikken er uinspireret og historierne er kliché på kliché – de er primært en undskyldning for at smadre noget stort med Orbital Lasers. Dog skal den sidste episode, min favorit, fremhæves: Den kombinerer effektivt den traditionelle vampyrhistorie med cyberpunk i en fortællestil, der leder tankerne hen på den subtile og smukke Tokyo Babylon.
Hvert afsnit fokuserer på en af de tre hovedpersoner og er desuden proppet med biroller, der kommer og går som det passer dem, uden at uddybe hverken sig selv eller deres tilhørsforhold til hovedpersonerne. Havde der været mere end tre afsnit, var der blevet plads til en gennemgående historie, et par love-interests og en bunke skeletter i skabet.
Cyber City Oedo 808 er ikke et decideret dårligt show, og det underholder godt undervejs. Animationen er virkelig god med flere superbe scener. Men det giver en “var det alt?”-fornemmelse når det er overstået, hvilket fint illustrerer at et show i teknisk topklasse ikke når en budget-produktion som f.eks. Fushigi Yûgi til sokkeholderne fordi dybden simpelthen mangler.