Akira – Limited Special Edition
Hvis man spørger manden på gaden hvad han ved om anime, vil “Akira” uden tvivl være det første ord man får i hovedet. Den 12 år gamle film var ikke blot et kæmpe gennembrud for anime i vesten, men også betragtet af mange som Katsuhiro Otomos største bedrift som instruktør. Nu kan den for første gang opleves i en imponerende digital genfødsel.
Hvadenten man hader eller elsker den, kan det med sikkerhed fastslås at Akira var filmen som åbnede dørene for en vestlig accept og respekt for japansk anime. Som den første store publikumssucces for anime på det store lærred, kan Akira ene og alene beskyldes for det almene publikums båssættelse af anime som værende voldelig, forskruet og underlig. Javist, som garvet otaku kan man nedkalde eder og forbandelser over den uindviede filmgænger som skriger “Akira!”, hver gang man forsøger at udvide vedkommendes snæversyn med nye japanske animerede kulturskatte.
Men jeg kan alligevel ikke benægte at jeg altid dybest set har holdt meget af filmen, trods dens nedrakning fra det puritanske anime-publikum. Jeg har uden tvivl heller ikke været den eneste, for da rygtet om en restaurering af Otomos film fra 1988 begyndte at svirre i animations-kredse, startede en lavine af spekulationer og henvendelser til Pioneer, som endelig bekræftede at rygtet var sandt. Statistikken taler desuden for sig selv. Med “Akira – Special Edition” figurerende på førstepladsen over mest solgte produkter hos bl.a. DVD Box Office i næsten to uger efter dens lancering, kan filmens popularitet ikke bestrides.
Det kommer dog ikke som en overraskelse for mig, for Pioneer har virkelig gjort et flot stykke arbejde.
Med restaureringen besluttede man at udgive Akira i 3 forskellige smagsvarianter møntet på forskelligt publikum. – Henholdsvis “Akira”, “Akira – Special Edition” og “Akira – Limited Special Edition”.
Akira – Limited Special Edition er for otaku og ultrafanatisterne der bare skal have det hele med. En grov-lækker deluxe-metalboks-udgave indeholdende et to-disc-set der næsten emmer af prestige, når først den står plantet på hylden. For de formastelige stakler der ikke var hurtigt nok ude med deres bestilling, findes “Akira Special Edition” som i bund og grund er den samme udgivelse, dog i en langt mindre eksklusiv og mere anonym indpakning, mens den almindelige Akira-udgivelse blot indeholder den første disc med selve filmen og et absolut minimum af extras.
Lad os kigge på hvad den sorte boks’ første disc har at byde på.
Disc 1:
Når først man rent faktisk har fået fravristet skiven af metalboksens jerngreb (det tog mig næsten 5 minutter første gang), bliver der kælet for øjnene i en animeret menu der bare stinker langt væk af stil. Over skærmen ræser den ene lækre kværn forbi efter den anden, i form af design-sketches, mens baggrunden i dæmpede toner viser en sammenklipning af filmens første lange motorcykel-jagt i Neo Tokyos gader.
Pioneer har valgt at koncentrere ekstra-materialet på disc 2 og den eneste ekstra-feature placeret på denne skive er en såkaldt “capsule-option”. Denne option dækker over en mulighed for at kunne trykke enter hver gang en pillekapsel figurerer i filmen, for at blive kastet til noget ekstra info omkring den pågældende scene. En god feature der desværre drukner lidt, når man ved hvor meget mere der er at hente ved at kaste disc 2 i afspilleren.
Lad os i stedet koncentrere os om filmen, der jo i virkeligheden er anmeldelsens omdrejningspunkt.
Billedet:
Den originale master-reel er blevet renset og har fået et digitalt touch-up, men selvom det ikke er helt perfekt og der stadig er tydeligt støv og fnug rundt omkring på filmen, er det en verden til forskel, hvis man som de fleste, udelukkende har været i besiddelse af VHS-udgaven. Tager man desuden i betragtning hvor slemt tilredt source-materialet var da Pioneer modtog det, er det intet mindre end et mirakel at se hvor flot resultatet er blevet. Billedet stod konstant skarpt og lækkert i anamorph gennem alle filmens 124 minutter. – Altsammen med en farvedybde, som jeg vil sværge på, ikke engang har været til stede i filmen ved dens oprindelige visning i ’88. Mange af scenerne bliver genoplevet med helt nye øjne, fordi man pludselig er istand til at se detaljer i animationen som simpelthen ikke var synlige før. Alene den første scene der skildrer post-udraderingen af Tokyo i form af et billede af byen set fra rummet, der næsten minder om organisk væv, er virkelig imponerende. Detaljegraden af backdrop-malerierne som før har været noget nær umulig at opleve siden den oprindelige biografvisning af filmen, kan nu sluges råt hjemme i stuen.
Overførslen<ord:overførsel> er i det store og hele enormt flot. Med den ekstremt høje standard som Pioneers restaurationshold satte for projektet, er det heller ikke noget under, at resultatet er blevet et meget overlegent produkt. Med en digital re-mastering der er forberedt til en fremtidig HDTV-udgave, er vi oppe mod en imponerende kvalitetsbevidsthed. En mindre anke er dog at selv om skivens overførsel holder en bitrate der generelt svinger mellem 6 og 6.5, kan jeg spotte tydelige artifacts i store ensfarvede områder af billedet, hvilket er meget atypisk. Normalt opstår artifacts på grund af farve-kompressionen, og befinder sig langs linier med høj kontrast, men det er ikke tilfældet her. Dog ses det kun tydeligt, når man pauser for at gennemse scener i stillbilleder. Ellers er det faktisk kun scenerne med den brutale storm sent i filmen, der viser tydelige artifacts, men denne scene er i forvejen så hektisk og grumset i animationen, at det er til at se gennem fingre med.
Animationen:
Bortset fra disse bagateller gør billedsiden i særdeleshed filmens håndværk ære.
Hvis man ikke har genset Akira i nogle år, og i mellemtiden har vænnet sig til anime af nyere dato, er det en fryd at se hvor gennemført håndværket og detaljegraden er. Akira er, med nogle få Ghibli-film som mulige sidestykker, den anime-featurefilm jeg har oplevet med den højeste framerate. Bevares, vi er stadig ikke på Disney-niveau, men virkeligt imponerende i anime-regi.
I det hele taget er der lagt et skræmmende antal mandtimer i detaljer. Der er ikke sparet nogen steder, og man skal være umådeligt skarpsynet for at spotte gentagelser i animationen – selv ikke i baggrunden.
Generelt indeholder animationen ufatteligt mange små detaljer i baggrunden, som ikke direkte bidrager til plottet. Jeg greb mig selv adskillige gange med fingeren på rewind, under scener med megen menneskelig tumult, for at få det hele med. Det er virkelig perspektiverende at sidde og fokusere på en tilfældig karakter i baggrunden, der intet har med hovedplottet at gøre, og spekulere på vedkommendes rolle. Manglen på detaljer er ofte den usynlige faktor der lige akkurat skiller succes fra fiasko. Troværdigheden og dynamikken i et fiktivt univers er altafgørende, når man som publikum skal absorberes af en historie – og det klarer Akira til UG+.
Lyden:
Lydsporenes tekniske kvaliteter kan på ingen måde heller kritiseres. De er begge krystalklare og THX-certificerede fra top til tå, og jeg tror ikke længere det kan komme bag på nogen at det japanske lydspor kun har Dolby Digital 2.0 at boltre sig i. Sådan vil det altid være med amerikanske udgivelser. Med denne udgivelse af Akira kan det ovenikøbet forsvares, i og med at det kun er det amerikanske dub som har fået en ansigtsløftning, og derfor har gjort sig fortjent til sin Dolby Digital 5.1-gengivelse<ord:DD5.1>.
Det originale manuskript er blevet gen-oversat, og en helt ny amerikansk dub er blevet indspillet på baggrund af denne. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er meget imponeret over dette tiltag. Ikke nok med at subtitles nu lægger sig næsten ordret op af den japanske dub, men selv den amerikanske dub er noget nær identisk i sit ordvalg og retorik – og så er synkroniseringen ovenikøbet langt bedre end i sin forrige udgivelse. Det er første gang mange af os lytter til det japanske lydspor, og det er virkelig befriende at lytte til karaktererne som de oprindeligt var tiltænkt. Samtlige japanske seiyuu gør et flot stykke arbejde, og specielt Tetsuo’s rolle spillet af Nozomu Sasaki er virkelig god. Dog lader denne lydside en smule tilbage at ønske, for selvom dialogen er top-notch, viser lydeffekterne virkelig sin alder – og det er lige netop hér det amerikanske lydspor virkelig skinner igennem.
Kvalitetsmæssigt er dette lydspor både hoved og skuldre over det japanske. Særligt i action-sekvenserne, da specielt eksplosioner og andre gennemtrængende lydeffekter har fået en velkommen udskiftning.
F.eks. er eksplosionen af Tetsuos motorcykel indenfor filmens første kvarter, samt skuddramaet få minutter tidligere, blevet langt voldsommere og mere effektivt. Generelt er der i øvrigt markant mere bas i det amerikanske lydspor, mod det japanske som har et skarpere og mere diskant udtryk. Man behøver absolut ikke et lækkert HiFi-setup for at kunne værdsætte disse tiltrængte ændringer i lydsiden. Prøv f.eks. at sammenligne den japanske lydside med den amerikanske i diciplinerings-scenen på skolen, ca. 24 minutter inde i filmen. No contest. Det amerikanske lydspor er en klar vinder her i hytten.
Af andre velkomne detaljer i det amerikanske dub kan nævnes udtalen af karakterernes navne, som var under al kritik i den tidligere dub. Udtalen af navnene er nu blevet rettet op, og er fuldkommen korrekte. Trykket er lagt alle de rigtige steder så f.eks. “Kaneda” ikke længere bliver udtalt “Kanéda” (det var en gru at lytte til på VHS-udgaven), og “Akira” bliver udtalt som det bør, ifølge det japanske dub.
Stemmelæggerne er også langt bedre castet i den nye dub. Den er naturligvis ikke helt så naturlig som den japanske, men et gevaldigt løft fra den forrige, som til tider var ekstremt overspillet og karikeret. Kanedas amerikanske stemmelægger er Johhny Yong Bosch, som også lagde stemme til Vash The Stampede i Trigun, og Wendee Lee (Faye Valentine fra Cowboy Bebop, samt utallige andre anime-karakterer) giver liv til den amerikanske udgave af Kei. I det hele taget er der brugt dygtige folk med en solid baggrund i faget, og det kan høres.
Puritaner eller ej, vil man hurtigt føle sig splittet på grund af de to lydspors indbyrdes styrker og svagheder, og derfor vil jeg anbefale at man ser filmen med dem begge, for at få den fulde oplevelse.
Musikken er også værd at nævne, da den spiller en essentiel rolle i filmens stemning. Det symfoniske ensemble og kor Geinoh Yamashiro Gumi blev hyret allerede før produktionen af animationen gik igang, for at have soundtracket på plads. Filmens scener er således blevet bygget op omkring musikken, og ikke omvendt, hvilket jeg finder enormt bemærkelsesværdigt. Det er specielt tydeligt i en scene hvor Tetsuo er indlagt med febervildelser, og legetøjet i hans værelse bliver levende og begynder at møblere rundt på alting. Musikken i den scene er skræmmende sød og sælsom på en og samme tid.
Indholdet:
Jeg vil ikke gøre det store nummer ud af at terpe indholdet igennem, men for de to af vores læsere der rent faktisk ikke har set Akira, kan jeg kort ridse plottet op:
Vi kommer ind i historien 31 år efter destruktionen af Tokyo.
Året er 2019 i syndens egen hovedstad: Neo Tokyo. Her stifter vi bekendtskab med Kaneda og hans MC-bande af afstumpede unge – deriblandt hans underkuede barndomsven Tetsuo. Der er lige indløbet et rygte om et opgør med en rivaliserende bande, og inden vi får set os om, er de alle mobiliserede og i fuldt beredskab i høj fart gennem Neo Tokyos gader. En brat afbrydelse i kampens hede indtræffer, da store delinger af både militær og kampklædt politi pludselig blander sig i deres bandekrig, i et offentligt forsøg på at løse en højt prioriteret kidnapningssag, og ender med at sende hele banden på stationen. Under tumultet forsvinder Tetsuo, og da han vender tilbage adskillige døgn senere, både desillusioneret og syg, begynder en velbevaret statshemmelighed af universelle proportioner at optrævles.
Katsuhiro Otomo var godt klar over at en filmatisering af hans (på det tidspunkt) endnu ufærdige Akira-manga, ikke kunne rumme det fulde spektrum af hans historie, og hvor han gerne ville bære den hen. Han besluttede istedet at lave en parallel fortælling med mange af seriens elementer, hvilket skabte stor splid mellem læsere af manga’en, som stod meget udenforstående overfor dette.
Men hvadenten man kan værdsætte filmen på sine egne præmisser eller ej, så er denne udgivelse et skatkammer af rang for enhver anime-fan. Disc 2 er intet mindre end en fest for folk med interesse indenfor tegning og animation.
Disc 2:
På denne disc finder vi en “production report”, der dækker over en fuld kronologisk gennemgang af Akira-universet både i mangaform og animation siden dens oprindelige udkast i det japanske magasin Young i 1982. Dokumentaren blev undfanget i 1988, og kommer ind på stort set alle aspekter af den oprindelige film. Det er en sand guldgrube hvis man gerne vil have et grundigt indblik i alle de faser af animation, som vi normalt aldrig får at se på Disneys “behind the scenes”-featurettes. Altsammen subbet, naturligvis.
Jeg ville gladeligt have betalt den fulde pris for Akira-boksen, blot for denne ene del.
Men vent! – der er mere:
På discen findes også en række soundclips som i virkeligheden er brudstykker af filmen, indeholdende det originale Geinoh Yamashiro Gumi-soundtrack, samt en kort featurette om Geinoh og deres knap så konventionelle arbejdsmetoder og instrumenter.
Der er også et længere interview med Otomo omkring hans visioner for Akira, samt hans kvaler i forbindelse med sammenfatning mellem manga-fortællingen og filmen. Som om der ikke var nok at spilde sin tid på, så indeholder “Production Materials”-sektionen intet mindre end 4500 stillbilleder med både karakter-design, backdrops og stills fra det færdige produkt. Værsgo’ at skylle.
“Restoration” dækker over en featurette omkring Pioneers restaurering af masteren, samt produktionen af det nye lydspor. Sidst er der “Glossary” og “Trailers”-sektionerne der vist ikke behøver nærmere udpensling.
Fat det så!
Modsat mange DVD’er med uinteressant “fyld” som ekstras, har Akira et sandt overflødighedshorn af information, som rent faktisk kan holde enhver animations-entusiast klistret til skærmen adskillige timer efter filmen er set for 12. gang. Der skal ikke herske tvivl om karakteren: Et blankpoleret sekstal – og en bøn til at enhver person med filminteresse, være det indenfor animation eller spillefilm, finder sin sunde fornuft frem og bestiller dette værk.
Ingen filmsamling er komplet uden.
Kom så i kor: “Otomo – because I’m worth it”.
Limited Edition metalboksen blev kun produceret i 100.000 eksemplarer, og disse er allerede udsolgt. Dog kan Special Edition-udgaven købes hos f.eks.DVD Express.
Den almindelige udgave føres hos stort set alle e-tailere der handler med region 1.