The Festermen: Full Treatment
Hvad ville der komme ud af det, hvis AC/DC voldtog et nordisk blackmetal-band, og afkommet voksede op i en ukendt isoleret landsby i Finland, befolket af tonedøve? Jeg ville ønske spørgsmålet var retorisk, men desværre har det et svar, og svaret er The Festermen.
Bandets medlemmer kommer alle fra den lille by kaldet Varpaisjärvi i den østlige del af Finland, hvor resten af verdens musikkultur tilsyneladende er silet roligt og ubemærket forbi. Siden 1996 har de udviklet en bizar form for rockabilly, som jeg aldrig nogensinde i mit liv har hørt magen til andetsteds, og det er netop denne stil som fylder de ca. 31 minutter som debutpladen Full Treatment varer. Festermen er nyskabende, og hatten af for dét.
De har tydeligvis blandet nogle sære genrer. Bassen er fjernet for at give plads til to hurtige, men bund-monotone guitarer. De første numre på pladen lyder umiddelbart som punk eller texas biker-rock, men i samme øjeblik forsangeren kyler sine halvkvalte Troels Trier-vræl/brøl af en vokal henover de rivende guitarer, ledes tankerne hen på blackmetal – af den absolut værste skuffe, vel at mærke. At vokalen i øvrigt er alt, alt for lav i forhold til musikken gennem hele pladen, kan skabe en vis diskussion om, hvorvidt det nødvendigvis er en dårlig ting.
Guitarerne burde dog i stedet have været sparet væk til fordel for en sampler, der kunne gøre det ud for de 3 sekunder korte riffs, som bliver gentaget gennem hvert eneste nummer.
Numrene Wine Goes Down og Cracker Jack skiller sig dog ud fra resten. Her bliver der fokuseret på en tungere og langsommere instrumental gang og en ligeså tung vokal. De skaber en vis fornemmelse af den finske krovise-kultur, men igen må man døje med den hæse, slingrende, toneløse vokal. Det tredje og sidste nummer som skiller sig ud, er Liquor Talking II, som er en gedigen gusten oplevelse at lægge øre til. Der er ingen vokal til stede, og guitarerne er lagt væk og erstattet af en mundharmonika samt en enkelt tromme. Det er ikke desto mindre et kærkomment afbræk i monotonien. Lydsiden gennem hele pladen forsøger at fange det rungende ekko fra en tom koncertsal, hvilket må være betryggende for bandet, da det utvivlsomt er en lyd The Festermen vil komme til at vænne sig til. Pladens knap 31 minutter var ihvertfald lige akkurat 30 minutter for lang, for mit vedkommende.
Jeg har meget få positive ord om pladen, men jeg vil dog give selskabet Bad Afro og The Festermen et solidt skulderklap for at have satset kraftigt på noget nyskabende. En trend man ikke ser så meget til i vore dage. Det er små selskaber som Bad Afro, der er med til stable ukendte talenter på benene, så musikbranchen ikke ender med at drukne i sikre gentagelser af tidligere successer. Det kvitteres med en enkelt stjerne for de gode intentioner.
Nyligt har bandet meget passende skiftet selskab til Trash Can Records.