Photek: Solaris

Ved udgangen af halvfemserne begyndte den dystre drum&bass at vende tilbage, efter lang tid med overvægt af fransk house som den elektroniske scenes store fokus. I spidsen af denne tendens fandtes Photek alias Rupert Parkes. Hans nye album Solaris er et frisk pust til den efterhånden lidt for monotone, overglade stemning, som præger den elektroniske scene i øjeblikket.

Rupert Parkes er i mange sammenhænge unik, idet han faktisk er en af de få musikere indenfor den elektroniske genre, som ikke har begyndt sin karriere i det efterhånden meget stilspolerende DJ-miljø. Han har aldrig DJ’et, og færdes ikke i klubmiljøet, hvilket nok er mandens store force. Hans stil føles “ren”, men er samtidig yderst veludviklet, som var han blevet fjernet ved fødslen og opvokset i et støjklinisk parallelunivers. Hans første album under sit Photek-alias, Modus Operandi, planter en dybere forståelse af denne påstand. Modstridende fakta siger dog, at han er født i 1971 i Ipswich, England.

Det er irriterende som anmelder, at skulle sidestille Photek med mere velkendte kunstnere for at viderebringe en idé om pladens lyd. Men siden det partout skal gøres, så vil jeg sige at stilen læner sig en smule opad Orbitals tidlige albums mere dystre numre, blandet op med en god gang LTJ Bukem og krydret med en udsøgt dysterhed, jeg kun kan anbefale voldsomt til fans af Laurent Garnier. Men uanset hvordan jeg analyserer og genrebestemmer, så er Rupert ikke en musiker man kan sætte i bås.

Hans lydunivers er virkelig gennemtænkt, og det er noget som kan spottes på mange kilometers afstand. Photek er ikke metervare, og energien blandet med den altoverskyggende kontrol og perfektionisme i numrene skaber en meget fuldkommen pladeoplevelse. Hvis man er til drum&bass og house i den melodiske ende af skalaen, skal man nok holde sig væk fra Photek. Solaris byder på helt andre kvaliteter end dansevenligt discoteks-muzak.

Albummet holder en god ligevægt mellem up- og downbeat numre, såvel som ambiente toner, der formåede at bringe mig i en dyb trance de første par gange jeg lyttede albummet igennem. Nu skal det hele dog ikke være skamløs ros, for den givne karakter skal jo have en begrundelse. En irriterende ting ved albummet, er at nogle af numrene partout skulle dubbes med en vokal. Ruperts musik kan sagtens stå selv, og den behøver altså ikke en eller anden gudsforladt R&B-tosset Robert Owens med noget påklistret og meningsløst vokal-sjap, som støtteben. Nogen gange er det bedre at lade simpliciteten råde, end at fylde flere detaljer på et nummer. Overproducering gavner aldrig originaliteten.

Derimod er vokalen lykkedes exceptionelt godt på et af de sidste numre, Lost Blue Heaven, hvor en kvindevokal bliver slået ud af fokus, gennem en af de tungeste downbeat-basgange jeg nogensinde har lagt øre til. Det er en effekt som er svær at forklare. Sangen drukner simpelthen hver gang den 30 BPM tunge bas gungrer, hvilket giver en fornemmelse af at de dybeste toner ikke stopper ved øresneglen, men trænger dybere ind i ens kranie. Smukt. Ganske enkelt smukt.

Jeg kan jeg ikke lovprise albummets “rene” numre nok. De fleste af dem er strålende eksempler på, hvordan en dyster drum & bass kan nedkalde mørke i selv de mest solbeskinnede dagtimer. Basgangene er grumme, og gør mig så ør i hovedet, som jeg forestiller mig at kun tømmermænd efter indtagelse af Old Spice kan gøre det. Desuden kan de sene og mere ambiente numre på pladen varmt anbefales.

Det er en af disse albums som vokser på én, efterhånden som man løsner op og lytter nøjere til det, så fortvivl ikke, hvis man ellers er fan af genren, og det ikke fænger til at begynde med.