Final Fantasy: Crystal Chronicles

4 out of 6 stars
Det første man opdager, sekunder efter man har puttet den lille disc i sin Gamecube, er udviklerens navn på skærmen. Men der står ikke Square-Enix. De store RPG-konger har for første gang overladt et spil i deres lange Final Fantasy-epos til en anden udvikler. Det er debuterende Game Designers Studio som har måttet løfte opgaven, og efter få minutter foran skærmen er man ikke i tvivl om, at Square-Enix har valgt sine samarbejdspartnere med omhu.

Spillet starter ud med den mest overdådige intro, jeg til dato har set på maskinen. Game Designers Studio har virkelig presset den lille blok alt, hvad den har kunnet tage, og her to år efter dens lancering, begynder maskinen virkelig at vise tænder.
Der er ingen action, ingen eksplosioner, sort magi eller faretruende væsener som truer med at destruere verden. Introen fortæller en historie uden ord om en fredelig lille landsby og dens indbyggere, og efter få minutter med skønsang og farvestrålende grafik er man lullet ind i en verden, man ikke umiddelbart har lyst til at forlade. Det bliver man dog nødt til, for ovenpå introduktionen falder en tung Galadriel-stemme ind over billederne og fortæller om verdens sammenhæng.

Jorden er giftig

Virkeligheden er langtfra så problemløs, som den virker. Hele verden er dækket af en giftig substans kaldet “miasma”, og det eneste der gør den beboelig er nogle særlige krystaller, som holder giften på afstand. Størrelsen af disse krystaller afgør hvor stor en radius, det er sikkert at bevæge sig indenfor, og derfor er hver eneste by udstyret med et meget stort krystal i centrum. Krystallernes kræfter er imidlertid ikke uforgængelige, og deres evne til at holde miasma væk fra byerne afhænger af en substans kaldet “myrrh”, som krystallerne skal fyldes op med en gang om året.

Da vi kommer ind i spillet, er det netop blevet den tid på året, og som de fleste nok allerede nu har regnet ud, findes Myrrh selvfølgelig ikke i rige mængder hos den lokale døgner på hjørnet. Myrrh findes kun i huler fulde af farer, og i år er det selvfølgelig blevet ens egen tur til at risikere liv og lemmer for borgerskabet.
Mere historie er der ikke i det, og meget mere får man heller ikke undervejs.

Før man kan begive sig ud på jagt, skal man dog lige den sædvanlige RPG-mølle igennem. Man skal naturligvis have valgt sig en karakter og nogle attributter. Fra menuen har man valget mellem en håndfuld forskellige “racer”, hvorefter man kan vælge sin karakters udseende og baggrund. Som den forstokkede, konservative person jeg er, valgte jeg naturligvis den mest hærdebrede unge smedesøn med leverpostejfarvet, tjavset hår og kedeligt tøj.

Efter få timers spil viser det sig dog meget hurtigt, at det ikke gør nogen radikal forskel, hvilken karakter man har valgt, da de alle udvikler sig rimeligt ens hvad enten man er smed, lægesøn eller plantagepige. – Men mere om det senere.

Helle på krystallet

Noget af det første, man bliver trukket igennem, er en række lektioner i spillets kampsystem, og her får man den første åbenbaring. Kampsystemet er nemlig ikke turbaseret som man hidtil har været vant til i Final Fantasy-serien. Væk er de velkendte blå menuer og tilbage er der … buttonbashing. Kontrollen er umanérligt simpel og veksler mellem nærkontakt og angreb over lidt længere afstande, hvor man manøvrerer en lille cirkel rundt og slipper sit våben løs, når den befinder sig under ens offer. Den eneste mulighed man har for at kombinere og tilføje attributter til ens våben foregår via en fuldskærmsmenu (ja, det er rigtig praktisk midt i en hektisk kamp, kan I tro). Her kan man parre magiske formularer med andre, for at fremstille spændende nye hjælpemidler i kampene.

Det lyder ganske lige til og det er det også, men tusinde gule øjne, kløer og tænder er desværre ikke det eneste man skal bekymre sig om i spillets i alt 14 forskellige dungeons. Al færdsel udenfor landsbyens trygge rammer er stadigvæk livsfarlig på grund af den giftige miasma, som er den primære undskyldning for at introducere en helt ny bekymring: Sikkerhedszonen. Miasma kan stadig kun holdes væk ved hjælp af det magiske krystal, og derfor er man på sin færd tvangsindlagt til at slæbe på et stort krystalbæger med myrrh, som man samtidig skal bruge til at samle mere af stadset op i. Bægeret skaber en sikker sfære med en radius på cirka ti-femten meter omkring sig, men så længe man slæber på det, har man ikke hænderne fri til at slås. Gudskelov slipper man dog for det meste for at slæbe på bægeret på de lange ture, for man har nemlig en mog (et lille pelsdyr, der vist ikke behøver nærmere introduktion for fans af serien) med sig som rejsefælle, der kan bruges som pakæsel.

Krystallets og mog’ens anvendelighed i kamp er dog en helt anden boldgade. Her bliver man simpelthen nødt til at smide krystallet på jorden og rydde sfæren for monstre, før man kan rykke videre. Hvis mog’en pludselig beslutter at løbe væk med krystalbægeret (og dermed sfæren) får man lynhurtigt reddet sig noget der minder om en fæl solskoldning. På jorden er bægeret dog heller ikke sikkert, for hvis et større monster beslutter at losse til det, får man reddet sig endnu en spontan skoldning. Det sænker desværre fremskridtet gennem hulerne en del, og hvad der burde være et nyt, spændende gameplay-element går lynhurtigt hen og bliver en byld i rumpen.

I endnu et af Nintendos sindrige forsøg på at gøre GameBoy Advance til allemands-eje, kan man dog eliminere mange af spillets irritationsmomenter ved at lægge GameCubens controller til side og spille Crystal Chronicles med sin GBA i stedet. GBA-tilslutningen er ikke strengt nødvendig i singleplayer-mode, men den hjælper f.eks. med at holde ens karakter indenfor den sikre sfære, og så er det jo praktisk at slippe for det kluntede fuldskærms-inventory.

Crystal Chronicles’ dungeons byder også på lidt puzzles hist og her, men de ligger meget langt fra de finurlige problemer i Zelda, og er typisk af “rund dims i rundt hul, firkantet dims i firkantet hul”-varianten. Traditionen tro byder Crystal Chronicles også på en stor, grim slutboss for enden af hver dungeon. Mange af dem er virkelig ulækre og frygtindgydende og står i voldsom kontrast til de søde og charmerende karakterer, man finder overalt i resten af spillet. Der er masser af udfordring i dem, men ligesom resten af monstrene er de meget forudsigelige i deres angrebsmønstre. Det er tilsyneladende også noget Game Designers Studio har indset, så de har forsøgt at opveje det ved at gøre alle monstre så åndssvagt hårdføre, at sværhedsgraden nærmere består i hvor længe man kan holde koncentrationen, før man kludrer. Spillet er i grunden ikke vanvittigt langt, men mængden af tid man bruger på hvert enkelt bæst i hulerne trækker det i langdrag.

Ude af hulerne

Mellem kampene kan man besøge landsbyer og andre oaser på kortet, hvor man kan købe ind og hvile sig mellem kampene. Visse steder er der også små kreative opgaver, hvor man f.eks. kan få lov til at spraymale en mog. Desværre er der bare ikke ret meget konstruktivt man kan foretage sig. Interaktionen med andre karakterer er holdt på et absolut minimum, og ingen har noget interessant at fortælle. Historien udvikler sig ikke synderligt og de eneste plotelementer spillet ellers har at byde på, bliver tilfældigt serveret som en lille anekdote af “Galadriel” før hver dungeon.

Final Fantasy: Crystal Chronicles ligner et RPG, og titlen taget i betragtning, skulle man da også have al god grund til at tro det, men det er det ikke. Crystal Chronicles har kun navnet og et par figurer tilfælles med moderskibet. Det forsøger at klæde sig som et dyrt rollespil, men er i realiteten er det ikke mere end et glorificeret hack ‘n’ slash. Historien er på ingen måde involverende, karaktererne er komplet sandblæst for anden personlighed end den, man som spiller tildeler dem, og interaktionen med NPC’er i spillet begrænser sig til tutorials og gammelkoneskrøner om de dungeons, man er på vej til at begive sig ind i. Crystal Cronicles har helt klart mere tilfælles med Nintendos Four Swords eller PSO end Final Fantasy, men desværre falder Crystal Cronicles lidt bagefter begge af disse spil. Det har ganske enkelt ikke nok intelligente puzzles til at måle sig med Four Swords og bliver helt efterladt i støvet sammenlignet med den variation af items, våben og opgraderinger som er humlen i PSO.

Så meget som jeg gerne ville kunne lide spillet, så må jeg altså sige det som det er: Singleplayerdelen er – i mangel på bedre ord – virkelig kedelig. Havde det ikke været for opdagelsen af multiplayerdelen og det faktum at jeg rent faktisk anmelder spillet, ville jeg ikke have holdt interessen i mere end et par timer. Uden multiplayerdelen ville spillet være blevet forvist til det som herhjemme med tiden er blevet døbt “den grå hylde”. Den del af min reol hvor spil ender, som ikke er sjove nok til at blive spillet, men på den anden side heller ikke er dårlige nok til at jeg nænner at smide dem på brugtbørsen.

Multiplayer: Hov! Nu blev spillet pludselig sjovt.

For virkelig at værdsætte spillet, stilles der et krav om, at man har en flok venner og at disse venner er veludrustet med deres egne GBA’er. Nintendo har undertiden været lidt hurtig til at understrege behovet for GBA i GameCube-spil, men denne gang er det alvor. Spillet kan ikke nydes med venner uden GBA’er. Så simpelt er det. Har man imidlertid venner med oceaner af tid og deres egen GBA, bliver Crystal Cronicles pludselig forvandlet fra en middelmådig spiloplevelse til en lille guldklump.

Selvfølgelig er multiplayerspil aldrig sjovere, end de mennesker man spiller med, men Game Designers Studio har virkelig gjort et ihærdigt forsøg på at gøre kommunikationen mellem spillerne til spillets mest essentielle element. Samarbejde er nøglen og hver spiller kan via sin GBA blive tildelt en vigtig funktion i gruppen. Vedkommende kan f.eks. blive varetager af kortet og får derved den naturlige rolle som holdets navigatør. En anden kan sørge for at stå parat med healing til dem, som behøver det eller noget helt femte. I multiplayer har man desværre ikke en mog til at hjælpe sig, så en af spillerne er desværre tvunget til at slæbe på krystallet, men kan man finde ud af en turnus-ordning burde man kunne undgå de værste sure miner.

I multiplayer bliver GBA’erne igen brugt til at organisere og kombinere de individuelle spilleres items og magi, hvilket er en rigtig smart måde at gøre tingene på, da man på den måde undgår at fylde det allerede pressede billede med skrammel, som kun én af de involverede har glæde af. Man kan sågar kombinere magi mellem flere spillere. Via GBA’erne kan man også handle og bytte items og våben indbyrdes, og i gode venners lag kan Crystal Chronicles gå hen og blive et rigtigt fornøjeligt spil.

Det som i store træk fælder oplevelsen, er dog det nærmest totale fravær af experience og fornemmelsen af at bygge på sin karakter. Alle magiske evner man f.eks. får tilranet sig i løbet af en bane forsvinder i samme øjeblik man træder ind i et nyt. Det er virkelig frustrerende, hvadenten man spiller i single- eller multiplayer. Den eneste egentlige experience man får lov at beholde, er den erfarenhed man selv får som spiller. Selvom det selvfølgelig lyder som en nobel måde at blive et gammelt gameplay-element kvit på, så tager det altså en del af cremen ud af lagkagen og efterlader en med al flødeskummen og en tør bund.

Måske er jeg bare gammeldags, men når jeg spiller sådanne spil har jeg et naturligt behov for at se min karakter vokse. Jeg vil se tal. Jeg vil have det i XP-point og jeg vil have det ved kasse ét.

Men hold da op, hvor er det flot

Uanset spillets irriterende gameplay-elementer og andre problemer, kan man dog ikke lade være med at blive betaget af det visuelle. Spillet understøtter progressive scan, og med rette, for grafikken er rasende flot. Det er den virkelig. Alle karaktererne er så vidunderligt designede og fulde af liv, at man ikke kan lade være med at forestille sig, hvordan de ville være med en sjæl. Arkitektur, interiør og ikke mindst tøjet er helt fantastisk designet. Ærmer, muffer, hætter, frakker og mogs er gengivet med ATIs flotte pels-effekt som vi så første gang i Starfox Adventures, og alle figurerne er flot animerede. Karakterdesignet ligger langt fra det vi kender fra VIII, X, XI og X-2. Det ligger langt nærmere på de klassiske Final Fantasy-spil og minder mest af alt om IX sat i renæssancen. Musikken er også derefter. En vekslen mellem keltiske rytmer og renæssancemusik, men desværre meget, meget anonym.

På bundlinjen fylder Crystal Chronicles mig med blandede følelser. Singleplayer-spillet er desværre så trivielt, at det eneste som akkurat kan slæbe det op på et tretal er spillets høje produktionsværdier. Dertil kommer, at der simpelthen er for mange efterladenskaber fra multiplayerdelen i singleplayer, som kommer til at spænde ben for oplevelsen, der i grunden er hul nok i forvejen. I multiplayer trækker den gode integration af det sociale aspekt spillet op på et helt andet niveau. Under de rette forudsætninger grænser det til et femtal. Lægger man imidlertid den gode multiplayer-oplevelse sammen med de høje adgangskrav og ringe singleplayer, bliver det svært at forsvare mere end fire knebne stjerner.

Jeg kan så kun håbe at Square-Enix indser spillets åbenlyse mangler og ikke bruger eventuelt dårligt salg til at skrinlægge alle planer for fremtidige udgivelser på GameCuben.

Selv for hårdkogte Final Fantasy-fans – eller måske bør jeg rettere sige især for hårdkogte Final Fantasy-fans – er dette en titel, som man gør klogt i at leje eller prøve på anden vis først. De færreste er så heldige at have en omgangskreds fuld af Nintendofile eller være far eller mor til en flok unger med GBA’er, som er store nok til at spille med. I singleplayer er der ganske enkelt ikke nok til at holde en gående, og er der lange udsigter til at få lov at opleve spillet, som det var tiltænkt – i multiplayer – bør man helt klart være varsom med at lange pengene over disken. Der er mange bedre hack ‘n’ slash-titler til færre penge netop nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.