The Eagles: Farewell 1 Tour – Live from Melbourne
Normalt er jeg ikke den store tilhænger af livekoncerter, hverken i form af ren audio eller som video, fordi lydkvaliteten ofte lader en del tilbage at ønske (læs: er noget værre hø). Andre gange får man følelsen af, at sceneshowet er vigtigere end musikken. Det går måske an i en stemningsmættet arena, hvor man har fået en kop øl og er godt oppe at køre, men det holder ikke i hjemmebiografen.
The Eagles’ Farewell 1 Tour – Live from Melbourne er dog en undtagelse. Koncerten er fra 2004, og det er altså med den gendannede besætning – bortset fra Don Felder, som ragede så uklar med resten af Eagles, at det endte med en langvarig retssag om økonomi og ophavsrettigheder. Jeg er ikke fortrolig med de finere nuancer i Eagles’ indspilninger, så jeg manglede hverken ham eller nogle af de andre oprindelige medlemmer. Det er i øvrigt en lidt spøjs titel. På den ene side er det en afskedsturné, og på den anden side signallerer den en smule selvironisk, at det nok ikke er deres sidste optræden. Det har vist sig at holde stik, for The Eagles spiller endnu i bedste velgående.
Koncerten er oprindeligt udgivet på dobbelt-DVD og i 2013 kom den Blu-ray. Lyden er både lagret som ukomprimeret LPCM stereo og DTS-HD Master Audio 5.1, og det er tæt på at være studiekvalitet, selvom det er en liveoptagelse. Jeg forstår ikke fravalget af et ukomprimeret surroundspor, men bitraten er så høj i DTS-HD, at de færreste nok kan høre forskel. Lydkulissen virker autentisk, og der er fyret godt op under LFE-sporet med solidt punch i både stortrommen og elbassen, så det både summer i ørene og mærkes fysisk i mellemgulvet. Billedsiden er velproduceret, og vekselvirkningen mellem panoramaer og nærbilleder af musikerne fungerer rigtig fint.
Eagles er alsidige musikere. De kan alle synge, og der er såmænd et par numre, hvor Don Henleys vokal ikke er i forgrunden. De kan også spille flere instrumenter med guitaren som fællesnævner. Timothy B. Schmit spiller bas, Don Henley spiller trommer, og Glen Frey tager en tørn på keyboardet. Derudover er det åbenbart forbudt at spille på den samme guitar to numre i træk. I Rocky Mountain Way synger Joe Walsh på et tidspunkt gennem en guitarforvrænger, mens han freestyler på guitar (hop direkte til 3:00 i nedenstående video, hvis du kun vil høre den besynderlige effekt). Det resterende band udgøres af kompetente hjælpemusikere på primært keyboard, trommer og percussion samt en blæserkvartet.
Koncerten er næsten tre timer lang, og setlisten indeholder 30 numre alt inklusiv. Der er både nye og gamle Eagles-numre samt et par afstikkere til nogle af medlemmernes solokarrierer. Hotel California er naturligvis med, men publikum må vente helt til første encore, før en solotrompet begynder at spille introen. Derudover var jeg især begejstret for Hole in the World, som Don Henley og Glenn Frey skrev som en reaktion på terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001, og Life in the fast lane, der bare svinger så vildt, at jeg umuligt kan sidde stille.
Jeg vil på det varmeste anbefale denne koncert til alle, der holder af god, klassisk hard rock. Sceneshowet er flot, og de gamle drenge giver den virkelig gas. Lydkvaliteten er fremragende, og hvis du hører det på et ordentligt surroundanlæg med subwoofer på referenceniveau, så er det nærmest som at være der selv på første parket i Australien.