The Imitation Game

timthumb.php

Alan Turing var en af de lyseste hjerner, vi har haft æren af at have i blandt os i det tyvende århundrede. Det matematiske geni brød tyskernes koder under Anden Verdenskrig og skulle efter sigende have afkortet krigen med to år og sparet mindst 14 millioner liv.

Vi kender ikke Turing ret godt, da hans eftermæle i den grad har været mudret. Hans brillante arbejde i den efterhånden legendariske Bletchley Park var så banebrydende og effektivt, at den britiske regering stadig har noget af det klassificeret. Han kunne aldrig nævne ét ord til nogen som helst om, hvad han gik og foretog sig.

Turing døde allerede i 1954, kun 41 år gammel, af cyanid-forgiftning. Der er stadig kontrovers om, hvorvidt det var selvmord eller et uheld. Hvorfor selvmord? Fordi Turing tilfældigvis også var homoseksuel, hvilket var ulovligt i England dengang. Han blev arresteret, da han meldte et indbrud til politiet, og i den forbindelse opdagede man at han havde en mandlig elsker. Turing blev dømt for “Gross indecency” og kunne enten få to år i spjældet eller underlægge sig en langvarig hormon-behandling, der kemisk kastrerede ham.

En fuldstændig urimelig behandling af et af vor tids største genier og Englands muligvis vigtigeste krigshelt fra Anden Verdenskrig. Langt, langt senere, i 2011, gav daværende premierminister Gordon Brown en officiel undskyldning for fadæsen, og i august 2014 modtog han en posthum benådning af Dronning Elisabeth II.

Efter den britiske efterretningstjeneste de senere år er begyndt at lukke op for Bletchley Park-godteposen, er Turing (og en hel del andre genier, der også arbejdede der) begyndt at nyde større anderkendelse i offentligheden og vi har tilmed fået en film om Turings liv i The Imitation Game.

Benedict Cumberbatch spiller Alan Turing, og vi hopper ind i hans liv ved jobsamtalen til Bletchley Park. Vi følger Turing og hans team mens de bygger Bombe-maskinen (som de har kaldt Christopher i filmen som en underlig reference til Turings første kærlighed). Tyskernes Enigma-maskiner var imponerende for deres tid, og skulle man bryde koderne med håndkraft, ville det tage 10 mand 20 millioner år (siger de i filmen, men det passer sikkert meget godt). Og tyskerne skiftede koden hver dag ved midnat – en helt umulig opgave. Men det lykkedes for Turing og hans hold at bygge maskinen og knække tyskernes koder hver dag.

Et interessant aspekt ved filmen er, hvad pokker man skal stille op i sådan en situation: Alle fjendens beskeder kan læses, og alle hans planer kan forpurres. Men gør man det, lægger fjenden jo hurtigt mærke til at noget er galt og ændrer krypteringen. Løsningen er ren matematik: Lave så meget som muligt, uden at fjenden fatter mistanke, og man stadig får noget ud af det. Til det blev hemmelighedsniveauet Ultra oprettet, og man brugte både de dekrypterede beskeder til egen fordel, men også til at fodre til russerne via spioner. I filmen er det Turing, der tager beslutningerne, men det var det slet ikke i virkeligheden – han dekrypterede data og lod andre om at bestemme over soldaternes skæbner.

Man kan læse en rigtig underholdende beretning om at hemmeligholde de knækkede koder i Neal Stephensons Cryptonomicon.

Rent filmisk er The Imitation Game ganske underholdende. Cumberbatch leverer en lamslående god præstation som den autistiske Alan Turing og cementerer sig endnu engang som en af de mest fascinerende skuespillere i vor tid. Der er også masser af drama, hvor det lille hold ikke kan få nogen penge og konstant er under trussel af at blive fyret. Og så er der den smukke kryptopige Joan Clarke (Kiera Knightley) til at kaste grus i maskineriet.

Problemet er bare, at det hele er noget vrøvl.

Turing var ikke en stammende, menneskefjensk autist, der ikke kunne fungere sammen med andre, tog alting bogstaveligt og led af en total mangel på humor. Han var derimod vellidt og vittig og folk var glade for at arbejde sammen med ham. Jeg fatter overhovedet ikke, hvor den portrættering kommer fra – måske en afstumpet opfattelse af, at hvis man er geni må man jo være en lallende idiot på det sociale plan.

Dramaet omkring manglende på økonomi er også noget fis. Det er rigtigt, at der før krigen ikke var mange ressourcer, men gruppen skrev til Churchill, og fik straks alle de midler, de havde behov for. I filmen er det Turing alene, der skriver til Churchill (og som en anden Rain Man aner han åbenlyst ikke, hvem ham Churchill mon kan være. Det er åndssvagt.)

Den øverstkommanderende på Bletchley Park, Commander Alastair Denniston er spillet som et perfekt iskoldt røvhul af en herligt distanceret Charles Dance. Denniston hader Turing og prøver hele tiden at få ham fyret. Bortset fra, at det altså også er noget elendigt vrøvl. Denniston var glad for sine genier og plejede dem, så godt han kunne. Faktisk blev Dennistons familie pænt sure over den måde, han er portrætteret på i filmen.

Det er da også imponerende at fem mand og en pige kan knække tyskernes koder på egen hånd. Nok fordi det heller ikke er sandt – der arbejde mere en tusind mennesker på Bletchley Park under krigen. Man ser lidt af dem i filmen, men den er bygget som om det kun er det her lille team, der betyder noget.

Og så er der jo den smukke Joan Clark, som Turing indleder et eller andet platonisk forhold til. Til gengæld ser vi ham aldrig så meget som røre ved en anden mand. Jamen, for helvede da, film-skabere: Turings homoseksualitet blev en kæmpe tragedie for ham og resulterede muligvis i et selvmord, og så skal vi se Cumberbatch og Knightley sidde og hyggepjatte på et tæppe i haven? I 50’erne var det ulovligt at være homoseksuel i England. Nu er det helt almindeligt, og vi kan betragte Turings person – geni og bøsse – i sin fuldkommenhed. Bortset fra, altså, hvis man er bange for at støde nogen og derfor ikke tør beskæftige sig med et af de vigtigeste aspekter af mandens liv. Det er godt nok en spildt lejlighed.

Turings hormonbehandling er fremstillet voldsomt i filmen. Han er blevet en enspænder, der med rystende hænder kæler for den computer, han er ved at bygge hjemme. Indtil han begår selvmord på grund at medicineringen. Det er igen noget fis, der ikke har hold i virkeligheden. Han fik en behandling, som medicinsk (og midlertidigt) kastrerede ham, men medicinen havde ikke invaliderende bivirkninger. Han kastede sig faktisk over en hel ny videnskabsgren – matematisk biologi – i sin medicinerede periode, og udgav et værk, der stadig regnes for banebrydende i dag. Da Turing døde i ’54 havde han ikke taget medicin i over et år.

Jeg har efterhånden skabt mig en del over det her historiske makværk, men titlen kræver også lige et fur: The Imitation Game hentyder til at en maskine kan imitere et menneske. Med andre ord er der tale om den verdensberømte Turing-test, som kan bruges til at afgøre om en maskine besidder kunstig intelligens. Det er forvrænget til et eller andet underligt i filmen, hvor en politimand stiller Turing nogle spørgsmål, og ud fra svarende skal afgøre… hvad?

The Imitation Game er en flot og spændende film med nogle ekstremt gode skuespiller-præcstationer – især er Benedict Cumberbatch fænomenal, og Charles Dance stjæler de få scener, han medvirker i. Historien er spændende og til tider nervepirrende at følge og man er godt underholdt undervejs. Men portrættet af Turing er så forskruet, fordrejet og forkert, at det næsten er kriminelt. Det er en forspildt chance, der gør en på papiret relevant biografi-film til ligegyldig underholdning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *