Grandia II

Japanske RPG’er har kronede dage i øjeblikket. I sidste uge kom Grandia II på gaden i Europa, og den er tæt på at være et mesterværk med sit geniale kampsystem og herlige karakterer.

I fortidens tåger blev slaget mellem det Gode og det Onde udkæmpet. Granas, Lysets Gud vandt over Valmar, Mørkets Gud. Men kampen var hård, og jorden har stadig mange ar.

Ryudo og hans talende fugl Skye forsørger sig som Geohounds – lejesoldater, der tjener til dagen og vejen ved at påtage sig småjobs på farten rundt i verden. Da de kommer til landsbyen Granas bliver de hyret til at escortere en uskyldig ung pige ud til et nærliggende tårn for at hun kan udføre en vigtig ceremoni. Men noget går galt under ceremonien, og det viser sig at Valmar, Mørkets Gud, ikke er død – tværtimod er han ved at planlægge et storstilet comeback.

Det største problem med Grandia II, der afholder spillet fra den sjette stjerne, er historien. Den 70+ timer lange saga er kedelig og forudsigelig. Det er som om man har taget en checkliste og krydset den af: Bad-ass helt, sød pige, forelskelse, drøn riget rundt og find de essentielle remedier, bekæmp slutteligt Mørkets Gud og red verden. Check, check, check. Man bliver lidt lang i masken da man når til den tredie landsby, hvor indbyggerne har det underligt og det skyldes en Valmar-komponent i nabolaget.

Men selvom historien er formstøbt, formår Grandia II alligevel at underholde og være anderledes. Normalt er helten så helt uudholdelig helteagtig, at man får kvalmefornemmelser over hans ridderlighed. Ryudo er et kærkomment pust: Han er skide ligeglad med folk og deres problemer, bare de betaler ham. Mange af hans replikker er geniale one-liners, og han siger de ting man ofte har ønsket alle flødebolle-heltene vil sige.

Præst:You must help us, or Valmar will destroy this land and kill everyone!

Ryudo: … I’m sorry, were you waiting for me to give a damn?

Ryudos kommentarer gør meget for at gøre spillet underholdende – jeg sad tit og grinede højt af hans upassende bemærkninger. Han er virkelig et dumt svin, og oversætteren har gjort et rigtig godt arbejde med at gøre dialogen levende og realistisk.

Ryudo er i selskab med pigen fra ceremonien, Elena. Hun er korsanger i den lokale kirke og tæt ved prototypen på den Uskyldige Jomfru med den Perfekte Opdragelse. Forestil dig Aeka fra Tenchi Muyo-animeserien, og du er tæt på. Hun er kvalmende sød, og Ryudo sviner hende naturligvis til ved enhver lejlighed.

Så dukker Millenia op. Hun er alt det, Elenia ikke er: en temperamentsfuld skønhed, der starter med at smadre kirken i Granas “fordi den er grim”. Efter hun har tævet lidt på Ryudo bliver hun småpjattet med ham og beslutter sig for at følge ham i hans eventyr. Tænk Ryoko fra Tenchi, og du ved præcis hvordan Millenia er.

At der kun er få karakterer i historien (der er i alt otte hovedpersoner) er et stort plus, da jeg hellere ser få veludbyggede personer end de overfladiske horder som Final Fantasy-serien er plaget af. Karaktererne i Grandia II, designet af Youshi Kanoe er individuelle, spændende og gennemtænkte, og interaktionen imellem dem gør spillet virkelig underholdende.

Byerne og landskabet i Grandia II er realiseret i fuld 3D, og kameraet kan frit drejes rundt som det passer spilleren. Byerne er utroligt detaljerede og veldesignede, så det er en fryd blot at gå rundt og kigge på dem. Landskabet er stort, men kan bære præg af lidt ensformighed. Der er ingen kortfunktion i spillet, så udforskningen af større områder kan ofte være forvirrende for retningsudfordrede (læs “vejblinde”) personer som mig. Især hvis man får drejet lidt for meget på kameraet. Det er dog aldrig uoverskueligt.

Uden for byerne er der naturligvis monstre. Men i Grandia II kan man rent faktisk se dem, og man kan vælge blot at gå udenom i stedet for at slås med alle og enhver. Ja, du læste rigtigt: Der er ingen Random Encounters i spillet, og alene det er et par stjerner værd. Ydermere forbliver monstrene døde, når du har tævet dem. Udforskningen af lokationerne er meget sjovere og langt mindre frustrerende når man ikke skal slås hvert 30. sekund.

Kampsystemet er guldet i Grandia II. Hver karakter akkumulerer Initiative Points i kampens hede. Når en karakter har optjent 75% IP, kan man give karakteren en kommando (slå på nogen, kast en spell, osv.) og denne kommando bliver så udført, når karakterens IP når 100%. Hvis man angriber mens en fjende er ved at udføre sin kommando, mister fjenden IP, så hans kommando mislykkes. Det lyder banalt og de første par timer virker det alt for simpelt. Men når man er fire karakterer oppe imod 7-8 fjender lyser kampsystemets simple genialitet virkelig op, og bruger man hovedet lidt, får de turbaserede kampe et naturligt flow, jeg ikke har oplevet magen til. Man vinder ikke ved bare at slå på tæven – især Boss-kampene kræver seriøs strategisk tænkning.

Som i ethvert hæderligt RPG spiller magi en stor rolle. I Grandia II er det dog ikke karaktererne, der lærer magi – de forskellige spells lagres i Mana-æg, som frit kan byttes rundt mellem karaktererne. Udførelsen af spells i kampene er ofte lavet ved at integrere FMV-sekvenser med spillets realtime 3D-miljø. Det er lykkedes forbavsende godt, selvom jeg synes det er lidt snyd.

Til forskel fra Final Fantasy-serien, hvor status-skærmene kræver en ingeniøruddannelse at hitte rundt i (FF8’s junction-system kan stadig få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig), holder Grandia II tingene nede på jorden. Man har seks stats, som man kan ændre med våben, påklædning og accessories. Det er til at hitte ud af, især for ældre folk med fuldtidsjobs, der kun har tid til at spille en aften eller to om ugen.

Kampsystem, magi og status-skærme er forklaret fint i den 60 sider lange manual, der dog bærer præg af manglende korrekturlæsning. Men man får næppe brug for manualen, for spillet inkluderer den ubetinget bedste tutorial-funktion, jeg endnu har set. Alt forklares tydeligt med eksempler og i det tempo spilleren har brug for informationerne. Imponerende.

Dreamcast er den perfekte platform til RPG’er. Den giver det tekniske fundament til at realisere udviklernes ambitioner til fulde. De veldesignede karakterer gengives smukt, selvom deres ansigter er lidt anonyme. Man kan ikke undgå at sammenligne Grandia II med Skies of Arcadia: Karaktererne er ikke så perfekte og historien er ikke nær så god. Men Grandia II er velsignet med genrens måske bedste kampsystem og manglen på Random Encounters er et enormt plus. Jeg vil ikke anbefale Grandia II fremfor Skies of Arcadia eller omvendt. De er begge uimodståeligt gode spil og fortjener at stå side om side på enhver RPG-fanatikers hylde. Det er dog lidt bittert at den europæiske udgave er uden den ekstra soundtrack-CD, der ellers følger med den amerikanske.