Mary and Max

1308121282cover5 Stars
Et tilfældigt møde mellem to skæve eksistenser danner rammen for en af de bedste animationsfilm, du kommer til at se.

Mary er otte år og bor i Australien. Sådan starter Mary and Max, med kameraet panorerende forbi et sølle udseende forstadskvarter, hvor elendigheden lurer bag hver hjørne. Et udtjent skelet af en haveparasol bruges som tørrestativ til et par enlige underbukser. En grillpølse ligger glemt og sort på en negligeret havegrill.

Men fremstillet i dukkeanimation a lá Tim Burton, får det miserable samfundsbillede et helt nyt og funklende magisk lys, der bare suger seeren til sig lige fra første sekund. Mary bor i en lorteby og har et lorteliv, hendes far arbejder på fabrik, hvor han styrer en maskine, der sætter snore i teposer. Mere røvsygt kan det ikke blive – det skulle da lige være Marys hjemmegående mor, der langsomt, men sikkert drikker sig ihjel i billig sherry.

En dag står Mary på posthuset og bladrer i en amerikansk telefonbog, mens hendes mor er i færd med at stjæle kuverter. Mary tænker, at det kunne være sjovt at være penneven med et menneske i amerika, og vælger tilfældig Max Horowitz, som hun skriver til.

Mary’s forhutlede og samspilsramte barndom er vand i forhold til de dæmoner, Max kæmper med. Han er en overvægtig, ensom asperger, hvis tre største drømme er at have chokolade nok, at samle et komplet sæt figurer fra en serie i børne-tv og at få en ven, som ikke er imaginær eller en gummifigur. Mellem de to kranke skæbner udfolder sig et smukt og skrøbeligt venskab, hvor de langsomt åbner sig op overfor hinanden.

Selvom filmen er ganske eventyrlig i sin tilgang, og selvom man sidder og griner af og med de tos noget skæve tilgang til at være født ind i en verden, de ikke forstår og som ikke forstår dem, er deres venskab ingen dans på roser. Det går galt gang på gang, på de mest vanvittige måder, man kan forestille sig. Det hele ender på en eller anden måde lykkeligt, men for en definition af “lykke”, der ligger lysår fra H. C. Andersens.

At skabe Mary and Max som animeret dukkefilm er en genistreg. Det giver mulighed for at lade os dykke ned i deres univers og opleve det hele som nyt og friskt, og midt i selvmordsforsøg, psykiatriske indlæggelser og generel elendighed, skinner der en skarp, varm sol af rå livsenergi igennem i den fine animation. Filmen er proppet med små, finurlige detaljer og ægte medmenneskelig kærlighed, der får al elendigheden til faktisk at være både hjertevarmende og vidunderligt sjov, på en måde som kun os livserfarne, gamle mennesker kan sætte pris på.

Filmen er fortalt næsten helt uden dialog, men med en slags Thomas Vinding på fortællersiden, ligesom det klassiske børnetv, vi kender fra vores egen barndom i 70’erne. Stemmen tilhører australske Barry Humphries, der også er kendt som Dame Edna. Han gør det godt, men den sublimt skinnende rolle i denne ombæring er helt klart Max, som Philip Seymour Hoffmann lægger en rusten, gammel altmodisch stemme til. Den mand var ved at udvikle sig til et talent i sværvægter-klassen, før han forlod os, og hans arbejde med Max er fuldstændigt suverænt. Vi hører kun Max’ stemme gennem de breve, som han skriver til Mary på sin gamle skrivemaskine, og det er derfor med en monoton oplæserstemme. Det lyder kedeligt på papiret, men Philip Seymour Hoffmann har besjælet stemmen med så fin indføling, at man får lyst til at se filmen igen umiddelbart efter rulleteksterne, bare for at høre Max monotont intonere sine skriverier.

Max' grå New York ser man kun sjældent, men det er utroligt flot konstrueret.
Max’ grå New York ser man kun sjældent, men det er utroligt flot konstrueret.

Not much has happened since I last wrote except for my manslaughter charges, lotto win, and Ivy’s death.

Jeg gik længe gået og kredsede om filmen i butikkerne, og ventede med længsel på at den skulle komme på Blu-ray. Den blev dog aldrig udgivet på andet end dvd i Europa, så man må slå sig til tåls med det snart hedengangne format. Det er synd, for det rigt detaljerede univers fortjener vitterlig den knivskarpe gengivelse, man kun kan opnå i HD. Den danske udgivelse bærer præg af, at filmen ikke har været nogen særlig stor succes i biograferne herhjemme, hvor den kortvarigt gik i starten af 2010: Intet ekstramateriale overhovedet. Det er utroligt ærgerligt, for man har virkelig lyst til at få et indblik i den meget fine animationsproces, der ligger til grund for eventyret.

Det her er ikke en film for børn, med mindre du har mod på at forklare dine unger, hvorfor Mary står på sofabordet med en løkke om halsen, en håndfuld valium og et barn i maven. Og bagefter kan du så forsøge at forklare dem, hvorfor du sidder og smiler med en tåre i øjenkrogen. Hvis Terkel i Knibe er social-realisme-komik med dukker for børn, er Mary and Max det for voksne, men med langt mere dybde. Den er sjov, den er brutal, den er livsklog og den er dybt rørende. Den her må du ikke gå glip af.

Lars Jørgensen

En gnaven, gammel mand, der bruger meget af sin fritid på at spille og læse bøger. Er især glad for anderledes spil uden for mainstream og japanske rollespil. Ønsker sig et turbaseret liv.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz