Sense8 sæson 1

Otte mennesker rundt omkring i verden begynder uforklarligt at trænge ind i hinandens virkeligheder.

Så simpelt kan konceptet bag den nye Netflix-serie Sense8 beskrives. Vi følger de otte (og deres liv og omgangskreds), efter de er blevet aktiveret under mystiske omstændigheder, og begynder at hoppe rundt i hinandens virkeligheder. De er blevet såkaldte Sensates, som via limbisk resonans er i stand til at kommunikere med hinanden, og sågar besøge hinanden.

Titlen er et ordspil på “Sensate” og alluderer til de otte karakterer, men den popsmarte titel medvirkede desværre også til, at jeg i første omgang afskrev serien som metervare thriller-action. Det viste sig dog at være en stor fejl, for lige fra de allerførste sekunder var jeg helt opslugt, og den bliver ved med konstant at levere overraskelser hele vejen igennem den første sæson, der nu er tilgængelig på Netflix.

Serien er forfattet af Wachovski-søskendeparret i samarbejde med J. Michael Straczynski. Omkring halvdelen af episoderne er instruerede af Wachovski’erne, og på resten finder man blandt andet Tom Tykwer. Tykwers instruktion fremmaner glade minder om Run Lola, og den samme kinetiske energi bringer han også til bordet i Sense8. Tykwer har også komponeret musikken, der perfekt ledsager de både smukke og hektiske billeder, bedst demonstreret i den enormt flotte åbnings-sekvens. Lagde du overhovedet mærke til, at der var tekster i den?

Udover det spændende præmis, som egentlig ikke er science fiction men nærmere mysticisme, er serien båret af et cast, hvortil der burde uddeles oscars, emmys og alt muligt andet med rund hånd. Alle skuespillerne er nogle skæve typer, der er rigtig pæne i én vinkel og ligner almindelige mennesker på gaden i en anden vinkel. Den slags ansigter, man kommer til at holde mere og mere af, jo længere man betrgter dem. Bortset fra Daryl Hannah, der kun optræder kort, og Freema Agyeman (Martha fra Doctor Who) i en birolle, er ingen af dem kendte, hvilket giver den eftertragtede autencitet.

De otte sensates lever vidt forskellige steder i verden, og der skal lyde klapsalver herfra for at man i mange tilfælde har valgt lokale skuespillere; tyskerne spilles af tyskere, koreanerne af koreanere og så videre. Jeg er dog virkelig ked af, at man ikke har ladet dem tale deres eget sprog, når man nu filmer on location med indfødte skuespillere. En gang i mellem taler de deres modersmål for at understrege, at de kan forstå hinanden trods sprogbarrierer, og i de få sekunder brænder skuespillerne rent igennem med deres ægthed. Det virker påtaget, at de i resten af serien skal forestille at tale deres egne sprog, som så bare bliver til engelsk med accent, som man altid gør i amerikanske produktioner.

Netflix er jo netop et multinationalt foretagende, og det ville klæde dem at lade det skinne igennem i deres egne produktioner.

Sense8 minder konceptuelt en del om Heroes, men er slet ikke så ekstravagant med de overmenneskelige udfoldelser. De her otte har kun én evne og den udnytter manuskriptforfatterne forbilledligt til at danne alle mulige situationer, man aldrig har set magen til før. Det er i sin simpelhed et genialt påfund og det giver en række helt nye muligheder at fortælle historier på – og en række dybt imponerende filmiske virkemidler, når virkeligheden bløder ud mellem to personer. Det er foretaget helt uden gimmicks og special effects, blot med kreative klip og god kameraføring.

Det er gjort subtilt og med masser af små detaljer, som man kun perifert opfatter, men som medvirker til at illustrere sammensmeltningen. En af de bedre sekvenser er denne, hvor Will og Sun læser hver deres røde rapport. Will sidder i Chicago og læser om en forsvundet pige, Sun sidder i Seoul og læser om firmaets økonomi. Bemærk alle de små detaljer: rapporterne skifter rundt og lokationerne skifter rundt. Der er ikke gjort noget stort ud af det, der er ikke følt nogen trang til visuelt at imponere, der bliver ikke fokuseret på, at Will nogle gange sidder på kontoret i Seoul, og nogle gange hjemme i stuen i Chicago. Det sker bare, og jeg får gåsehud af at se det.

Serien har fået kritik for at have en meget langsom start, men det synes jeg er helt uberettiget. Den handler lige så meget om personerne som historien om, hvorfor de har fået de her evner, og hvilke konsekvenser, det indebærer. Som sagt er skuespillerne meget velvalgte til rollerne, og i de første par episoder var jeg enormt underholdt af bare at følge deres meget interssante liv. Hele sensate-tingen var bare et krydderi på toppen. Når persongalleriet består af en transkønnet, lesbisk blogger i San Francisco, en buschauffør i Nairobi, en politimand i Chicago, en islandsk DJ, en listetyv i Berlin, en homoseksuel soap-skuespiller i Mexico, en selvstændig kvinde i Mumbai og en negligeret rigmandsdatter i Seoul, kan det kun blive dybt interessant – især når de begynder at krydspollinere hinandens virkeligheder.

Vær dog advaret: Der bliver fyret godt op på lagenerne, så man skal være klar til Freema Agyeman, kun iført strap-on, intenst kopulere med en transkønnet, og man skal være klar til mænd, der går til makronerne. Med en hel episode koncentreret omkring en Pride-parade lader det til at Wachovski-komplekset har noget på hjerte i dén afdeling, som de har behov for at komme af med. Jeg forstår stadig ikke nødvendigheden af at smække det direkte op i synet på seeren, især når resten af serien er så ekvilibristisk udi antydningens kunst. Det er nok den gamle traver med “fordi vi kan”, men heldigvis bliver der løbende skruet ned for knalderiet, så man kan koncentrere sig om at nyde serien.

Sense8 var en kæmpe overraskelse for mig. Jeg forventede metervare-action og fik i stedet en dyb og betænksom serie, der ikke rigtig kan presses ned i nogen velkendt genre-kasse. Overnaturlig-thriller-LGBT-romantisk-drama er det nærmeste, jeg kan komme. Konceptet er helt unikt og eksekveringen af det er fænomenalt godt klaret med ganske simple virkemidler. Det er filmisk håndværk i højeste klasse med et manuskript, der flot lever op til de imponerende billeder. Få gange dykker serien ned i noget techno-babble, der ikke hører hjemme her og blot skaber minder til dårlige agent-serier, og få gange lader Wachovski-paret sidde og lommefilosofere lidt for meget over livet – og så jeg er virkelig ked af, at skuespillerne ikke får lov til at tale deres modersmål. Men mine små kritikpunkter blegner i forhold til det, Sense8 rent faktisk formår: En flot, medrivende, spændende og frem for alt anderledes oplevelse.