Wine Country

3.5 out of 6 stars

De har mødt hinanden for mange år siden, hvor de alle arbejdede på samme pizzaria. Sidenhen har de holdt kontakten ved lige, selvom de hver har valgt deres egen vej igennem livet, og er vokset ind i andre roller og personligheder.

Det er længe siden, de sidst har set hinanden, og da Rebecca runder 50 om lidt, bliver de enige om at leje et hus i Napa Valley, drikke sig fulde, gå på restaurant, drikke sig fulde, besøge vingårde og drikke sig fulde. 

Det starter naturligvis fornøjeligt nok, og naturligvis slår det gnister, når man ikke længere har tålmodigheden til at være i rum med folk, der med årene har ændret sig. Turen er arrangeret af Abby (Amy Poehler fra Parks and Recreation, som også har instrueret denne film), som har planlagt enhver aktivitet på minuttet, hvilket ikke tager de andre ret mange minutter at blive totalt frustrerede over.

Der er mange ting, man kan brokke sig over i Wine Country, men jeg har et svagt punkt for de her film, hvor folk hænger ud med hinanden og har det sjovt. Hvor de smider hæmningerne overbord og giver blanke fanden i, hvad andre måtte synes, fordi de har det så sjovt med hinanden. Der er masser af den slags her, som gør filmen værd at se.

Amy Poehler spiller Abby godt, men rollen er for karikeret til at være troværdig. Til gengæld er Maya Rudolph overlegen som Naomi, der helt vildt trænger til “bare at slappe af og lade pikken hænge ud af bukserne”, fordi hun mest af alt er skræmt af at ringe til hospitalet og få svar på brystkræft-testen. Things we say now, som de omkring-50-karakterer ofte udbryder, og som jeg som omkring-50-karakter kun kan nikke genkendende til.

Paula Pell spiller en bramfri lesbisk matrone, der helt klart bærer filmens sjoveste replikker, hvilket er forventeligt, når hun også er forfatter på over 200 episoder af Saturday Night Live. Hendes komiske timing sidder lige i skabet, og samtidig kan hun godt være skrøbelig.

Og så er der nogen andre. Det er tit problemet i ensemble-film, at nogen fylder meget mere end andre. Den egentlige hovedperson, fødselaren Rebecca, får først en stemme hen mod slutningen. Den selvudslettende Jenny kan lægge en skide skæg dæmper ud over enhver scene, men selvom hendes karakter har enormt potentiale, er hun så lidt på skærmen, at man hen mod slutning tager sig selv i at tænke “nåja, hun er der også”. Måske er hun mest med som cameo, for hun er filmens manuskriptforfatter.

Det er nogenlunde tydeligt, at de fleste af skuespillerne kommer fra Saturday Night Live, for Wine Country føles mere som en række sketches, der er syet sammen, end en egentlig film. Handlingsmæssigt er den pænt ligegyldig, og dens karikerede fremstilling af alle andre mennesker end vennerne er for langt ude, hvilket gør interaktionen mellem vennerne om omverdenen dum. Men når vinen og replikkerne flyder, er Wine Country rigtig sjov. Især for os, der er omkring de 50.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.