The Legend of Zelda: Ocarina of Time

Legend of Zelda til Nintendo 64 må nok repræsentere det mest hypede spil nogensinde. Der har været tale om det helt tilbage fra lanceringen af N64 engang i midten af 1996. Spillet skulle på gaden sammen med diskdrevet til N64, som – heldigvis – aldrig blev til noget. Spillet er nu udgivet, og det er allerede revet væk stort set alle steder. Gameshop i Nørregade fortalte, at 2 ud af 3 kunder tog Zelda med hjem.

Jeg må med det samme erkende, at jeg kun er 5 timer inde i spillet, og derfor kun har kradset overfladen af produktet. Spillet er helt enormt stort, men man kan desværre se de tradeoff’s, der nødvendigvis må tages i brug for at så stort et spil kan være på en 32MB cartridge. Grafikken er kornet, der er sparet på textures, der er ingen tale og mange af lokationerne ser ens ud. De første par timer går med fornemmelsen af, at nu må der da snart ske et eller andet vildt grafisk. Teknisk set ligger Zelda et pænt stykke bag Goldeneye. Men når man har spillet et stykke tid og vænnet sig til den lave visuelle standard, bliver man også fanget. Verdenen er kæmpe stor, der er tonsvis af subquests, og plottet er for en gangs skyld ikke et kæmpe japansk familidrama, der kunne gøre Kurosawa til skamme. Der er så mange små detaljer, der giver lyst til at udforske hver enkel lokation til det yderste.

Zelda er et RPG og så ved man godt, hvad klokken har slået: Dræb en masse monstre, find en masse skatte, opgradér dit udstyr, bliv en helvedes karl og red kongerige og prinsesse. Der er dog ikke lagt vægt på detaljer som hitpoints, defensepoints, attacktime og alle de stats, man normalt sidder og fordyber sig i – det viser igen, at Nintendo altid har sigtet mod et yngre marked end Sony. Kampene er realtime, hvilket jeg personligt ikke bryder mig om (Vandal Hearts og Final Fantasy Tactics er mine favorit-RPG’er på PlayStation), men jeg er åbenbart alene i verden om at have den holdning.

Alt i alt: Zelda er rigtig godt og helt klart et must-buy til din magre N64-samling. Men det har nogle ulemper, der ikke bringer det helt derop, hvor alle andre har placeret det (spillepressen er generelt gået amok): Der er lidt for meget vaden frem og tilbage og bytte ting med folk, kampene er lidt for lette, subquestene er lidt for kedelige og plottet er lidt for linært. Til gengæld har de fået lavet et utroligt habilt spil, man virkelig har lyst til at gennemføre. De har fået lavet en virkelig intuitiv verden, hvor der er flere måder at løse problemerne på. Men det mangler lige den dér “just one more go”-faktor.

Læs en typisk reaktion på dette spil på Next Generation Online

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.