Dominion Tank Police

Velkommen til Newport City år 2010, et sted du ikke ville bo. Jorden er dækket af en giftig bakteriesky, byerne er kontrolleret af bander og der sker en voldelig forbrydelse hvert 36. sekund. Dette er realiteterne i Dominion Tank Police-serien, adapteret efter den legendariske Masamune Shirows (Ghost in the Shell) manga af samme navn.

For at få bugt med kriminaliteten, har byen oprettet et specielt tank-korps i politiet, ledet af Kommandør Britain (livstidsabonnent på How to Kill Magazine) og befolket af et herligt persongalleri. Første gang vi møder Tank Police-fyrene er de ved at forhøre et vidne ved at klynge ham op og spille “granatgolf” mod ham..

Ind i billedet kommer Leona, en nyligt overflyttet betjent, der åh-så-gerne vil hjælpe. Men i løbet af få minutter har hun smadret Britains favorit-tank og fået ham skudt i hovedet. Med en bazooka. Hun får ikke længere lov til at tage med ud på opgaver (holdet vælger udrykninger ud fra det simple kriterie: “Hvilken opgave får vi lov at smadre mest på?”) og vælger i stedet at bygge sin egen lille tank, Bonaparte, af løsdelene fra Britains smadrede tank. Det siger næsten sig selv, at Leona og den nuttede Bonaparte klarer ærterne for holdet mere end én gang i løbet af seriens 160 minutter.

Man kan sikkert på nuværende tidspunkt regne ud, at plottet er helt sindssygt: Nogle syngende og skydegale pigetyve i ledtog med en androide prøver at stjæle noget bakteriefrit urin fra et hospital for raske mennesker. Kommandør Britain er ikke alt for glad for at være “in charge of the piss case”, som han subtilt udtrykker det, men der er mange muligheder undervejs for totalt at smadre alt, hvad man kommer i nærheden af (blandt andet føromtalte hospital og en auktionshal fyldt med uvurderlige kunstværker). Hvis altså ikke hans tank-kolonne bliver stoppet af super-erigerende anti-tank miner..

De to første episoder er som at se Police Academy på speed. Jeg var flad af grin det meste af tiden, og det er langt fra sidste gang jeg har set dem. De to sidste af de i alt fire episoder på discen behøver du dog ikke gøre dig ulejlighed med at se (selvom “Wheel of Suspects” er mavekrampeinducerende skægt). Der bliver skiftet instruktør og serien bliver meget alvorlig og eksistentialistisk. Grinet størkner og man sidder med en fornemmelse af anti-klimaks.

Alt i alt masseødelæggelse og humor på højt plan. Som i Project A-ko er der et plot derinde et sted, men det er ikke så vigtigt – det er sjovere bare at se, hvad de kugleskøre karakterer finder på.

The VAP Room har stort set alt, hvad der er værd at vide om serien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.