Perfect Storm

Endnu en katastrofefilm om naturens rasen mod de små mennesker. Men naturen er ikke den eneste katastrofe i denne film, selvom Wolfgang “Das Boot” Petersern står bag roret.

Når Wolfgang Petersen laver en film om søens folk under pressede forhold er det umuligt at undgå en sammenligning med Das Boot. Det er egentlig synd, for Perfect Storm er en god lille action thriller, men den kunne have været så meget bedre.

Billy Tyne (Clooney) er skipper på en fiskerbåd, og han har ikke det store held i sprøjten. For at tjene kassen, tager han længere ud end normalt. Uheldigvis støder tre uvejrsområder sammen lige over hovedet på Clooneys lille kutter, og så bryder helvede ellers løs.

Perfect Storm, baseret på en sand historie, handler om menneskets kamp mod den rasende natur, og den slags film er altid fascinerende for det amerikanske publikum, der er vant til altødelæggende orkaner. Selv er jeg ikke i stand til at leve mig så meget ind i den slags fænomener – min vildeste uvejrsoplevelse var en baby-skypumpe under Roskildefestivalen, der formåede at blæse et igloo-telt omkuld.

Filmen har dermed Twister at leve op til. Den handler også om en besætning ombord på et skib langt væk fra civilisationen og deres kamp mod et næsten uovervindeligt stærkt monster, med andre ord har den også Alien at leve op til.

Visuelt er der absolut intet galt med Perfect Storm, der indeholder nogle af de flotteste computereffekter til dato (selvom skumsprøjt åbenbart er svært at få til at se helt rigtigt ud). Men filmen har problemer med både handlingen og persongalleriet. Wolfgang har sikkert kigget på manuskriptet og sagt “en kutter i havsnød. Det er ikke nok”, hvorefter vi også har en sejbåd i havsnød, en supertanker i havsnød og en helikopter i havsnød – alle helt uafhængige af kernehistorien og dermed kun trivielt fyld. Der er også en halv times fyld inden Clooney & Co stikker til søs, hvor der gøres et tyndbenet forsøg på at stable romantiske relationer på benene mellem folkene på søen og deres venner og familie på land. “Gab gab, hvor er bølgerne?”, tænkte jeg i lang tid. Når bølgerne endelig kommer, er der til gengæld gang i den og filmens finale er en lille genistreg, der både overraskede og rørte mig.

Ud over Clooney, der er ved at udvikle sig til Harrison Fords arvtager, byder filmen ikke på nogle memorable skuespillerpræstationer. Der er et hav af birolle-karakterer, man aldrig kommer til at kende godt nok til at kunne sympatisere med, selvom Mary Elizabeth Mastrantonio og Michael Ironside er iblandt dem. Til gengæld er det rart at se “ægte” mennesker i rollerne – det lille fiskersamfund i Gloucester lever under hårde kår, og folkene er ikke hollywood-barbiedukker, men barske, vejrbidte mennesker.

Perfect Storm er langt fra perfekt. Den minder meget om Twister med search-and-replace erstatning af tyfonerne med bølger, men den når aldrig op på siden af Alien med hensyn til handling og personer. Og den når ikke Das Boot til sokkeholderne.