Resident Evil CODE: Veronica
Serien som ikke vil dø vender atter tilbage – Resident Evil er genopstået. Denne gang er det dog til en anden platform end tidligere, nemlig Dreamcast. Capcom har (ligesom Namco med Soul Calibur) besluttet sig for at prøve kræfter med DC’en, og Resident Evil CODE: Veronica (RECV) er resultatet.
Og man må sige, at det er lykkedes dem at skabe et mesterværk! RECV er det hidtil flotteste og mest skræmmende af RE-spillene, og med sine 2 stk. 1GB CD’er er det også af anseelig størrelse. Atter engang spiller du Claire Redfield, som for 3 måneder siden slap ud af Raccoon City (slutningen af RE2). Du leder stadig efter din bror, og prøver samtidig at afdække organisationen Umbrella’s komplot, som efterhånden er af globale proportioner. Det involverer nye gåder, nye lokationer, flere zombier og (ikke mindst) nye genetiske mutanter, som alle er ude på slå dig ihjel. Helst hurtigt.
RECV lægger ud med én af de mest utrolige introsekvenser jeg længe har set. Jeg kan ikke beskrive indholdet nøjagtigt, men jeg vil råde enhver til at se den – det er mesterligt gjort. Eksplosioner, zombies, zoom-ind på Claires detaljerede ansigt, realistiske bevægelser, flere eksplosioner. Utroligt flot! Stilen er lagt, og man er nu parat til at bevæge sig ind i the world of survival horror”. Spillet starter således med, at Claire er blevet taget til fange, men løslades af sin fangevogter, idet han er døende. Idet man træder ud af cellen, ser man med det samme den største forskel til resten af RE-serien; baggrundene ikke er “bare” statiske 2D-billeder med falsk dybde mere! Alle omgivelser i RECV er skabt i 3D, og selvom kameraet stadig ikke kan styres af spilleren, så danner det grundlag for nogle utrolige filmiske sekvenser (tænk bare på Silent Hill til PSX).
At kameraet kan bevæge sig frit overalt, bringer spillet ind i en helt ny dimension, som de tidligere spil slet ikke formåede at nå i samme udstrækning. Lyskilder reflekteres også mere realistisk end tidligere (da hele spillet jo er 3D), og det er ligeledes med til at højne den utrolige atmosfære. Chokkene kommer stadig ofte, og der er nogle fantastiske mellemsekvenser, både pre-renderede og vha. spillets “in-game engine”. At alting står knivskarpt, med realistiske teksturer og stor detaljerigdom er bare prikken over i’et.
Men medaljen har dog en bagside. Capcom genbruger den samme kedelige menu-struktur. Claire har også den samme begrænsede lagerplads og den samme måde at gemme sit spil på (blækpatroner indsamles og benyttes i skrivemaskiner). Skuespillet i dialogerne mellem spillets karakterer er heller ikke meget forbedret, men der er dog blevet gjort mere ud af deres ansigtsudtryk og bevægelser. Selve spillet er i top, hvilket karakteren afspejler, men det ville nu være rart at se noget nytænkning mht. designet.