Passengers

Et eller andet sted ude i fremtiden, har mennesket koloniseret fjerne planeter. Vi er stadig ikke i stand til at rejse hurtigere end lyset, så en tur til den nye planet Homestead II tager 120 år. Til gengæld har vi fundet ud af at putte folk i dvale, så rumskibet Avalon suser afsted gennem universet med 5.000 passagerer og 248 besætningsmedlemmer ombord; alle i dvaletilstand.

Skibets giganormt avancerede AI-agtige computer er dog ikke i stand til at se en Titanic-lignende skæbnesvanger stor sten i et meteorbælte og hamrer naturligvis ind i den. De opståede småskader katalogiseres og repareres – lige bortset fra dvaletank #448, som i stedet vækker sin passager. 

90 år før ankomst og uden mulighed for at genaktivere dvalemaskinen. Nedtur.

Jim, som den uheldige mand hedder, bruger en stor del af filmens begyndelse på at fistre rundt på Avalon for at finde ud af, om han kan løse problemet. Det kan han naturligvis ikke; det vidste vi jo godt, for ellers ville filmen stoppe her. 

Tiden er ikke helt spildt, for sammen med Jim får vi lov til at opleve Avalon i al sin strålende storhed. Designerne er gået amok her og har skabt et futuristisk rumkrydstogtsskib med storslåede sale og et væld af overordentligt fine detaljer, hvor 30’ernes Art Deco møder moderne science fiction. Ikke mindst virker skibets it-systemer ganske overbevisende, med virkelig gennemtænkte brugerflader. Samtidig er der blevet plads til hverdagsting som at Jim har købt en billig billet, og kun kan få sort kaffe fra en maskine, der rivaliserer Starbucks i udvalg af fucked up kaffebaserede drikkevarer.

Efter mange kreative og fejlslagne forsøg på at ændre sin situation, begynder Jim at hyggedrikke sammen med skibets robotiserede bartender, der åbenbart holder ferie fra sit job i The Shining, og de snakker om livet, universet og alt det dér i en rum tid, indtil Jim beslutter at begå selvmord, men falder over en tom vodkaflaske og rammer panden mod en dvaletank med den abnormt pæne Jennifer Lawrence inde i.

Så bruger Jim en masse tid på at fortælle sig selv, at det er en skide dårlig idé at åbne hendes tank for at få sig en rumkæreste. Men gør det alligevel. Det vidste vi jo også godt, for Jennifer Lawrence er det andet ansigt på filmens plakat.

Så går der endnu et stykke tid, hvor de to smukke mennesker naturligvis falder for hinanden og går på fransk robotrestaurant. Med det lille aber dabei, at Jim på et eller andet tidspunkt er nødt til at fortælle kæresten, at hun altså ikke vågnede på grund af et meteornedslag, og at hele deres forhold er bygget på en selvisk løgn.

Således går halvanden time med en totalt forudsigelig handling, som jeg bestemt ikke spoiler noget ved at referere her. Det hjælper, at Jennifer Lawrence er pæn og at Avalon er flot, men Chris Pratt besidder nogenlunde samme personlighed som en død flue, og norske Morten Tyldums noget mekaniske instruktion trækker ikke i den rigtige retning. De her mennesker virker ikke ægte, og det er ikke godt, når der kun er de to til at drive handlingen.

Mens alt det her sker, begynder skibet langsomt at opføre sig mere og mere mærkeligt, og på et tidspunkt bliver det klart for den forelskede duo, at der er sket mere skade end først troet ved kollisionen. Filmens sidste halve time skifter fuldstændig stil til ren rum action, hvor de drøner rundt og skriger og skråler, mens de prøver at finde ud af, hvad der er galt, og hvordan de får det fikset. 

Den den af filmen er virkelig spændende, selvom det trækker meget ned, at Passengers lider under den evige Hollywood-misforståelse af, hvordan fysik fungerer i rummet. 

Der er ikke lyde i rummet, heller ikke dybe, rumlende basgange når rumskibet flyver forbi kameraet. Tårer flyder ikke nedad i vægtløs tilstand, selvom scenen er stærkt emotionel. Centeret af et spindelskib har ikke tyngdekraft, medmindre det er under fremdrift. Og er det det, er tyngden ikke nedad som på et krydstogtsskib, men bagud mod fremdriften. Hvis der er fremdrift, er der ingen grund til også at rotere skibet, for tyngden fra fremdriften vil være langt kraftigere, og det vil være smartere bare at lave gulvet i den retning. Jeg tror heller ikke de fleste EVA-dragter er bygget til at stå i udblæsningstunnelen fra en overophedet fusionsreaktor, men det er nok bare mig.

Ja, jeg brokker mig, men det er som at lave en film om racerløb, hvor bilerne har firkantede hjul og rattet sidder i bagagerummet. Jeg kan ikke lade være med at fokusere på, at det er forkert, og det trækker opmærksomheden væk fra handlingen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de ikke bare laver det rigtigt – det vil ikke koste mere på effektbudgettet, og os SF-nørder vil gå amok og spontankramme folk i nærheden af glæde.

Passengers minder mig lidt om Gravity. Flot kærlighedshistorie i rummet – og propsmækket til randen med irriterende fejl. Det er heller ikke helt til at greje, hvilken historie, filmen vil forstælle. Er det Robinson Crusoe, romantisk drama eller action? Vi tager i hvert fald en tur igennem alle tre genrer, uden at nogen af dem gør specielt indtryk, og måske har forvirringen forplantet sig til skuespillerne, der ikke ser ud til at føle sig hjemme i stilforvirringen. Men flot, det er den.

8 tanker om “Passengers

  • 30. april 2018 at 17:45
    Permalink

    Er det ikke også lidt mærkeligt at udstyre et rumskib så overdådigt, som det giver sig udtryk i teksten og på billederne, hvis det “bare” skal fragte personer i dvale?

    Svar
  • 1. maj 2018 at 20:45
    Permalink

    Det er planen, at passagererne vækkes fire måneder før ankomst, og så ellers bare nyder livet. En anden ting: Når man tager til den nye planet, skal man give 20% af al indkomst til Homestead-firmaet. Hvordan kan de tjene penge på det, år det tager 120 år før de første kolonister ankommer? Og hvordan vil de overføre pengene? De siger, at skibet flyver med halv lyshastighed. Det er tydeligt at skibet accelerer med 1G, selv med alle ombord i dvale, så en eller anden klogere end mig må regne ud, hvor lang tid det tager at accelere op til 0,5 lyshastighed med 1G og efterfølgende vende skibet og decelerere med 1G indtil de er langsomme nok til at gå i kredsløb om den nye planet. Jeg ved ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre på 120 år, men hvis det kan, hvor langt væk fra Jorden ligger planeten så? Pointen er, at overførsler af varer eller kontanter, selv i digital form, vil sandsynligvis tage 30+ år. Så Homestead sender folk afsted, og kan regne med at se et afkast om 150 år? Lyder som en virkelig dårlig forretning.

    Svar
    • 2. maj 2018 at 14:49
      Permalink

      300000 km/s
      ——————- = 150000000 m/s
      2

      150000000 m/s
      ———————– = 15000000 s = ~173,6 døgn.
      10 m/s/s

      Der er ingen relativistisk effekt af betydning ved 0,5c, så reel og subjektiv tid er tæt på same same. Hvor tyngdekraften kommer fra, når accelerationen er ophørt, må science fiction-guderne vide. Det er nok et EAP-felt eller sådan noget.

      Når det kommer til interstellar økonomi bliver det hele endnu mere lala. Penge på Jorden repræsenterer en eller anden værdi. I dag er det næsten altid fiat-penge – altså, det antages, at pengeudsteder er i stand til at stille arbejdskraft eller varer til rådighed for beløbet – men interstellart? Not so much. Hvad kan man bruge det til at nogen efterlod en masse værdi på Jorden? Der kan ikke produceres varer af ressourcer gravet op på Jorden, og man kan ikke bruge maskiner, der bygges af ressourcer på Jorden.

      Jeg kan ikke se nogen måde, hvor interstellar økonomi i praksis kan fungere uden at man faktisk flytter fysiske ressourcer rundt. jojo, så er der intellektuelle rettigheder og den slags, men hvis du er 60 lysår fra Jorden er du nok pænt ligeglad med om Nintendo synes at du må kopiere Super Marion Brothers. (Det så man i praksis da USA var ungt. De ignorerede europæisk patentlovgivning og byggede, hvad de nu byggede.)

      Svar
      • 2. maj 2018 at 14:53
        Permalink

        (Hm… OK, der er åbenbart omkring 15% time dilation ved 150000 km/s. Men stadig – det er ikke alverden.)

        Svar
  • 5. maj 2018 at 9:30
    Permalink

    Det er hurtigt at kunne accelerere op til 0,5 lyshastighed på kun 174 døgn, jeg troede det tog årevis. Da Jim vågner, har de været 30 år undervejs og flyver stadig med 1G acceleration, hvilket nu lyder ret dumt.

    Man kan lege med tallene på http://nathangeffen.webfactional.com/spacetravel/spacetravel.php. Jeg kender dog ikke distancen til Homestead II-planeten, som de flyver til i filmen.

    Svar
  • 17. maj 2018 at 13:46
    Permalink

    Nerdwriter på Youtube har en udemærket idé til hvordan Passengers [måske] kunne have været en meget bedre film, hvis den var blevet fortalt fra Jennifer Lawrence’s synspunkt.

    https://youtu.be/Gksxu-yeWcU

    Svar
  • 19. maj 2018 at 10:50
    Permalink

    Det ville faktisk gøre det til en virkelig bedre film. Godt set.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.