PlayStation Classic

2606. Det er antallet af spil, som er udkommet til den første PlayStation i løbet af dens lange liv, der spændte fra 1994-2005. Bevares, visse af dem udkom kun i et enkelt af de tre territorier (EU, Japan og USA), men størstedelen af dem har alle PS-ejere kunne få glæde af, uanset hvor i verden de boede. Derfor har Sony også stået overfor en gevaldig udfordring, da de skulle udvælge de 20 spil, som skulle udgives på PlayStation Classic – Sonys bud på en retrokonsol, der gerne skulle give baghjul til lignende konsoller fra Nintendo, Sega og Atari.

Hvad skal man vælge? Nogle af de første spil til PlayStation? Spil, der definerede konsollen? Eller hvad med 2-player-spil, så man har noget at bruge begge de medfølgende controllere til? Svaret er ikke så ligetil, og selvom de fleste af spillene falder i en af ovenstående kategorier, så mangler der en rød tråd i udvælgelsen, hvis man spørger mig. Samtidig er der tekniske udfordringer, der desværre giver udgivelsen endnu et par ridser i lakken, når vi lidt senere snakker lidt om PAL- og NTSC-udgaver samt hvor vellykket selve emuleringen er.

Skal vi starte med det udvendige for derefter at bevæge os indad, har jeg egentlig kun ros til overs for selve produktet. Classic’en ligner en replika af den første PS1, blot på størrelse med et DVD-cover. Tre velkendte knapper pryder toppen af konsollen; Power, Reset og Open, hvor sidstnævnte bruges til at skifte cd, da konsollen jo af gode årsager ikke kan åbnes mere. To kablede controllere medfølger, som forbinder til konsollen via USB, og de er ligeledes holdt i det originale design. Alt i alt fremstår produktet altså ret professionelt, når man pakker det hele ud af papkassen, der også er en replika af den oprindelige indpakning.

Tænd for kassen, og nostalgien breder sig med det samme i stuen, idet vi præsenteres for den ikoniske PS1-lyd, mens spilmenuen hentes ind, hvor man kan cykle gennem de 20 spil. Under hvert spil kan man tilgå et save card for netop dét spil samt et snapshot af, hvor langt man er kommet. Sidstnævnte er genialt, idet man reelt set kan stoppe og gemme, når man vil, og derved bliver save card’et faktisk en smule overflødigt, med mindre man ønsker at gemme flere igangværende spil.

Vi kan jo starte med at kigge lidt på spillene, der er en bred vifte af gamle og nyere PS1-spil, der dog primært er udgivet i maskinens første 5-6 år.

• Battle Arena Toshinden (PAL)
• Cool Boarders 2 (PAL)
• Destruction Derby (PAL)
• Final Fantasy VII
• Grand Theft Auto (PAL)
• Intelligent Qube
• Jumping Flash! (PAL)
• Metal Gear Solid
• Mr. Driller
• Oddworld: Abe’s Oddysee (PAL)
• Rayman
• Resident Evil (Director’s Cut) (PAL)
• Revelations: Persona
• Ridge Racer Type 4
• Super Puzzle Fighter II Turbo
• Syphon Filter
• Tekken 3 (PAL)
• Tom Clancy’s Rainbow Six (PAL)
• Twisted Metal
• Wild Arms

Jeg har påført PAL bag de titler, hvor Sony af uransagelige årsager har valgt at inkludere PAL-udgaven af spillet. For de uindviede kan jeg kort fortælle, at forskellen på NTSC og PAL groft sagt betyder en nedgang i hastighed på 1/6, da amerikanerne og japanerne kørte med en høj opdatering af deres fjernsynsbillede (60hz), mens europæerne kørte med 50hz. Forskellen udmøntede sig derfor i en nedsættelse af hastigheden på godt 16 procent. Omvendt brystede europæerne sig så af at have en større opløsning på sine fjernsyn, men det udnyttedes alt for sjældent ved konverteringer – og det er ligegyldigt mht. Classic’en, da alle spil er sat til at køre i 480p/720p alt efter fjernsynets type.

Nuvel, hvis vi glemmer alt om, at næsten halvdelen af spillene altså er udviklet til at køre lidt hurtigere, end de gør på denne konsol, hvordan er helhedsindtrykket så af det samlede spiludbud? Jeg løb dem igennem både alene og med en sofamakker, og indtrykket var blandet begge gange.

Når jeg som en gammel PlayStation-fan ser på spillene med egne øjne, så er mine første tanker: Hvor er definerende titler som WipEout, Crash Bandicoot, Gran Turismo, Tomb Raider, Castlevania eller flere andre af de titler, der virkelig gjorde PS-ejere stolte af deres konsol? Samtidig undrer det mig, at man har valgt så generiske titler som Rayman, Cool Boarders 2 og – gys – Rainbow Six, der allerede ved udgivelse var et decideret elendigt spil. Til gengæld glæder det mig at se, at der er blevet plads til andre klassikere, så som Destruction Derby, Final Fantasy 7, Jumping Flash!, Metal Gear Solid, Resident Evil samt 2-player-spil som Twisted Metal, Ridge Racer Type 4 og Tekken 3, selvom jeg nok var gået efter toeren i disse tre spils tilfælde, men det muligvis bare min smag.

Som eksempler på, hvorledes ny og fantastisk gameplay blev skabt på PlayStation, står de fleste af disse spil lysende klart, og det er en fornøjelse at starte spillene op og blive oversvømmet af nostalgisk glæde. Spil som Jumping Flash!, Mr. Driller, Metal Gear Solid og Tekken 3 fastholdt min interesse i længere tid, men ellers var de øvrigt nævnte spil kun interessante i et kvarter eller to – gensynets glæde var kort, og da man ikke havde nogen at vise spillene til, var der ikke meget langvarig sjov at finde for undertegnede. Mere sørgeligt var det dog, at godt halvdelen af spillene ikke havde nogen som helst interesse for en enlig spiller i 2018, hverken for fans som mig og min svoger eller for nytilkommere som mine sønner. Sønnerne fandt alle singleplayer-spillene håbløst kedelige, og kun nostalgien fik os to voksne til at starte alle spil op, se introen og få en lille tåre i øjenkrogen for derefter at trykke Reset meget hurtigt.

Inden da havde jeg i enerum spenderet en halv snes timer på at prøve alle spil flere gange, og selvom jeg brugte mest tid på en fjerdedel af titlerne, så vil jeg dog mene, at 8-10 af de 20 spil er værd at inkludere på Classic’en. Jeg gennemførte eksempelvis Final Fantasy 7 i sin tid, og det er bestemt en klassiker, men jeg er ikke den store RPG-fan, så jeg kan ikke give mit besyv med om, hvorvidt spil som Revelations: Persona og Wild Arms er obligatoriske på konsollen.

Jeg koblede derefter den anden controller til, for sammen har man det altid mere sjovt, og med både sønner og – et par aftener senere – min nogenlunde jævnaldrende svoger, var der lidt mere fornøjelse at finde. Tekken 3 er altid et hit, men også Twisted Metal fik et par fornøjelige grin med på vejen, mens Battle Arena Toshinden virkelig ser ældet ud og spiller ligeså. Ridge Racer Type 4 kunne meget vel have været sjovere, men det kørte så ringe i splitscreen, at vi ikke orkede at fuldføre et enkelt løb. Super Puzzle Fighter Turbo II kunne også have været sjovt, hvis ikke lige det var for min farveblindhed, men jeg værdsætter inklusionen (selvom jeg havde set med større glæde på et Bust-A-Move 2 i den genre).

Og det var sådan set dét. Efter en times spil med hver sin controller i hånden så min svoger og jeg på hinanden og blev enige om, at hvad vi havde foran os nok mest var at betegne som en kuriøsitet. Prisen fandt han også alt for høj, sammenlignet primært med Nintendos Mini NES/SNES, men der var vi lidt uenige, da prisen efter min mening ikke er maskinens største problem. Problemet er mere, at jeg ikke kan se, hvem målgruppen er. De unge vil slet ikke kende – eller kendes ved – nogle af spillene, og da de vitterligt ikke ser synderligt pæne ud i dag (specielt ikke 3D-spillene), vil interessen slet ikke være til stede for dem. Og for os gamle fans, der har været med siden den originale PS1 blev lanceret, vil spiludbuddet simpelthen være for ringe. Sony har muligvis haft problemer med at få licenserne til alle spillene, men i så fald er det en virkelig dårlig undskyldning for at medtage absolut bras som Rainbow Six. Det fremstår lidt arrogant på mig – specielt med tanke på, at de kunne vælge mellem 2586 andre spil.

Jeg har under min tid med PlayStation Classic haft et udtryk i hovedet, som vi alle kender. Det lyder noget i stil med: “Gør det ordentligt, eller lad være med at gøre det”, og det er lidt mine endelige tanker om maskinen. Selvom jeg værdsætter Sonys indsats med design og produktionsværdi, samt valget af godt en fjerdedel af spillene, så mangler jeg en forståelse af, hvad de egentlig vil med maskinen. Der mangler reelle klassikere iblandt de 20 spil, der er alt for få sofamakker-spil, og flere af spillenes emulering er værre end de selv samme spil på både PS1, PS2 og PSP, hvor mange af de klassiske PS1-spil kan afvikles på den ene eller anden måde. Samtidig er det ikke Sonys plan at introducere nye spil til maskinen, hvilket ellers kunne have givet den et bedre helhedsindtryk i bakspejlet.

Som det står nu, er det altså en underlig fisk, Sony har kastet på markedet, og jeg frygter desværre, at den kun vil sælge godt op til jul, for derved helt og holdent at gå i glemmebogen. Jeg nærer stadig et spinkelt håb for, at man måske kan få adgang til nye spil på en eller anden måde – og/eller at de eksisterende PAL-titler officielt kan få lov at køre lidt hurtigere – men det virker desværre ikke helt, som om Sony har i sinde at bruge mere tid på maskinen, nu hvor den er frigivet. Og det er både en kolossal synd og en spildt mulighed ifølge denne store PlayStation-fan.