Wolfenstein: Youngblood

Svenske MachineGames har de seneste år fået kolossal vind i sejlene med sine to nyfortolkninger af det klassiske Wolfenstein 3D, og vi har dækket begge udgivelser med stor begejstring. Det er derfor også med store forventninger, at vi kaster os ud i tredje spil i serien, der denne gang har slået sig stort op på at være baseret på coop – enten med en god ven eller med AI’en til hjælp.

Først lidt om historien. Der er gået 19 år siden B.J. sidst udslettede nazister i stor stil i en alternativ verden i starten af tresserne, og nu er han forsvundet. Heldigvis har han fået et par slagkraftige døtre, Jessie og Zophia i den mellemliggende periode, og de beslutter sig for at tage til Paris for at lede efter deres far. Her bliver de hurtigt indrullet i den franske modstandsbevægelse, og gennem fælles hjælp skal de nu dræbe endnu flere nazister og samtidig finde ud af, hvor B.J. er blevet af.

Som det fremgår af traileren, er det ikke en subtil affære at redde farmand, og selvom spillet faktisk også tilbyder snigeri og likvidering fra skyggerne, så viser det sig hurtigt at være en alt for upålidelig fremgangsmåde – akkurat som det gjorde sig gældende med forgængeren. Det samme kan siges om den svingende AI, hvor specielt nogle af bosserne fremstår næsten uovervindelige. Så er det jo godt at være to om disse opgør, og man kan faktisk genoplive sin partner igen og igen, hvis man er i nærheden og kan undgå at blive skudt selv. Ellers må man bruge et (eller to) af søstrenes ekstraliv, som kan indsamles i løbet af spillet.

Missionerne foregår i større områder, der ofte er cirkulære og indeholder indtil flere metrostationer, som man kan rejse mellem. Gennem smutture tilbage til modstandsbevægelsens base åbnes der for nye missioner i både kendte og ukendte lokationer, og man behøver derfor ikke udforske alt ved første besøg, da man som regel kommer tilbage senere med en ny agenda. Det er både en fordel og en ulempe ved spillet, da man i de første mange timers spil render lidt forvildet rundt og prøver at orientere sig – samt finde ud af, hvilken vej ens primære objektiv nu befinder sig. Ærgerligt nok kan man også kun have én (del-)mission aktiv på skærmen ad gangen, så jeg har oplevet flere gange at løbe lige forbi et missionsmål, som jeg så altså måtte tilbage til senere, når jeg huskede at aktivere den korrekte mission.

Jeg værdsætter, at udviklerne har villet give os en større sandkasse at boltre os i, men den fremstår desværre bare ofte lidt for rodet i sin struktur. At man skal samle tusind ting op manuelt – bl.a. mønter til opgradering af ens våben – er også yderst frustrerende i et spil, der i bund og grund har dybde som Doom. Ens våben har desuden forskellig effekt på forskellige fjender, hvilket på papiret giver spillet et taktisk skær, men da det er noget nær umuligt at identificere og benytte det rigtige våben i kampens hede, bliver det en spildt mulighed på linje med snigeriet, og man vælger oftest bare det kraftigste våben til opgaven.

Banerne er til gengæld både flotte og detaljerede, og er man til udforskning, så er der et mylder af hemmelige rum og områder, hvor man kan finde både større pengebunker, våben og ammunition – foruden et ofte humoristisk indblik i den stereotypiske forestilling om, hvordan herrefolket indretter sig i 1980’erne. Det er heller ikke svært at se, hvor samarbejdet med Arkane har gjort sig gældende, idet den generelle semi-gotiske arkitektur og de mange smutveje trækker tydelige spor til Dishonoreds og Half-Lifes universer.

“Beauty is skin deep” er muligvis ikke en valid beskrivelse af et godt spil, men på trods af alle de andre små diskrepanser mellem ambition og udførelse i gameplayet, så hæver spillet sig alligevel over gennemsnittet i selskab med en ven. Samtidig har udgiverne prissat spillet fornuftigt – og tilbyder endda en Deluxe Edition, hvor man kan spille med venner, der ikke selv ejer spillet. Det er således med pris og Buddy Pass in mente, at min karakter skal ses, men så er der også et dusin glade timer at finde i selskab med en skydegal online-ven.