Doom Eternal

5 out of 6 stars

Dommedag nu.

id Software vil altid være kendt som faderen til FPS-genren, og det skyldes til stor del Doom fra 1992. Det var ikke første spil i genren – ej heller fra udviklerne selv, som udgav Wolfenstein 3D året før – men det satte så solidt et aftryk, at man stadig den dag i dag sammenligner gameplay, underholdningsværdi, banelayout, våben og multiplayer med denne snart 30 år gamle serie.

Et væld af konverteringer senere, foruden et yderst kompetent reboot fra 2016 er det nu blevet tid til endnu en tur-retur til helvedes forgård som Doomguy, der skal sende Satans yngel tilbage til deres skaber. Da jeg samtidig nød reboot’en for dets store fokus på vertikalt gameplay, både under selve kampene men i særdeleshed hvad angik banernes mange hemmeligheder, er det derfor ekstra glædeligt at kunne berette, at begge dele er tilbage i stor stil.

De mange korridorer, arenaer og andre åbne områder er således ofte adskillige etager høje, og den generelle linearitet i banerne til trods, kan og skal man ofte tænke sig om, når man skalerer omgivelserne på den ene eller anden måde for at suge marven ud af alle banerne. Nær slutningen af hver bane åbnes der samtidig op for fast travel, så man kan genbesøge tidligere sektioner og indsamle manglende hemmeligheder, og den funktionalitet er et stort plus i min bog.

Konstant bevægelse i alle tre akser er bydende nødvendigt for at overleve de strabadser, som Doomguy udsættes for. Ammunition og helse er sparsomt fordelt på banerne, og det er gjort med en bagtanke – et mere taktisk gameplay er nu nødvendigt. Alt efter, hvordan man dræber fjenderne, kvitterer de med enten ny ammunition, panser eller helse. De fantastiske Glory Kills fra 2016-udgaven er også tilbage, og foruden drab med enten projektilvåben eller kædesav skal man således hele tiden sørge for at bruge den rigtige drabsmetode for at toppe op, hvor det er behøvet.

Våbnene er mestendels kendte, men de har et utal af opgraderingsmuligheder, hvilket i min bog er en smule overkill – men nu er det jo også Doom, vi snakker om. Mere væsentligt for undertegnede er dog muligheden for at opgradere selve Doomguys evner, hvad enten det gælder mere fleksibilitet i luften, Glory Kills fra længere distancer eller den blærede slowmotion, som kan aktiveres, når man hopper og sigter ned langs løbet. Undervejs åbnes der samtidig automatisk op for evner som dobbelthop og horisontal dash, som også kan bruges i luften, hvorved Doomguys smidighed og rækkevidde altså bliver betydeligt større, som tingene skrider frem.

Fjenderne er gamle kendinge i nyt tøj, og de er lige så frygtindgydende at se på, som de er at kæmpe mod – dette er ikke et let spil. Jeg måtte selv sænke sværhedsgraden til den absolut laveste for at komme gennem nogle af de tidlige opgør, men da havde jeg heller ikke fået styr på den taktiske måde at dræbe fjenderne på, som altså er bydende nødvendigt, hvis man vil vinde på de højere sværhedsgrader. Så er man advaret.

Jeg er ikke ekspert i seriens folklore, men jeg har fået at vide, at historien passer fint ind med de andre spil, og det accepterer jeg – men jeg har allerede glemt plottet igen. Der er i hvert fald en del missioner på både fjerne planeter og i helvedes dyb, og mellem disse ture kan Doomguy slappe lidt af i sin Doom-fæstning, hvor han kan lytte til indsamlet musik, spille lidt af det originale Doom (med den rette snydekode) og købe yderligere opgraderinger – inklusive nye dragter, som kan bruges i multiplayer.

Og når vi snakker om multiplayer, så er udviklerne gået i en ny retning med denne del af spillet. Væk er de klassiske Deathmatch-modi og i stedet tilbydes vi et asynkront opgør mellem én Doomguy og to valgfrie megadæmoner. Arenaerne er heldigvids befolket af et væld af mindre dæmoner, så Doomguy ikke løber tør for ammunition m.v., foruden at tilføre banerne noget liv. Selvom jeg kun har spillet en håndfuld kampe som henholdsvis Doomguy og megadæmon, kan jeg godt røbe, at det ikke nødvendigvis er en unfair kamp at være alene mod masserne, da vores helt som sagt er ret fleksibel i modsætning til de fleste dæmoner. Faktisk forudser jeg lidt, at de fleste helst vil spille som Doomguy, da dæmonerne en smule kedelige at kontrollere, hvis jeg skal være ærlig. Men det må tiden jo vise, om andre også synes.

Spillet kører helt flydende med 60 fps, og det ser som sagt fantastisk ud. Drabsanimationer er detaljerede og komplekse, og det samme kan siges om noget nær alle lokationerne. Selv Doom-fæstningen er detaljeret til en grad, hvor man bare tænker ”hvorfor?” med åben mund og polypper. Bagsiden af detaljen – for en stor portion af PS4-ejere – er så, at ens konsol er på overarbejde konstant, hvilket er ensbetydende med høj støj fra maskinens blæser. Jeg har ovenikøbet en af de nyere PS4 Pro’er, som har bedre varmeudledning og en blødere lyd fra blæseren. Varm kører den dog alligevel, og larmen bliver derfor ualmindeligt høj, hvilket har trukket ned i min fornøjelse ved spillet, selvom det ikke just er udviklernes skyld. Igen, så er man advaret, hvis man har mulighed og lyst til at spille spillet på en anden platform.

Doom Eternal er dog stadig noget nær det bedste bud på en ”Doom-killer” i 2020, og at det samtidig er fra de samme udviklere, siger lidt om deres evner udi genren. Jeg må dog sige, at jeg savner muligheden for simpel Deathmatch mod en god ven, men den fornøjelse må jeg så finde i de originale spil, som kan erhverves digitalt for småpenge på de fleste platforme. I den henseende må jeg ikke glemme at nævne, at man får en glimrende konvertering af Doom 64 med som bonus, hvis man forudbestilte Doom Eternal digitalt. Det kan heldigvis købes særskilt for under en halvtredser, og det får også en anbefaling med sig herfra grundet dets mindre, komplekse baner med en del hemmeligheder. For undertegnede har det derfor kunnet dulme abstinenserne lidt, da jeg efter 20 timers spil gennemførte Doom Eternal, havde fundet alle hemmeligheder og bare gerne vil have mere. Og jeg vil gerne vædde på, at det er en følelse, jeg kommer til at dele med mange andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.