Andre Agassi – Open

1404741349aagcdkDet er et lotteri at læse biografier. Kendte mennesker har ikke nødvendigvis spændende historier at fortælle, og gode fortællinger kan skrives i håbet om at tjene nogle lette penge. Heldigvis er der vinderlodder i ethvert lotteri, og i den henseende er Andre Agassis selvbiografi en præmie af de større. Faktisk er det en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst.

Open fremstår som en hudløst ærlig fortælling om en af tennissportens største spillere nogensinde. Grundhistorien er i sig selv interessant, men Open gemmer på meget mere end fortællingen om manden, der som barn fik stukket en ketcher i hånden af sin far og fik at vide,  at han skulle være verdens bedste tennisspiller. Open handler om en mand, der har vundet de fire største tennisturneringer, guld ved OL samt et utal af andre priser. Det er fortællingen om Aggasis udvikling som spiller og menneske, fra før han blev professionel som 16-årig, og til han stoppede karrieren 20 år senere.

For folk som mig, der kun vagt husker ham fra hans aktive karriere og for folk, der måske slet ikke interesserer sig for tennis, er der næsten endnu mere at komme efter. Min oplevelse af mandens historie blev i hvert fald kun bedre af, at jeg stort set intet vidste om ham, da jeg første gang læste bogen for et par år siden. Jeg er siden vendt tilbage til den igen og igen, fordi det ikke bare er historien om en dygtig sportsmand. Det er heller ikke bare en fantastisk velskrevet fortælling om en særdeles intelligent mand, der faktisk virker til at have andet på hjerte end blot at tjene de penge, hans biografi nu engang har tjent ham.

Som professionel tjente han mere end 30 millioner dollars i præmiepenge alene, så økonomien har ikke nødvendigvis været motoren for bogen, og havde det været det, er jeg vis på, at værket havde været noget mere kedeligt. Noget mindre spændende og markant mindre overraskende. Overraskelsen kommer hurtigt, og gennem bogen fastholder hovedpersonen stædigt, at han hader tennis. Han har hadet sporten, så længe han kan huske og vil for altid have et ambivalent forhold til spillet, der gjorde ham kendt over hele kloden og for altid nedskrev hans navn i historiebøgerne.

Det lyder måske som en gimmick og som noget, den store sportsmand har fundet på for at sælge en masse bøger. Men holdningen gennemsyrer fortællingen, og Agassi hudfletter sig selv igennem bogen. Han lægger ikke fingre imellem i beskrivelserne af sine egne fejl, og han holder sig ikke tilbage i beskrivelsen af hverken hans far eller hans første trænere. Agassis had til tennis er omdrejningspunktet for historien og for hans liv, og bogen handler i høj grad om, hvorfor han blev ved med med at spille, og hvorfor han i dag huskes som en af de bedste tennisspillere i historien.

Fortællingen er nemlig meget mere end den bombastiske udmeldning. Det er en beretning om et stort talent og om et barn, der meget, meget hurtigt blev kastet ud i de voksnes verden uden at have nogen at støtte sig til. Det er historien om Andre Agassis sportslige karriere og hans personlige liv, og det taler til bogens fordel, at begge dele er lige spændende. Hans forpinte forhold til faderen, der havde svært ved at forene kærligheden til sønnen med drømmen om at se selvsamme søn vinde titler og være den bedste. Forholdet til broderen, trænere, kærester, fans, venner og pressefolk. Det hele bliver vendt og drejet, og han holder sig aldrig tilbage i kritikken af sig selv. Det er velskrevet og velfortalt i fællesskab med J. R. Moehringer. Jeg aner ikke, hvem der har ført pennen af de to, men slutresultatet af en fremragende fortælling om et stort talent, der brugte år af sin karriere på at finde frem til en flig af kærlighed til den sport, han var ufatteligt god til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *