Svalens Graf

Svale-Bog-tst-28b
Marie Skovs lovende forskerkarriere kollapser, da hendes professor begår selvmord, og hun står alene med en kontroversiel ny viden om børnevacciner. Samtidig begynder hendes pæne familie at gå i opløsning, hun bliver syg og midt i kaosset skal hun finde mod og styrke til at redde tusindevis af menneskeliv, ikke mindst sit eget.

Sissel-Jo Gazan fik stor opmærksomhed med romanen Dinosaurens Fjer, som hun skrev da hun kun var 35. Det var en videnskabskrimi om palæontologi og mord, og den var faktisk ganske god. Lidt tyndbenet, måske, og morderen afslørede sig selv halvvejs inde i bogen.

Fem år senere udgiver Gazan Svalens Graf, og man må i den grad sige at konen er vokset med opgaven. Helt vildt.

Vi er igen i samme genre, videnskabskrimien, hvor der sker noget uldent i forskermiljøet. Gazan beskriver miljøet med en elegant ægthed, der skyldes at hun udover at være forfatter af krimier også har en cand. scient i biologi og altså kender det her forskermiljø ud og ind. Det gjorde hun naturligvis også i Dinosaurens Fjer, men i de mellemliggende fem år har Gazan udviklet et dybt imponerende talent for at skrive mennesker.

Jeg er jo begyndt at læse en del krimier på det sidste, og fælles for mange af dem er, at personerne træder i baggrunden i forhold til gåden. Det er mere interessant at regne ud, hvor Klaus var i lørdags end at høre om hans problemer med konen. Gazan vender det hele på hovedet og skaber nogle personer, man bare vil høre mere og mere om, efterhånden som lagene skrælles af deres historier.

Vi følger skiftevis politimanden Søren Marhauge, der efterforsker det, der ved første øjekast ligner et selvmord, og Marie Skov, der er forsker og står med nogle ret vigtige informationer, som nogen øjensynligt forhindrer hende i at offentliggøre. Dermed følger vi også Marhauges noget anstrengte forhold til kæresten Anna og hendes barn Lily, og den ekstremt dysfunktionelle familie Skov, der har en containerfuld skeletter stuvet væk i skabet. Da det så også viser sig, at Søren og Marie er vokset op på samme vej, bliver der virkelig basis for at rippe op i fortidens synder.

Bogen er lidt af en klods på 471 sider, og Gazan har givet sig god tid til at fordybe sig. Ikke så meget i selve krimigåden, selvom den får plads nok, men i familierne. Det lyder på overfladen ret kedeligt, men når hun gang på gang søsætter halvtreds siders baggrundsfortælling om en person eller hændelse i familiens fortid, er det så sindssygt medrivende, at man glemmer alt om, at man jo egentlig er i gang med at opklare et mord. Det er så godt skrevet, at hvis man rev hele krimi-halløjet ud af bogen, ville den stadig være en hamrende god oplevelse at læse.

Det imponerende ved Gazans personer er, at ingen af dem er karikerede. De er mennesker af kød og blod, og de gør komplet fornuftige ting i forhold til den situation, de befinder sig i. De krakelerede sind beskrives med en nænsomhed, der nærmest er kærlig, og opmærksomheden på de små detaljer hører til hos en forfatter, der har set og gjort meget i livet. Gazan virker ganske enkelt for ung til at fremstille så gennemførte personer, men nu er jeg jo nok bare misundelig. Resultatet er i hvert fald, at man ikke behøver parkere sin kritiske sans ved døren, og derfor lever sig mere ind i stoffet, når man ikke bliver konfronteret med rigmænd i Nordsjælland, der holder sorte slaver, spiser rå kyllingehjerter til morgenmad og skyder hovedet af strudse med armbrøste for sjov, som tilfældet desværre er i Jussi Adler-Olsens Fasandræberne.

Krimigåden, som jo er bogens egentlige omdrejningspunkt, selvom man glemmer det fra tid til anden, er også virkelig godt skruet sammen denne gang. I Dinosaurens Fjer var antallet af mistænkte hurtigt barberet ned til én person, og så skulle man ellers bare vende sider til slutningen var nået. I Svalens Graf er der i den grad rådet bod på det problem: Man mistænker alle. Hele tiden. Ikke fordi hele banden render rundt og opfører sig dybt suspekt, men fordi der hele tiden bliver skrevet en lille tvivl ind, og fordi alle har deres egne motiver, som godt kunne falde i hak med den centrale gåde.

En fællestræk ting for mange krimier er, at al handling i bogen er relevant for at løse gåden. Gazan har droppet den kliché og i stedet fyldt bogen med det inferno af information og hændelser, som det virkelige liv består af. Der sker en masse forskellige ting, noget har relevans for gåden, noget har relevans for noget andet og noget er bare personfnidder. Præcis som i virkeligheden. Tænkehatten skal skrues godt fast, mens man prøver at sortere tingene og lægge dem i de rigtige kasser, og det er rigtig interessant. Én ting er at løse mordgåden, en anden er at finde ud af, om Mads virkelig døde af meningitis som tre-årig. Eller om Anna ligger og knalder med Anders T. i et sommerhus eller ej. Eller om Jesper har stjålet propofol fra hospitalet. Eller om Julie har slået sin mor ihjel. Eller om Henrik er på coke.

Strisseren Søren er heldigvis heller ikke den typiske udkørte, overarbejdende, drikkende, rygende, hårdkogte negl, der er gift med jobbet og kun kommer hjem længe nok til at undgå en skilsmisse, som man har for vane at møde i krimilitteraturen. Han starter faktisk med at sige sit job op og triller rundt med sit femårige delebarn på armen mens han tænker over livets muligheder. Jovist får han travlt senere, men ikke mere end vi andre har på jobbet, og det virker langt mere vedkommende med en helt, man rent faktisk godt kunne forestille sig være én selv. På samme måde ser jeg ingen hindringer i at de kvindelige læsere identificerer sig med bogens anden hovedperson Marie Skov, der er sygemeldt fra studiet og prøver at få sit liv med søn og mand til at hænge sammen på trods af en alvorlig sygdom og en virkelig fucked up familie, der har gemt alt det beskidte vasketøj væk bag en hyggelig parcelhusfacade på Snerlevej.

Bogen følger skiftevis Søren og Marie og er skrevet i første person, så vi virkelig kommer ind under huden på dem og følger deres tanker. De får nogenlunde samme plads i bogen, og det bliver ganske smukt når deres handlingstråde mødes og filtres ind i hinanden.

Da jeg begyndte på Svalens Graf havde jeg lige lukket sidste side af Jussi Adler-Olsens Journal 64; det fjerde bind i Afdeling Q-sagaen, og allerede efter et kapitel i selskab med Gazan var det næsten pinligt at tænke tilbage på Jussis en-dimensionelle personskildringer og evindelige og ubehjælpsomme forsøg på at få Carl Mørck til at sige noget sjovt. Gazan er i en helt, helt anden klasse, og med Svalens Graf tør jeg godt sige, at hun har taget pladsen som Danmarks bedste kriminalforfatter – ikke fordi jeg har læst så meget i genren endnu, men fordi jeg tror det bliver overordentligt svært at toppe denne præstation. Muligvis vil de uvaskede masser stadig foretrække det årlige brag af hæsblæsende action og totalt psykopatiske gerningsmænd (og -kvinder) i Afdeling Q-bøgerne, men vil man have noget mere end bare popcorn og tomme kalorier, vil jeg henlede opmærksomheden på Gazans eftertænksomme og detaljerige mesterværk.

Hvis kvaliteten er på dét niveau, gør det ikke noget, at man skal vente fem år mellem udgivelserne. De næsten 500 tætskrevne sider blev høvlet igennem på en enkelt weekend, hvor jeg forsømte alt andet end at vende siderne. Det er meget få værker, der kan fænge så voldsomt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *