High Fidelity

Da jeg var knægt var det almen viden, at en nørd var en, der rodede med computere, og at den eneste måde en nørd kunne blive voksen på, var at træde ud af nørd-rollen. High Fidelity viser os, at det er løgn. Det varer nu nok lidt, før jeg vil efterprøve det.

Dengang jeg var knægt var en nørd sådan en, der rodede med computere og ikke var en de fine og checkede mængede sig med. Vi nørder tog navnet til os, og da vi så blev magtfulde og rige nok til at vi ikke længere kunne ignoreres, erklærede vi at “nørd” faktisk var et positivt udtryk. Eller også fantaserer jeg bare igen.

Noget andet der galdt dengang i firserne var, at hvis man skulle være populær eller for den sags skyld bare et rigtigt menneske, så måtte man træde ud af nørd-rollen. En film som Can’t buy me love er et glimrende eksempel på denne vrangopfattelse. Weird Science (Tast mig, jeg er din) er et andet.

High Fidelity rydder lidt op i denne verden. Tre af filmens hovedpersoner er uden skyggen af tvivl nørder, men de er plade-nørder. De lever og ånder for nålens skratten over den rillede vinyl, og de håner enhver, der ved mindre end dem. Og alle tre vokser de op i løbet af filmen uden derved at true med at aflægge sig det nørdede.

Rob ejer pladebutikken, som de tre arbejder i, og han taler meget til kameraet. Det er set før, men det er typisk i mere rene komedier end denne (Lad os med ærefrygt huske hvor godt det blev gjort i Ferris Bueller’s day off (Den store pjækkedag). Men da Rob spilles af en af Hollywood’s absolut største stjerner (synes jeg i hvert fald), John Cusack, som jeg første gang “mødte” i den lækre komedie Better off dead… og de sidste år er blevet enormt betaget af på grund af præstationer som Grosse Point Blank og Being John Malkovich, holder det i denne halvseriøse, men meget morsomme film. Ufatteligt. Hans kærlighedsliv ligger i ruiner, efter at Laura (Åh, skønne Iben Hjejle, du giver mig altså hjertekvababbelse) har forladt ham, og vi ser hvordan han gør status over sine forskellige tidligere forliste forhold (“Hvad? En nørd med kærester? Oprørende!”, siger du sikkert nu, men Rob er ikke helt en af os – han blev først for alvor nørd, da han røg ud af skolen.)

Filmen er et af de sjældne eksempler på film-film. Altså film, hvor mediet bruges på en måde, som kun kan gøres på film. Alt for mange film er snorlige fortællinger, der prøver at efterabe et romanoplæg, mens High Fidelity, der ellers er en filmatisering af en roman, laver nogle ting, som virkelig kun kan gøres på film. “Tale-til-kameraet”-effekten er en af dem. Nogle teoretiske overvejelser, som Rob gør sig om hvad Laura og hendes nye kæreste foretager sig og hvad han selv ønsker at gøre ved denne kæreste er en anden.

Jeg har desværre ikke selv læst romanen High Fidelity af Nick Hornby, men var i biografen med en, der havde, og han fortalte, at et var en meget tæt og vellavet filmatisering. Det er vi jo ikke vant til heller.

Jeg ville egentlig gerne have givet denne film seks stjerner, men jeg slår lidt koldt vand i blodet, for inderst inde ved jeg godt, at min fascination af henholdsvis Iben Hjejle og John Cusack spiller ind her, og det er ikke alle, der har det på samme måde. Men de fem stjerner har den fortjent. Sjældent har jeg siddet med en så rar fornemmelse i maven og set på rulletekster efter en film.

Og så lidt trivia: Vidste du, at det gode danske ord “nørd” blev opfundet af Kim Schumacher, da han oversatte Revenge of the nerds? Hvad skulle han ellers kalde dem?