Press Play on Tape LIVE

Press Play on Tape – The Commodore 64 Revival Band, som deres fulde navn lyder, matcher denne profil. Alt hvad de spiller er gamle 64’er-spil-melodier udsat for moderne instrumenter i stedet for den gode gamle SID-chip. Der er andre bands, der laver den slags, men så vidt jeg har gennemskuet er de allesammen techno-grupper – og jeg kan ikke rigtig kapere denne genre – og langt fra alle spiller live.

Press Play on Tape spiller rock. Og de spiller live. Det gør de ganske vist ikke så tit, men de gør det.

Så vidt jeg er informeret har de faktisk kun spillet live til en julefrokost på DIKU, hvor de alle har haft deres gang i en årrække og til The Party 2000, hvor bandets medlemmer også var at finde i den konstant vindende gruppe hybris/NEMESIS.

Onsdag 17. oktober var det så tid til den første “rigtige” koncert på Kaf-Caféen i København. Jeg havde hyret tre af mine venner til at holde mig med selskab mens arrangementet stod på, og der var skam også en af dem, der faktisk dukkede op. Trods talrige reminders havde de andre to formået at glemme det. Det var nu også godt det samme, for der var mødt rigtig mange mennesker op. Så mange, at Kaf-Caféen til sidst måtte lukke dørene og lade omkring 100 geeks gå skuffede hjem. Man må håbe at et større spillested vil lukke Press Play on Tape indenfor snart.

Vi havde aftalt at møde op kl. 21.45, tre kvarter før koncerten skulle starte, for at sikre os en siddeplads. Vi var unge og naive. Allerede på det tidspunkt var det en kamp at nå op til baren efter cola. Jeg vil i øvrigt tro, at Kaf-Caféen solgt mere Coca-Cola end de plejer denne aften, hvis ellers nørderne har opført sig som nørder bør.

Ventetiden gik med at stå og småsludre og hilse på nørder fra min fortid, som også var mødt op.

Klokken 22.30 blev der sat en musikvideo på storskærmen med en eller anden indisk udseende gut. Jeg fandt aldrig helt ud af hvad det gik ud på, men det så morsomt ud. Jeg vil tro, at det havde mest at gøre med aftenens andet navn, som jeg har glemt. Kort efter kom Press Play on Tape på scenen og gik i gang med deres show.

Under de første to numre stod jeg mest og kiggede på storskærmen, som viste sekvenser fra hhv. Warhawk og Ghosts’n’Goblins, mens de respektive melodier blev spillet, men ved tredje nummer, Beyond the Ice Palace var bandet tøet lidt op og begyndte at opføre sig særdeles hjemmevant. Beyond the Ice Palace‘s musik skifter mellem hårde rock-sekvenser og næsten klassisk klimbren, og bassist Uffe Friis Lichtenberg (som også præsenterede de enkelte numre) og de to guitarister, Jesper Holm Olsen og Martin Koch, skiftede frem og tilbage mellem positurer, der lignede henholdsvis en mentalt retarderet rock bulldog og en konservatorieuddannet guitarist. Særdeles underholdende.

Til Rambo-musikken tog flere af bandets medlemmer bandanaer på og til Outrun var det Hawaii-blomsterkæden, der kom frem hos keyboard-spiller André Tischer Poulsen.

Selve numrene forløb stort set uden problemer. Af og til lød det til at enkelte instrumenter kom lidt ud af takt, men det meste af tiden var der intet at udsætte. Jeg vil specielt rose udførelsen af musikken fra Paperboy, som var udformet som en lille duel eller musiklektion, hvor keyboard-spiller Theo Engell-Nielsen ved hjælp af et forfærdeligt lille bærbart keyboard “lærte” guitarist Jesper Holm Olsen at spille temaet. Den lille Aztek Challenge-dans var også sød (duk-to-tre-fire hop-to-tre-fire), men vel egentlig ikke argument nok for at tage en ret ligegyldig og ukendt melodi med.

Alle i bandet havde deres 15 clockcycles i rampelyset, kun trommeslager Søren Trautner-Madsen var meget anonym, gemt af vejen i baggrunden som han var.

Uffe Friis Lichtenberg var god til at præsentere de 13 numre vi skulle høre og ventede behørigt på at jublen skulle lægge sig, hver gang han nævnte, at det næste nummer var skrevet af Rob Hubbard. Muligvis brugte han lidt vel lang tid på at forklare hvad et givent 64’er-spil gik ud på for eventuelle tilstedeværende, der ikke kendte denne pragt-maskine. Jeg tvivler på, at sådanne ville gå til denne koncert, og hvis de var der, at de ville interessere sig særlig meget for, hvad nørder brugte deres tid på for 15 år siden. Beskrivelsen af Wizardry som en tidlig forgænger til Diablo var dog lige i øjet. Der var indskudt en gammel TV-reklame for Commodore 64 i showet for at tilføje lidt krydderi. Den fik vi at se to gange. To forskellige havde nok været sjovere, men det er en petitesse.

Jeg kunne også godt have ønsket mig, at Thing on a Spring, Commando Hi-Score, One man and his Droid eller andre mere kendte melodier havde taget pladsen fra melodier, som jeg finder ret uinteressante (okay, som jeg ikke kendte!) som Aztek Challenge, Wizardry og Master of Magic.

Nå ja. Så kunne jeg også godt have ønsket mig, at 64’erens grafik ikke var så ynkelig at se på her i år 2001, men det er ikke bandets skyld.

Min ledsager fandt, at der var skruet lovlig højt op for lyden. Inde i lokalet var jeg uenig, men den skarpe hylen i mine ører, da jeg kom ud, talte sit eget sprog.

Alt i alt synes jeg, at Press Play on Tape‘s live-optræden var en skøn oplevelse og en flot debut i café-miljøet. Bandet leverede præcis den vare, rent musikalsk, som jeg havde ventet og de overraskede mig med deres hjemmevante sceneoptræden. Jeg hænger og svæver frem og tilbage mellem fire og fem stjerner, men vælger at tilgive småfejlene og gå op til fem. Var det den tiende koncert de gav med dette resultat var det nok blevet fire stjerner i stedet.

Se også bandets hjemmeside, hvor der blandt andet er smagsprøver på en kommende studie-CD. Den har Thing on a Spring med, så den skal jeg have.