Mission: Impossible 2

Da John Woo arbejdede i Hong Kong lavede han nogle fantastiske film, der kulminerede i den fænomenale Hard Boiled. Men Hollywood fik øjnene op for actionballet-instruktøren og assimilerede ham. Senere har Woo præsenteret os for middelmådige actionfilm som Hard Target, Broken Arrow og Face/Off, skræddersyet som salgbart produkt til en teenage-generation for ung til at kende forskel på flotte billeder og kvalitet.

Med Mission: Impossible 2 fortsætter Woo i præcis samme fure. Der er absolut intet nyt under solen; filmen er proppet med klichéer der burde være forbudte efter The Matrix viste at actionfilm både kan være smukke og intelligente. Vi har biljagter, motorcykeljagter, nævekamp og Rambo-skydning (hvor Cruise, med lukkede øjne, ryggen til og ét skud, kan ramme fem hysterisk skydende bad guys. Der er naturligvis ingen af dem, der rammer ham).

Den første Mission: Impossible havde en god handling, hvor man spændt sad og gættede med. I denne udgave har man udvandet handlingen til det latterlige, muligvis for at appelere til et yngre publikum: Videnskabsmand udvikler Ebola på dåse og en tilsvarende modgift. Bad guys stjæler begge dele og prøver at afsætte det til pengegrisk medicinalfirma. Tom Cruise forpurrer planerne samtidig med at han forelsker sig i nutella-skønheden Nyah. For at gøre det lidt spændende for dem med en IQ på under 50, har Woo genbrugt halvdelen af handlingen fra Face/Off, da castet konstant imiterer hinanden med masker. Har du åndsevne nok til at blinke med øjnene og trække vejret samtidigt vil Mission: Impossible 2 være et studie i hvor forudsigelig en film overhovedet kan gøres.

Kan man lægge hjernen i skjortelommen og ignorere kvalmen over det sygeligt dårlige plot og genbrugets smertefulde hæmorroide, står man tilbage med de patenterede John Woo action-sekvenser, dog flottere end nogensinde. Den sidste halve time af filmens to timer byder på en intens motorcykel-jagt, der kulminerer i filmens eneste nyskabelse: Et virkelig flot koreograferet håndgemæng, klart inspireret af Tekken og dens lige.

Skuespillerpræstationerne er, bortset fra Cruise, middelmådige. Anthony Hopkins keder sig som Mission Commander Swanbeck, en rolle han kan spille i søvne. Ving Rhames spiller tech-guy Luther, der brokker sig over at træde i fåremøg med sine nye Gucci-sko og granatbomber en bil, fordi skurken tillod sig at skude hul i hans Versace-jakke. Det er pinligt at se på, når man husker ham som Marcellus “I’m pretty fucking far from okay right now” Wallace i Pulp Fiction og Buddy i Out of Sight. Thandie Newton er enestående smuk, men kan ikke skuespille sig ud af en våd papkasse, så hun får lov til at smile det meste af filmen igennem. Cruise, der har co-produceret filmen, spiller dog til et 13-tal. Gang på gang må jeg modstræbende overgive mig: 80’er-flødebollen fra Cocktail er altså en rigtig god skuespiller.

På bundlinien er Mission: Impossible 2 en manifestation af behovet for fornyelse i action-genren. Lad være med at spilde din tid på den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.