Airblade

Tony Hawk tager tilbage til fremtiden og låner Marty McFly’s hoverboard. Så tager han navneskifte til Ethan og får sig en ny ven, der selvfølgelig er stupid nok til at få sig selv kidnappet. Hvad kan man gøre…?

Criterion har aldrig rigtig haft et kæmpehit blandt sine spiludgivelser. Til gengæld har deres produkt, Renderware, altid været et stort hit hos udviklere over hele verden. Renderware er et såkaldt stykke “middleware”, som (kort sagt) overtager en stor del af det kedelige arbejde ved at programmere et spil, så man kan koncentrere sig om den kreative del af processen, og så (måske) lave et bedre spil.

Grand Theft Auto III er eksempelvis et spil, som har draget enorm fordel af Renderware, ligesom Criterions forrige spil også benyttede sig af teknologien. Trickstyle hed dét, og det udkom til Dreamcast for 2-3 år siden. Som Airblade var dette ligeledes et hoverboard-spil, der dog desværre ikke blev nogen stor succes, idet Tony Hawk kom og stjal al opmærksomheden. Motoren bag Trickstyle var (og er) meget avanceret, og da man ikke bare smider den slags superkode ud, besluttede Criterion sig for at benytte den igen til deres første store satsning på PS2.

Istedet for at lave endnu et racerspil (som Trickstyle var), har Criterion denne gang valgt at lave et spil med mere frie grænser, og med et plot. Således har Ethan opgaver han skal klare på hver bane, før han kan komme tættere på at frelse sin kidnappede ven Oscar. 3-4 forskellige opgaver skal løses på hver bane indenfor et givent tidsrum, og der er ikke tid til at stoppe op og lugte til roserne. Således flyver man febrilsk rundt, på ramper, tage, gelændre m.v. og forsøger at slå vagter bevidstløse, smadre skilte, overvågningskameraer m.v., samtidig med at man laver forskellige halsbrækkende tricks. Derved belønnes Ethan nemlig med turbofart, der er absolut nødvendig for at gennemføre banen i tide. Det er både sjovt og hektisk, men netop fordi man konstant har så travlt, kan spillet let føles både for svært og uretfærdigt, hvilket jeg vil komme ind på nedenfor.

Airblade er ellers tæt på perfektion på en lang række punkter: Grafikken er intet mindre en sublim med en utrolig klarhed og en varieret brug af farver. Man kan sammenligne look’et med The Bouncer, både hvad angår selve spillet og hvad angår mellemsekvenserne (der også er lavet af spillets egen motor, real-time). Hvert område er utroligt detaljeret med gelændre, mure, lygtepæle o.lign. over det hele, som man kan glide på og svinge sig rundt i. Karakteranimationen er også af meget høj kvalitet, og alle de spilbare figurer (6 ialt) har forskellige features (Ethan bærer f.eks. en taske) og deres animation er superb. Opdateringshastigheden er stabil og høj, som den bør være i et fartfyldt spil, og musikken hader jeg lige så meget som den i Tony Hawk – men jeg er nok bare ved at være gammel.

Der er dog større problemer end musikken. Repetiviteten ved at skulle gennemføre 95% af samme bane igen og igen, fordi man ikke når alle opgaver i tide, er nok det største irritationsmoment. Frustration over kameraets undertiden underlige adfærd vil også vise sig hos de fleste. Det har nemlig en tendens til at vise spilleren skråt nedefra, mens man er igang med et hop, så man har svært ved at placere sin landing præcist. Endelig skal der ikke så meget til, før man falder af sit hoverboard, og da det tager ca. 5 sekunder at komme op på det igen, kan et enkelt (uretfærdigt?) fald være forskellen på succes og fiasko. Jeg gætter på, at Criterion har prøvet at opveje de kun 6 baner med “sværhedsgraden”, der er iboende i den stramme tidsfrist, men det forlænger altså ikke nydelsen ved spillet, kun frustrationen.

Disse mangler forsvinder dog som dug for solen, hvis man har et ekstra joypad og en ven ved hånden. Af multi-player muligheder kan jeg bl.a. nævne “Show Off Mode”, hvor man skal udføre tricks om kap med sin modstander; “Ribbon Tag Mode”, hvor man skal fange et kulørt bånd, som så flagrer efter spilleren (og vokser sig længere) indtil den anden spiller fanger det, og rollerne skifter; og “Party Mode”, hvor op til 8 spillere efter tur får 1 minut til at score flest point, hvorefter dén med færrest point udgår, indtil kun én er tilbage.

Spillet ville således have scoret én stjerne mindre, hvis det ikke var for de mange ekstra spil-muligheder, en sjov “Making of…” video, samt en lækker “Stunt Attack Mode” (låses op, når spillet gennemføres), hvor man skal udføre nogle vanvittige stunts og tricks for at bevise, at man har kontrol over brættet.

Criterion har således atter bevist, at de mestrer teknologien til fulde, men når det kommer til gameplay mangler de stadig lige det sidste “oomph”.