Mario & Luigi: Bowser’s Inside Story
Det har taget næsten fire år, men nu er AlphaDream endelig tilbage med en efterfølger til det roste Partners In Time. Denne gang er der ikke hjælp at hente i sine yngre spejlbilleder fra fortiden, så i stedet må Mario og Luigi alliere sig – ufrivilligt – med en noget så usædvanlig partner som Bowser, der uheldigvis har spist noget, han ikke kunne tåle. Nemlig Mario og Luigi.
Blorb, blorb
Det hele starter med en decideret svampeforgiftning, der får alle kongerigets svampe til at svulme op til såkaldte “Blorbs”, som ikke kan gøre meget andet end at rulle rundt og være i vejen. Misdæderen, som er ansvarlig for den dåd (ved at sælge subtilt navngivne “blorb svampe” til vores svampehoveder), er kendingen Fawful, der er på banen igen med en ny plan om at overtage verdensherredømmet. For at nå dét mål ser han sig også nødsaget til sætte Bowser ud af spillet, hvilket han gør ved at lokke vores beskjoldede ven til at spise en anden svamp, der transformerer ham til en omvandrende kæmpestøvsuger, med dertil hørende sugeevne.
Der går da heller ikke mange minutter, før vi ser resultatet af denne svamp, og ind suges Mario, Luigi, Princess Peach og det halve svampekongerige, som i processen bliver minimaliseret og spredt for alle slipvinde i hans kadaver. Selvom det kunne virke som en virkeliggjort fantasi fra Bowsers side at spise selveste Mario, så bliver prisen for dette måltid, at Fawful smider vores gule ven i en grotte og besætter hans slot, hvorfra han har i sinde at styre sine nye undersåtter.
Mario og Luigi må nu samarbejde med Bowser for at undslippe dennes fordøjelsessystem, og det samme må Bowser, hvis han vil have sit slot og sit helbred tilbage. Lad eventyret begynde.
2×2 = 3
Jeg har desværre ikke spillet Partners In Crime selv, men hvis man tager Anders’ uddybende anmeldelse og blot udskifter afsnittene om hovedpersoner og plot, så ville det i brede træk gå an som en anmeldelse for Bowser’s Inside Story. Gameplay, spilteknik, grafik og struktur er direkte løftet fra det foregående spil. Ja, selv det nævnte specialangreb, hvor Mario og Luigi skiftes til at sparke et skildpaddeskjold ind i fjenderne er medtaget. Nye fans kan også sagtens starte her, da der ligeledes stadig er en alenlang tutorial på plads i spillets første par timer, hvilket burde glæde de yngre spillere mindst lige så meget, som det vil irritere garvede RPG-fans.
Det gør dog absolut intet, at den grundlæggende lighed til det forrige spil er stort, da samspillet mellem vores usandsynlige frelser og de indspiste brødre fungerer glimrende og samtidig tilbyder en helt ny historie. Bowser belejrer øverste skærm på DS’en, hvorfra han forsøger at finde hjem til sit slot for at få hævn, mens brødrene triller rundt nedenunder og venter på at kunne hjælpe til, når vejen er blokeret eller overmagten for stor. Sidstnævnte kan nemlig til dels afhjælpes ved, at Bowser suger sine fjender ned i maven, hvor de kan få drøje hug af vores blikkenslagere – eller blot mørnes lidt inden de igen sendes ovenpå til den afsluttende afklapsning.
Kampene er en blanding af taktik og action, idet det bestemt ikke er nok blot at vælge det rigtige angreb fra en liste og så lade vores hovedpersoner klare resten. Nej, reflekser og timing i både angreb og forsvar er mindst lige så vigtig som opgradering af ens evner og angrebsmønstre undervejs, og man er ikke langt henne i spillet, før kampene nødvendigvis inddrager alle tre hovedpersoner i et kontrolleret kaos, der er så kendetegnende for et Nintendo RPG “Lite”.
Turtle Bits
Når trioen ikke er i kamp, kan og skal brødrene også hjælpe til med Bowsers interne kloakering, om man så må sige. Bowser er nemlig ikke så stærk og adræt, som han muligvis selv går og tror, så derfor må buksetroldene bevæge sig rundt i hans krop og hjælpe til, når det kniber. Muskler kan eksempelvis påvirkes, så Bowser får nok kræfter til at fjerne forhindringer på sin vej, og det er da også drengenes fortjeneste, at Bowser får sin elskede flammeånde tilbage, som han mistede, da han spiste den famøse svamp.
Fantasien stopper heller ikke ved den eventyrlige historie, idet udviklerne samtidig har fundet plads til glimtvis og fantasifuld brug af DS’ens mikrofon og stylus i flere af Bowsers kampe og specialangreb, foruden enkelte opgør hvor maskinen skal holdes på højkant som en bog. Rytmebaserede minispil dukker også op fra tid til anden, og selvom frekvensen på ovenstående er lav, så kommer det akkurat så ofte, at den mere traditionelle styring sjældent bliver for monoton.
2D lever stadig i bedste velgående, og spilserier som Mario & Luigi er unægteligt foregangsmænd i at begrave onde rygter om det modsatte. Med en lige så overbevisende og gennemført lydside og en ofte ganske humoristisk dialog – foruden den særprægede, visuelle humor, som sprites tilbyder – er Mario & Luigi: Bowser’s Inside Story et bundsolidt RPG, der kan nydes af en bred målgruppe. Kun de (unødigt) grundige tutorials og en tendens til lidt langtrukne bossopgør trækker en anelse ned i et helhedsindtryk, der skinner som en lysende Starlow.