Vision of Escaflowne vol. 1 & 2

Dette er en samlet anmeldelse af de to første udgivelser af Escaflowne-serien:
–The Vision of Escaflowne vol. 1: Dragons and Destiny (episode 1-4)
–The Vision of Escaflowne vol. 2: Betrayal and Trust (episode 5-8)

Hitomi er en ganske normal pige, der går i high school. Hun lever et liv uden andre bekymringer end lektier, sport og sin første forelskelse. Med andre ord “standard stuff”. En dag under løbetræning sker der dog noget besynderligt. Hitomi får pludselig et syn af en ung mand med et sværd. Ikke ligefrem det, de fleste tænker på under deres løbetræning og Hitomi bliver da også behørigt overrasket (det manglede også bare). Hun ville sikkert have fejet det af, hvis ikke bemeldte kriger var kommet til syne igen senere, denne gang i levende live. Hitomi ville på dette tidspunkt nok have søgt psykologhjælp, hvis ikke lige hun var blevet teleporteret til parallelverdenen Gaea sammen med krigeren, som præsenterer sig som Van, konge af et lille land ved navn Fanelia. Fanelia er ved at komme i klammeri med det onde Zaibach Imperium, der af en eller anden grund har et godt øje til Escaflowne; en ældgammel kamprustning i kongefamiliens besiddelse. Hvem sagde det var enkelt at gå i skole…?

Det er det grundlæggende plot for Escaflowne-serien og synes man det lyder bekendt, kan jeg kun sige “JA, og har du et problem med det?!”. Det har jeg i hvert fald ikke. Temaet er brugt før i utallige science fiction og fantasyhistorier, men sjældent er det set så godt som her. Escaflowne er en af de mest populære serier indenfor anime og det forstår man godt.

Det der gør Escaflowne-serien til noget særligt er, at den blander flere genrer. I starten af første episode tror man, at her har vi en shoujo anime, der handler om high school-forelskelse. Den opfattelse taber man dog hurtigt på gulvet, da Hitomi havner i Gaea, der har alle de typiske træk fra fantasy genren; drager, magi og ædle riddere. Men så er der jo også lige de monsterstore rustninger ridderne bruger (guymelefs), der gør at det også er et mecha show. Det’ jo hele tre ting… det går da virkelig ikke, eller hvad? Er du vimmer hvor det bare holder hele vejen igennem! Historien, der er skrevet af Shoji kawamori (Macross Plus), er virkelig spændende og hver eneste episode på de to første udgivelser slutter med cliffhangers, der gør at man hungrer efter mere. Det fantastiske persongalleri gør også sit til at holde interessen ved lige.

Vi har brushovedet Van, den unge konge af Fanelia, der som den eneste kan bruge den frygtindgydende Escaflowne, hvilket da også sætter ham i Zaibach’s søgelys. Allen er den frygtløse ridder, som Hitomi straks forelsker sig i. Merle, der leverer mange sjove scener, er kattepigen, der trofast følger sin elskede “Van sama” i tykt og tyndt. “Men hvad med de onde?”, spørger i sikkert. Ingen dramatisk film eller serie kan klare sig uden en virkelig gennemført ond skurk og Escaflowne kan bryste sig af at have hele to af slagsen, som er lige så forskellige som dag og nat. Zaibach hærføreren Folken er ultracool, mystisk og har en spændende fortid vi langsomt indvies i. Han står i skarp kontrast til sin kollega Dilandau, der er sadistisk stjernepsykopat uden tanke for andet end vold og ødelæggelse. Og til sidst er der jo Hitomi. En tilsyneladende normal pige, der af og til får syner hun ikke selv forstår. I løbet af disc 1 lærer vi alle personerne at kende og snuser lidt til de enkeltes fortid. Disc 2 uddyber det og kommer også med et par ganske vigtige afsløringer, men man mærker tydeligt at der er mere i vente.

Seriens japanske cast skal virkelig have ros. Alle stemmerne er gode, vigtigst er selvfølgelig Maaya Sakamoto (Hitomi), der gør et fremragende stykke arbejde i det, der var hendes debut i anime. Joji nakata (Folken) er perfekt og Dilandaus kvindelige seiyu Minami Takayama har jeg den dybeste respekt for. Hun er fantastisk.

Rent visuelt er det en flot serie. Karakterdesignet er interessant, med de spidse næser vi kender fra Macross Plus og parallelle streger under øjnene af og til som i Outlaw Star. Det er generelt udemærket. Designs af maskiner, steder og ikke mindst Escaflowne selv, er rigtig flot tegnet. Animationen er i den pæne ende det meste af tiden, og i kampscenerne lader det ikke OVA’er meget efter. Det gælder for alle 8 episoder på disse de to første discs. Holder det resten af denne 26 episoders serie vil jeg klappe i mine små fedtede hænder af fryd. Sådan burde alle anime tv-serier være. Eneste kritikpunkt visuelt er overførselen, der kunne have været bedre. De mørke scener på disc 1 lider under halvdårlig komprimering og der er også en del regnbuer ved de lige linjer af og til. Det er ikke så slemt, at det distraherer betydeligt og det er heldigvis også blevet bedre på disc 2. Den er ikke perfekt, men jeg kan godt leve med det, hvis resten af serien ser ud som den.

Hvad med Musikken? Tja, Yoko Kanno (Macross Plus, Cowboy bebop) har skrevet musikken, så der var endnu en fuldtræffer. Kanno er altid god, og hun var bestemt også i topform, da hun komponerede musikken til Escaflowne. Hun bruger mange forskellige stilarter lige fra Episke symfoniorkesternumre a la Star Wars, til J-pop og arabisk stil. Dejligt varieret. Sangen i OP-sekvensen skal have et par ord med på vejen. Det er en utroligt smuk sang og den passer perfekt til de klip, der vises under den. Den dengang kun 16-årige Maaya Sakamoto (Hitomi) synger selv sangen (respeeekt!), og stort set alle de andre sange i serien. Imponerende.

Ekstras er der ikke mange af pr. disc, men de er gode dem der er. Disc 1 har en non-credit OP og en samling musikvideoer, sunget af Mayaa Sakamoto. De er gode, men jeg advarer mod at se dem, da de indeholder en smule spoilers. Afhængigt af hvor godt du har gættet, hvad der vil ske på disc 2 er det måske ikke en spoiler, det var det ikke for mig, men nu er du advaret! Insert kortet indeholder nogle interessante oplysninger om Gaea’s drager. Disc 2 har kun én ekstra, til gengæld er den genial. “Club Escaflowne” er et ret langt interview med Vans, Merles, Hitomis og Folkens seiyu. Det er ret specielt, da Vans seiyu optræder som bartender, mens de andre er hans kunder, som han så hyggesnakker med. De snakker om alt mellem himmel og jord, fra serien såvel som deres dagligdag. Det er ikke bare interessant, men også morsomt! Joji Nakata (Folken) er uventet humoristisk. Denne ekstra indeholder også et par spoilers, så vær advaret. Det er en meget original og underholdende måde at lave interviews på og vores kære bartender hinter da også at vi nok kommer til at se andre gæster hos “Club Escaflowne”. Insert kortet omhandler denne gang noget af Gaeas teknologi og er bestemt med til at give en fornemmelse af hvor gennemarbejdet det hele er.

Hvorfor har jeg ikke givet serien 6 stjerner? Hvor meget jeg end kan lide den, så kan jeg ikke lukke øjnene for, at den låner en del fra Star Wars. Et par af karaktererne er modelleret over ditto fra Star Wars og én af scenerne på dic 1 er taget direkte fra The Empire Strikes Back. Det koster på originalitetsskalaen. Bemærk dog at det kun er min ydre anmelder der mener dette. Min indre animefan siger “luk røven Jens og nyd det!”, så rent personligt har jeg altså ikke det fjerneste imod det.

Synes man om episke eventyr, der spiller på alle de store tangenter, så vil man uden tvivl nyde Escaflowne. Det gjorde jeg og jeg glæder mig allerede til disc 3 og 4 udkommer d. 6/2. At Bandai har besluttet at udgive to volumes samtidig er bare alt for fedt. Jeg bliver fattig men lykkelig 🙂