Ghost In The Shell

Da den udkom blev den af mange kaldt for “det bedste siden Akira”. Men kan den virkelig leve op til sit ry?

“Ghost In The Shell” (GITS) foregår i en nær fremtid, hvor cyborgs og computerkriminalitet er ligeså dagligdags som en microsoftretssag. Vi følger Major Motoko Kusanagi, som er delingsfører i “Section 9”, en slags cyborg-antiterrorkorps, der specialiserer sig i bekæmpelse af hackere og, når de ikke har andet at lave, større komplotter mod regeringen. En dag støder Kusanagi og hendes folk på superhackeren “The Puppet Master” og dennes aktiviteter, men så begynder uforklarlige ting at ske. Hvem er “The Puppet Master” i virkeligheden og hvilken interesse har udenrigsministeriet i ham? Alt er ikke hvad det ser ud til.

Fans af Masamune Shirows manga, som filmen er bygget over, vil nikke genkende til plottet, der er løst baseret på bl.a. bind 1 og 6 (mest sidstnævnte). Ligesom mangaen er der meget politik i plottet. I Shirows udgave blev det til tider ret forvirrende at følge med i og man skal også være opmærksom hele tiden, for at fange det hele. Instruktøren Mamoru Oshii (Patlabor) er mindst lige så glad for komplotter som Shirow og det ses. En stor forskel på album- og filmudgaven er dog humoren. Hvor mangaen engang imellem havde nogle små morsomme scener og vittige bemærkninger er filmen meget alvorlig hele vejen igennem. Filmens stemning er meget dyster og man får et tydeligt indtryk af et depressivt samfund, hvor folk savner mening med deres liv.

Har man set “Blade Runner” vil en hel del virke bekendt, når man ser GITS. Stemningen og de centrale spørgsmål; hvad vil det sige at være menneske?, er de samme. Ligeledes er Kusanagis tvivl på sin egen identitet modelleret over Dechards ditto. Selvom GITS helt klart er inspireret af “Blade Runner” er det på ingen måde et rip-off. Der er ligheder, men de skader ikke filmen i en sådan grad, at man kan kalde den uoriginal. Det er sjældent, at tegnefilm tager de emner op som GITS gør og det er en fornøjelse at se, at det kan gøres med heldigt resultat.

Animationen i GITS er fremragende. Aktionscenerne er meget flotte og der er tydeligvis gjort meget ud af dem. CGI bruges sparsomt, til gengæld er det på meget velvalgte steder og det passer utrolig godt sammen med den håndtegnede animation. Baggrundene og det generelle design er flot og har en stor rolle i formidlingen af filmens dystre stemning. Karakterernes udseende er rimelig naturalistisk, på en måde jeg synes godt om. Tallerkenøjne ville have været totalt malplaceret i en film af denne type. Designet lægger sig rimelig godt op ad mangaen, dog uden den beskedne brug af SD, som Shirow altid slutter en historie af med. Læg forresten mærke til brugen af grønne tal under credits, i starten af filmen. Der er vidst ingen tvivl om, hvor d’herrer Wachowski fik inspiration til The Matrix’s ditto.

Overførselen er rigtig god. Filmen er generelt ret mørk, men det er gengivet uden nogen problemer. Der er visse scener, hvor billedet er lidt sløret og skinnende på en måde, så man næsten bliver blændet. Det kunne dog godt se ud som om, at det er meningen at det skal se sådan ud, så det trækker ikke ned. Jeg har tidligere set region 1-udgaven af filmen, der så ud til at have nogle problemer med nogle af de mere komplekse byscener, hvor mange lige streger var til stede på én gang. Det er der intet af her. Der er ingen regnbuer eller overscan. Det er ikke en særligt farverig film, men der er da nogle få scener, hvor hele paletten tages i brug. De er underskønne i dén grad! Om den er anamorfisk står der ingen steder. Det vil jeg dog gætte på siden region 1-udgaven var det.

Lydsiden er både noget af det bedste i filmen og samtidig en skuffelse. Lad os se på det positive først. Musikken er fantastisk. Den er enormt stemningsfuld, særligt scenen hvor Kusanagi vandrer rundt i byen er guld værd. De japanske stemmer er gode. Vi får ikke så mange følelser at høre, men det er vel netop også meningen, da personerne netop skal fremtræde som følelseskolde maskiner. Jeg tjekkede kort det engelske spor, der slet ikke kunne måle sig med det japanske. Flade stemmer, hvor især Kusanagi’s VA lød som om hun læste op fra en bog. Lydeffekterne i filmen er fremragende. Lydene af afsikring og ladning af våben lyder også forbløffende ægte for en tegnefilm. Eksplosioner og maskingeværsalver er ligeledes af høj klasse. En smule retningseffekter er det også blevet til. Sjovt nok er lydeffekterne ikke helt så gode på det engelske lydspor. Sammenlign f.eks. eksplosionen i kapitel 4. Den er ikke nær så imponerende i den engelske udgave, som den japanske er. På region 1-udgaven af filmen er det engelske spor forresten i DD5.1. Hvorfor det kun er i stereo her, er lidt af en gåde.

Nå, det lyder jo altsammen godt, så hvad fablede jeg så om, da jeg nævnte “en skuffelse” i lydsiden. Jeg ville ønske jeg kunne sige, at det var det engelske lydspors kvalitet, men det bringer ikke tilnærmelsesvis mit pis i kog. Det forholder sig sådan, at lydsiden ikke er helt synkron med billedet… ja det lyder underligt, det ved jeg godt. Stemmer og lydeffekter er omtrent et sekund forsinkede i forhold til billederne, hvilket distraherer mere end man skulle tro. Det ene sekunds mundbevægelser uden lyd, hver gang nogen siger noget lægger man måske ikke specielt mærke til i starten, jeg gjorde i hvert fald ikke, men lydeffekterne er tydeligvis forsinkede. Det er irriterende at se en fyr affyre en pistol, hvorefter man så hører skuddet mens han sænker pistolen. Ærgerligt.

Ekstramaterialet er beskedent men godt. Der er en 30-minutters dokumentar med alle mulige interessante ting: Gennemgang af særlige animationsteknikker, interviews med stort set alle, der var med i produktionen og meget andet. Det er alt for sjældent, at en animé-film får en making of dokumentar, så det er en fornøjelse når det ligefrem er en god en, der bliver produceret.

Derudover er der noget DVD ROM-materiale, som coveret kalder “Hyperactive DVD ROM content”. Den formulering grinede jeg meget af, da jeg læste den første gang :-). fraset formuleringen, så er det faktisk i den bedre ende af skalaen inden for sin type. Der er en masse info om personerne, den tid de lever i og de forskellige organisationer, der optræder i filmen. Hvis man intet fatter første gang man ser filmen, kan en del af ens spørgsmål besvares her. Da det altsammen er præsenteret i billed- og tekstform, kunne det jo egentlig godt have været gjort tilgængeligt for de almindelige afspillere, men sådan skulle det åbenbart ikke være.

Til sidst er der nogle trailere, bl.a. en for GITS. Menuen er lidt kedelig. Ingen animationer og den samme musik spilles ligemeget hvor i menuen man er. Det bliver lidt irriterende i længden.

Alt ekstramaterialet og menuen er så vidt jeg ved identisk med region 1-discen. Coverets bagside er en smule anderledes dog. På region 1-udgaven er der et billede med Kusanagi, der sidder med sin pistol i “section 9″‘s panservogn. Region 2-udgaven har et mørk og dystert billede af Kusanagi, der sidder på et tag, mens en helikopter flyver mellem skyskraberne og hun skuer ud over byen. Væsentligt sejere end R1-coveret. R1 coveret fortæller til gengæld hvilke lydspor, der er på discen, hvilket man skal ind i dvd’ens menu for at finde ud af på R2 discen. Klodset.

GITS er en psykologisk thriller krydret med lidt fed action og nogle dybe eksistentialistiske budskaber. Mens actionen burde stille alle tilfredse selvom den er sparsom, så vil budskaberne appellere til animefans, med hang til intelligente plots, hvor man selv skal tænke over filmens temaer, da det helt er op til én selv hvordan man tolker budskaberne.

GITS er meget tæt på at få 6 stjerner og det er da også kun småting der afholder den fra det. F.eks. bliver det forvirrende plot nogen gange lidt for begejstret for sine egne konspirationsteorier, der er svære at følge med i. Filmen kan dog varmt anbefales til alle animéfans. På grund af lydfejlen vil jeg dog anbefale, at man køber region 1 discen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.