Me, Myself, and Irene

Så er Jim Carrey tilbage i endnu en vanvittig komedie. Efter at have spillet mere alvorlige roller i “The Truman Show” og “Man on The Moon” tager han sig en en pause med en komedie af den gakkede slags vi elsker ham for.

Carrey spiller motorcykelbetjenten Charley Baileygates, der lige er blevet gift med sin ungdoms store kærlighed. Lykken varer dog ikke længe for konen ikke bare har en affære med deres sorte limusinechauffør fra brylluppet, hun får også trillinger, der mildest talt er mistænkeligt solbrændte som nyfødte. Dette går dog ikke Charley på. Han lukker totalt af og fortrænger realiteterne. Charley er nemlig den venlige og behagesyge type, der ikke engang har beslutsomhed nok til at frembringe bare den mindste smule respekt for sin uniform i andre mennesker. Selv da hans kone forlader ham sammen med limusinechaufføren og efterlader ham med de tre drenge bliver han ikke vred. Han er mildest talt en vatnisse.

Fornægtelsen varer dog ikke evigt. Charleys fortrængninger hober sig til sidst så højt op, at hans psyke til sidst får en personlighedsspaltning. Charley er ikke længere kun den vattede Charley. Nu er han også den sjofle, ækle, grove og stangliderlige Hank. Hank er alt det Charley ikke er – og mere til!

Charley har på ingen måde lyst til at være Hank og han får da også noget medicin, der skal holde Hank væk. Det hele bliver mere kompliceret, da han bliver sat til at eskortere kvinden Irene til New York alt imens en gruppe gangstere stræber hende efter livet. Hank holdes nede, men det varer selvfølgelig ikke ved…

Farrelly brødrene (Vild Med Mary) står bag filmen, hvilket burde borge for masser af skøre gags og humor af den allermest idiotiske slags. Det gør det heldigvis også, hvilket har resulteret i en meget morsom film, der er både hyggelig og lattervækkende for publikum. Carrey er som altid veloplagt og han får da også formidlet komikken både verbalt og fysisk. Sidstnævnte ses især i en scene, hvor de to personligheder Hank og Charley kæmper (fysisk) mod hinanden i samme krop! Det skal simpelthen opleves.

Selvom det “kun” er en komedie af den sædvanlige slags, som vi kender Jim Carrey for at medvirke i, skal han dog have ros for sin præstation. Forskellen mellem Charley/Hank er stor og Carrey får det virkelig til at fremstå som om, at det er to forskellige personer vi har med at gøre og ikke bare én person, der skaber sig.

Musikken i filmen skal også have et par ord med på vejen. Den består af en masse gode sange, som man ved filmens slutning bare ønsker at høre igen og igen. Soundtrack CD’en skal nok sælge godt.

Det er ikke den sjoveste af Carreys film (den position holder The Mask stadig), men det er bestemt den sjoveste film i år indtil videre. Anbefales varmt til alle med hang til halsbrækkende komik.