Soulfly: Primitive

Efter forsanger Max Cavaleras brud med Sepultura, var der ingen der troede på at den brasiliansk-rodfæstede tribal-metal ville overleve. Sepulturas næste album med en utrænet Derrick Green ved vokalen, var kraftigt med til at holde sortsynet i live. Stor var overraskelsen derfor da Cavalera et år senere kom tilbage med sit ny-etablerede band Soulfly, med et album der havde en virkning som en brudt dæmning over et tørstende publikum.

Det er svært at skulle leve op til den succes som Soulfly tog med sig i bagagen efter udgivelsen, der den dag i dag sammen med Sepulturas “Roots” står som indbegrebet af tribal-metal. Derfor har der uden tvivl siddet en stor flok forventningsfulde Soulfly-fans rundt om i landet og haft en ligeså varm og rar fornemmelse i maven som jeg har, ved annonceringen af en opfølger. Dog tror jeg, vi er mange som ligeledes har båret en fiasko-faktor i baghovedet, som har givet anledning til en del neglebideri.

Jeg skammer mig idag. Jeg skammer mig grufuldt over, at have udvist offentlig tvivl overfor bandets formåen. Denne anmeldelse er mit afladsbrev som forhåbentlig vil bringe mig syndsforladelse og fred i min sjæl.

Soulfly’s nye album er navngivet “Primitive”. Denne titel er på mange måder misvisende, for det er pladen i sandhed langt fra. Albummet er i større grad blevet en legeplads for bandet, som har flettet mange nye elementer ind i deres kendte tribal varemærke. Der er blevet leget med både samplinger og vokal stil, og specielt Max’s vokal har vundet meget siden bandets turbulente begyndelse. En yndefuld og naturlig udvikling.

Pladen er fra første til sidste nummer en arrig kavalkade af Max’ minder, blandet med vokale tordenskrald i retning af Brasiliens korruptions-vædede, facistpolitiske regering. Som anmelder må jeg kæmpe hårdt for ikke at kaste det objektive overblik overbord, og lade mig rive med af strømmen.

Igen æres mindet om sønnen Dana’s tragiske død, såvel som vreden over de nødstedte i favelaerne – men der ligger en helt anden tone bag. Troen på Gud har altid været det bærende sikkerhedsnet på tidligere albums, trods de til tider, næsten opgivende tekster, og denne tro er i særdeleshed styrket på “Primitive”. Fortvivlelsen er ikke længere det gennemtrængende element, og det kan tydeligt mærkes at Max er trådt et skridt videre i sin selvransagelse, og teksterne er bygget på et langt mere konstruktivt, positivt og håbefuldt fundament.

Specielt kommer det meget omtalte nummer Son Song meget bag på mig. Det er helt og aldeles fantastisk. Selvom om Max’s samarbejde med Sean Lennon har været optakt til megen ståhej fra medierne, kan jeg glæde alle med, at dette nummer simpelthen blæser hjernen ud på én. På trods af deres stemmers åbenlyse forskelle, har de to herrer fået kogt en tyk atmosfærisk og harmonisk sang sammen. Dybden bliver lagt af Max’ brøl, mens den lyse, lette vokal bliver leveret af Sean. Det er både swing og groove, mens de to lærker kvidrer om kap ved at skiftes om stroferne. Desværre er nummeret overstået før man ved af det, og febrilsk må man gribe til repeat-knappen for at få tilfredsstillet sine øregange.
Det er tydeligt at Sean ikke slægter sin gamle far på, idet Seans venskab med Max udsprang i deres fælles forkærlighed for japansk hardcore.

Med de mange nye indflydelseskilder, kunne man måske frygte at Cavalera har glemt sine rødder og udeladt det som definerer Soulfly. Sådanne spekulationer kan jeg dog save ned med det samme. Selvom pladen har givet plads til megen eksperimenteren, bibeholder Soulfly stadig sit Brasilianske islæt og rødder. Således er der stadig smukke instrumentale passager med berimbau og andre eksotiske strenge-instrumenter ledsaget af stamme-percussion, som vi kender det tilbage fra Sepulturas Roots-album, såvel som den forrige Soulfly-udgivelse. Således er nummeret Mulambo en smuk hyldest til Brasilien, der leder ens tanker tilbage til Bumba på Soulfly’s første skive.

Nummeret Soulfly II, byder, på trods af et lidt corny navn, på en lækker opfølgning til deres første albums titelnummer, Soulfly. Feinschmeckere vil nikke genkendende til stilen – og blive ved med at nikke, til sidste tone ophører.
Primitive er i sandhed også et rigtigt syng-sammen album. Ikke mange minutter før mødet med Sean Lennon, bryder Max ud i en heftig duet med forsanger Corey Taylor fra Slipknot. Frontmand Tom Araya fra Slayer har også givet en hånd med, og brøler lystigt med på nummeret Terrorist.

In Memories Of… er et nummer som bringer Soulfly sammen med hip-hoppen gennem bl.a. bandet Cutthroat Logic. Som med alle større ensembler af vokalister og rappere på et nummer, vil man uden tvivl finde elementer man ikke bryder sig om, og derfor har jeg også et ambivalent forhold til denne fusion. De benyttede breaks og guitarer er rigtig gode, men jeg har en fornemmelse af at det eneste der afholder nummeret fra at kollapse, skyldes Cavaleras omkvæd. Dette nummer er vel også et bidrag til en dårlig undskyldning for “kun” at give albummet en karakter på fem ud af seks stjerner, selvom det er forbandet tæt på at score topkarakter.

Men ved Jupiter, for et fantastisk album. I Guder – Hør min bøn. Lad dette album berige andres liv, som det har beriget mit, og lad Soulfly for evigt blomstre og bestå. Salige er de, som pladen tilfalder, thi de belønnes med evigt liv. Amen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.