Pitchshifter: Deviant
Pitchshifter har i lang tid nok været et af de mest oversete bands blandt senhalvfemsernes nye bøgle af metalbands, og efter min mening helt uden grund. Selvom bandets første plade blev udgivet helt tilbage i 1992, er det ikke til at spotte noget egentligt gennembrud. Populariteten er simpelthen bare vokset i stilhed, og med 6 pladeudgivelser i ryggen, er det hjertevarmende at se et band der godt kan tage promotion i egen hånd.
Derved blev deres 1998 album, kaldet “www.pitchshifter.com”, en vigtig del af markedsføringen, og pludselig stod alle døre åbne. Bandet nåede at besøge over 25 lande i ti måneder efter udgivelsen, og på trods af deres store popularitet hjemme i England, har størstedelen af Europa endnu ikke har taget imod et vink med en vognstang. Det ærgrer mig grusomt. – De er bare ikke store herhjemme, men det går dog den rigtige vej.
Stilmæssigt holder Pitchshifter sig ved første øjekast til nymetallen. At plumpe Pitchshifter ned mellem Limp Bizkit og Deftones i den musikalske sofa, havde derfor været let for mig at gøre. Der hører de bare ikke til. Melankolien, selvmedlidenheden og arrigskaben fra bands som Deftones, Korn, og Limp Bizkit er efterhånden ved at være fællesnævneren for genren, og det er til tider til at blive godt træt af at høre på forsangernes hårde indsatser ved de internationale mesterskaber i klynkeri og selvpineri. Pitchshifter viger fuldkommen udenom denne kliché – og det er rart til en forandring. I stedet får genren et lyrisk pust, båret af en liberal politisk satire og selvironi, indkapslet i en skal af skarp, sort humor og klarsyn. Jeg holder meget af deres tekster, og at musikken samtidig kører hårdt på for at understrege holdningerne, er bare fedt. Mange af deres tekster er typisk punk. Specielt nummeret As Seen On TV er et spydigt spark i blommerne til TV-mediet og sensationspressens hårdkogte evne til at skabe syndebukke i samfundet udfra chok-historier om kriminelle blandt årtusindskiftets generation af unge, som de selv er med til at præge. Samtidig smøres der tigerbalsam i såret for de grupper af unge, som partout skal skabe subkulturer med falske sager, for at adskille sig fra tidligere ungdomsoprør, selvom alt er både sagt og gjort hundrede gange før. – Og sådan går det hånd i hånd gennem hele albummet, underbygget af den henrivende lyd af hårde klask i måsen til det kvalmende, samfundskatalyserede mediehykleri.
Selvom vokale frontmand J.S. Claydens stemme på enkelte numre (såsom Keep It Clean eller Forget The Fact) kan forveksles med ‘Bizkits egen Fred Dursts, vil man rent musikalsk finde mange interessante detaljer i Pitchshifter som adskiller dem fra nymetalbands. Baggrunden er markant anderledes, grundet bandets britiske rødder, og det kan fornemmes tydeligt i den anderledes harske tone. Specielt bandets forrige EP, kaldet Un-United Kingdom og som i øvrigt kun blev udgivet i US, understreger tydeligt påstanden. Energien er det altoverskyggende drive i pladen. Der tages ikke tid til at stoppe op og lugte til blomsterne. Pitchshifter har kun én vej, og det er frem – i et tempo som får mit hjerte til at banke med 620BPM. Hastigheden understøttes af nogle drønlækre komplementære drum&bass-breakbeats, som sidelægges med live-trommerne. Det er fedt at se at det ikke kun er hiphop’en, som står godt til metal, men at den elektroniske genre også kan give sit besyv med. Med denne symbiose sendes et kærligt blik i retning af skotske Primal Scream, dog uden at gå dem i bedene.
Pitchshifter er alt andet end selvcentreret, og bandets primære fokus er at få deres budskaber hørt og ikke mindst taget til efterretning. Størstedelen af deres indtægter går til godtgørende formål, såsom Greenpeace og Amnesty International. De modsætter sig stamværdierne i kapitalismen, er bidt af moder natur, og der kæmpes hårdt for at råbe ungdommen op. Deviant er et “wakeup-call” til den bedøvede del af samfundets unge rundt omkring på McDonalds familierestauranterne, som dvæler i egne problemer, og som ikke tilføjer noget konstruktivt til den menneskelige race på det kollektive plan. En nobel sag, som jeg kun fuldt ud støtter. Det er dejligt at se musik blive brugt som det, det oprindeligt blev tiltænkt: kommunikation på et overordnet plan.
We wuve you, Pitchshifter.
