Kite

Da Sawa var ganske ung, blev begge hendes forældre myrdet af en politi-officer med tendenser til psykopati. En tilsyneladende velmenende herre, Akai, tog Sawa under sine vinger og lærte hende i assassinationens kunst. Sawa dræber for at hævne sine forældre, og fordi hun intet har tilbage. Lyder plottet bekendt? – Ja, der er tydeligvis ikke langt fra Luc Besson’s mesterværk Leon, til Yasuomi Uemetsu’s Kite. Jeg går stærkt ind for mottoet: “Screw what it resembles. appreciate it for itself”, men i dette tilfælde måtte jeg gøre en undtagelse, for lighederne er simpelthen for åbenlyse. Og så alligevel… Hvad nu hvis det var den selv samme korrupte politimand som tog livet af Sawas forældre som samtidig oplærte hende i assassination? Og hvad nu hvis filmen manglede den åbenlyse uskyld som fandtes i Leon’s og Mathilda’s forhold i Luc Bessons film?

Sawa udfører kontrakt-drab for Akai, som et eftermiddagsjob ved siden af skolen. Akai’s sammensvorne, Kanie, en bælgøjet tavs håndlanger som også tager sig af bogføringen, uddelegerer opgaverne til Sawa, som tager sig kærligt af jobbene. Akai fremstår til at begynde med, som en mand med en flot vision som strejfer henad den vi fandt i Boondock Saints. For de som ikke skulle have set denne film, går det i sin helhed ud på en mere eller mindre systematisk udryddelse af svindlere, forbrydere og generelt udskud, for at gøre verden til et bedre sted at leve. Dermed kan man dog alligevel langt fra se igennem fingre med, at Akai udnytter Sawa seksuelt. Hurtigt finder man dog også ud af, at Akai i virkeligheden bare er ude på at tjene kassen for at slå ihjel for pengemænd. Selv tager han sig af at møde først op på gerningsstederne i forbindelse med sit embede, og rydde området for beviser som ville være istand til at lede hans kolleger på sporet af Sawa, og dermed fælde ham selv.

Det bliver en skæbnesvanger dag, da Drengen Oburi tager imod en opgave fra Kanie, som kræver det simultane drab af hele tre ofre. Til Oburi’s forbløffelse bliver han assisteret af Sawa som er blevet tilkaldt som backup på mordscenen. De to unge lejemordere udvikler snart et uskyldigt kærligheds-forhold, uden at det er særligt billedligt beskrevet. Oburi beslutter at forlade sit job, men går med til at opfylde sine tre sidste kontrakter for Akai og Kanie. Hverken Oburi’s vilje til at komme ud af det hele, eller hans forhold til Sawa behager just Akai, som sætter Oburi på Sawa’s kontrakt som hendes næste mål. Efter et håndgemæng med Akai beslutter Oburi at flygte med Sawa, og med begge deres arbejsgivere på nakken lægger dette op til et åbenlyst opgør. Slutningen er noget for sig selv, og jeg greb mig selv i, spontant at trykke på “reverse”, da jeg simpelthen ikke begreb hastigheden af filmens afsluttende klimaks.

Filmen i sig selv er smukt animeret, med brug af nogle gode stilistiske virkemidler i overgangen mellem lys og skygge, som hjælper meget på troværdigheden i det snuskede storby-miljø som historien udspiller sig i. Billederne er detaljerige – Specielt bliver der fokuseret meget på Sawa’s øreringe som symboliserer hendes forældre. Actionscenerne balancerer på overdådig vis mellem at være afsindigt blodige og virkelig smukt korreograferede. Specielt våbnene er værd at nævne. De pistoler som Obori og Sawa render rundt med, indeholder flere ammunitonstyper; bl.a. nogle ekstremt voldsomme eksplosive projektiler, som får ofrenes lemmer til at eksplodere internt, med huller på størrelse med knytnæver. Desuden har de nogle små, men voldsomme granater, som mest af alt minder om Polo-pastiller – But baby, it ain’t Polo! De bliver bl.a. brugt som afledningsmanøvre, for at skabe panik længe nok til at kunne plante et par projektiler i deres ofre.

Der er dog en del tekniske detaljer som generer mig. For det første er en stor del af scenerne simpelthen klippet bort da Media Blasters lancerede filmen i USA, siden mange af scenerne havde et grafisk seksuelt indhold som beskrev lolita-forholdet mellem Akai og Sawa. Derfor forekommer en vis uforståelighed til tider. Dette trækker meget ned på karakteren, da filmen ender på sølle 45 minutter, hvilket efter min mening simpelthen er for kort. Animationen som ellers er enormt flot og detaljerig, har desværre en alt for lav framerate til at score topkarakter på området, og indeholder næsten total stilstand i mange af scenerne, hvor bevægelse ikke udgør en vigtig del. Jeg kan godt mærke forskel på, hvornår noget er gjort i et kunsnerisk henseende, og hvornår det er gjort for at spare på kræfterne – og her har animatorerne tydeligvis slappet for meget af. Overførslen på DVD’en er middelmådig. Har man et nogenlunde skarpt TV kan man i næsten alle scener spotte tydelige artifacts i overførslen.

Lydsiden er god, med nogle udmærkede effekter som skaber en fornemmelse af, hvor meget smæk der egentlig er i våbnene. Musikken derimod, er en anden sag. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg synes om den… Det underlige fusions-saxofon-jazz giver en god dæmpet/dyster stemning, men det bliver direkte irriterende at høre på under action-sekvenserne. På DVD’en ligger der en Trailer for Kite, som er akkompagneret af noget råt techno som havde passet væsenligt bedre her – og læg så iøvrigt mærke til hvor meget musik kan gøre ved førsteindtrykket af en film. Den engelske dub er faktisk rigtig god på Kanie og Akai’s side, men Sawa er blevet udstyret med en styg, naiv, lillepige-stemme, som visner i forhold til den japanske orginal. Oburis stemme fungerer nogenlunde, men bedst i action-scenerne.

Af nævneværdige ekstra-features på DVD’en er der f.eks. et meget velfungerende storyboard, hvor man kan se hvor planlagt scenerne egentlig har været. Derudover er der noget artwork og hele 12 trailere fra andre anime-film (sikkert for at kompensere for den enorme spildplads).

Om den er værd at købe? Ja, hvis man kan lide en god historie, og kan lide at spotte detaljer i tegningerne – og desuden ikke fortryder impulskøb fra tid til anden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.