Being John Malkovich

Craig Schwartz er en arbejdsløs dukkefører (“when I get a job, they fire me because I raise issues”), der egentlig kun elsker sine marionetter. Lejligheden er fyldt med dyr af hans Dr. Doolittle-agtige kone Lotte (Cameron Diaz med den grimmeste frisure i Hollywood). Lotte presser Craig til at søge arbejde, så de har råd til at få et barn. Han kommer til interview i et lille arkiveringsfirma, der ligger på 7½. etage i en skyskraber på Manhattan.

Craig træder ind i elevatoren i en historie, der hidtil har været helt almindelig og ligetil. Da han får åbnet elevatordørene på 7½. etage, tager historien et skarpt sving væk fra normalens hovedvej uden at vise af først. Craig møder en sekretær med den mest absurde høreforstyrrelse og bliver sendt til samtale med bossen (der senere viser sig at være 105 år, sexfikseret og reinkarneret). Han får jobbet og møder den vidunderlige Maxine (spillet til Oscarnominering af Catherine Keener), han straks falder for.

En dag taber Craig en mappe bag et arkivskab. Han får skabet rullet væk og opdager en meget lille dør. Hans nysgerrighed overvinder ham, han åbner den og kravler ind i en lang, mørk og fugtig tunnel, der ender i … John Malkovich. Nu folder historien sig for alvor ud – den er strukket, vredet og presset ud i yderste konsekvens, og som ren magi holder den. Man kan se den som en komedie fra en paralleldimension og skrige af grin over filmens utallige sindssyge påfund, der mest af alt minder om Monty Python. Men man kan også falde i en anden rille og acceptere filmens univers, ligesom karaktererne gør, og komme på en helt uforlignelig tur rundt i en ny verden.

Ethvert forsøg på at relatere handlingen til nogen, der ikke har set filmen, vil få den til at lyde som en bizar stream-of-consciousness fra en narkoficeret manuskriptforfatter. Men når man ser det folde sig ud, holder det. Der er mening med alting, intet er overladt til tilfældigheder og ting, der umiddelbart virker som irrelevante skøre påfund, får senere alvorlige konsekvenser for filmens personer.

Det Oscarnominerede script er en finsleben diamant. Man kunne tro, at tunnelen ind i Malkovich’s hoved blot var en gimmick for at få publikums opmærksomhed i en ellers rimelig ordinær film. Men historien bliver rigere og rigere, da karaktererne udnytter tunnelen på de mest opfindsomme måder, man slet ikke kan forestille sig. En af de bedste ting ved filmen er, at den er fuldstændig uforudsigelig. Man sidder med åben mund og suger til sig for at få alle detaljer af det nye univers med. Der er stof nok til tre-fire film her, men filmen virker på ingen måde presset.

Being John Malkovich er den mest originale film i mange år og redefinerer historiefortælling som vi kender den. Den her må du ikke gå glip af.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.