Quest for Camelot

Siden Snehvide gik sin sejrsgang Jorden rundt tilbage i 1937, som den første tegnefilm i spillefilmslængde, har Disney været den ubestridte konge på området. Warner Brothers har i al den tid åbenbart været tilfredse med, at være store på det område, der dækker korte tegnefilm, hvilket de har klaret glimrende. I slutningen af 90’erne skete der imidlertid noget nyt hos Warner. De besluttede, at tage springet og komme med reelle alternativer til Disney og deres monopol.

Warner kom med tre tegnefilm i slutningen af 90’erne: The King and I, som floppede helt enormt, hvilket da også har resulteret i, at den er stort set ukendt i Danmark. The Iron Giant, som på trods af dårlige billetsalg faktisk var en genial tegnefilm, der overgik mange af Disneys. Midt imellem disse to har vi så Quest for Camelot, som denne anmeldelse vil dreje sig om. Kan den klare sig på et marked, hvor flere og flere spillere er ved at melde sig? Lad os se på sagerne.

Historien lægger ud med, at vi ser ridderen Sir Lionel (Gabriel Byrne), der ankommer til Camelot, for at fejre den fred og stabilitet riget har fået under Arthurs (Pierce Brosnan) styre. Det er meningen, at riget skal deles ud i mindre områder, som ridderne skal være ansvarlige for. Under højtideligheden viser det sig dog, at en af ridderne, Lord Ruber (Gary Oldman) er alt andet end tilfreds, med bare at få sit eget lille område. Faktisk synes han det ville være en glimrende idé, hvis han fik det hele! Hans forslag vinder ikke ligefrem bred opbakning, så han er nødt til at flygte fra Camelot i en fart. Det kunne selvfølgelig også skyldes, at han prøver på at myrde Arthur. Sir Lionel forsvarer Arthur og mister derved sit eget liv. Lord Ruber forsvinder (selvfølgelig) med en forbandelse og et løfte på læberne, om at vende frygteligt tilbage.

Sir Lionels familie, hustruen Lady Juliana (Jane Seymour) og hans lille datter Kaley (Jessalyn Gilsig) står nu alene og må klare sig selv uden ham. Kaley vokser op med hovedet fuldt af drømme om at blive en ridder ligesom sin far, en drøm som moderen uden held prøver, at få hende til at opgive.

Da Kaley er blevet voksen indleder Ruber den plan, der skal give ham hævn. Han får sin tamme grif, til at stjæle det magiske sværd Excalibur, som gør sin bærer uovervindelig, fra Arthur. Undervejs tilbage til Rubers tilholdssted taber griffen sværdet, som havner i “Den Forbudte Skov”. En skov fuld af magi og mystik.

Ruber ankommer til Kaleys hjem, hvor han tager hendes mor til fange, da hun er et af ledene i hans plan om at styrte Arthur. Kaley undslipper imidlertid og tager til “Den Forbudte Skov”, for at finde sværdet. Ruber og nogle af hans “mænd” (forklaring følger senere) følger efter hende og så er et kapløb om hvem der først finder sværdet sat i gang.

I skoven møder Kaley den blinde eneboer Garret (Cary Elwes), som går med til at hjælpe hende med at finde sværdet. Undervejs på deres rejse gennem skoven kommer de igennem et område hvor drager huserer. Her får de følgeskab af en tohovedet drage ved navn Devon (Eric Idle) og Cornwall, der altid skændes med sig selv. Så er scenen sat for en tegnefilm, der er lavet efter den klassiske Disneyformel.

Jeg må sige at Warner klarer sig rimelig godt. Historien i sig selv er helt fin og heldigvis ligner den ikke nogen af de andre ridderne-om-det-runde-bord-historier, som man kender til hudløshed. Den er ikke enormt original og mange af de ting der sker, kan man da også forudsige undervejs. Til gengæld har den en del humor, der hjælper med til at holde filmen oppe. Noget jeg er nødt til at kritisere, er Rubers yderst specielle hjemmelavede hær. Hjemmelavet skal tages meget bogstaveligt, da han v.h.a. magi blander mennesker med våben og derved får… øh… menneskevåben? En mand med morgenstjerner som arme virker mildest talt malplaceret i dette middelaldermiljø (i en animé havde det sikkert været sejt). Lykkeligvis ødelægger det dog ikke filmen.

De forskellige skuespillere, der lægger stemmer til, gør et, omen ikke fantastisk, så i hvert fald fint arbejde. De hverken brillerer eller skuffer, så det må siges at være i orden. Eric Idle skiller sig dog ud som Devon, den ene halvdel af den tohovede drage, hvor han gør et godt arbejde. Kan man sin Shakespeare er der en scene med ham, der virkelig er morsom! Fans af Gary Oldman vil nok undre sig, når de hører hans stemme som Ruber i denne film. Den er ikke til at genkende! Han har også til lejligheden tillagt sig en accent, der gransker til det bondske. Hvorfor ved jeg ikke helt, men han klarer jobbet som skurk ok, selvom det nu og da gransker til det overspillede.

Jeg sagde jo tidligere, at filmen fulgte Disneymodellen og det gælder også for sangene. Der er selvfølgelig den klassiske
ungt-menneske-der-ønsker-mere-ud-af-sin-tilværelse-sang. Dermed ikke sagt, at den er dårlig, det er den nemlig ikke. Jeg ville bare ønske, at studierne kunne udvise lidt mere originalitet på dette område. Resten af sangene er rimeligt gode. Der er ikke nogen monsterhitørehængere a la sangene fra Lion King, men næsten alle sangene er af glimrende kvalitet.

Jeg siger næsten, for der er nemlig en undtagelse. Ruber har en jeg-vil-have-al-magten-sang og den… stinker! Det er nok den værste skurkesang jeg nogensinde har hørt i en tegnefilm. Ærgerligt, da skurkens sang jo egentlig er en af de vigtigste. Det er jo her, at man virkelig får en fornemmelse af skurkens ondskab (Scars Be Prepared fra Lion King kan stadig give mig gåsehud… uhhh altså!). Warner skal roses, for at have givet flere af sangene en nærmest keltisk stil, der passer glimrende til tid og sted. Et værdigt initiativ jeg ikke har set gjort før.

Når alt kommer til alt, så er dét en tegnefilm står og falder med jo tegningerne. Og på det punkt har Warner gjort det rigtig godt. baggrundene er flotte og farverige. Animationen er glimrende og står bestemt ikke tilbage for flertallet af Disneys tegnefilm. Skulle man finde noget at kritisere, ville det være de sekvenser, hvor der bruges CGI. Det er rimelig åbenlyst hvad der er CGI og hvad der ikke er. Her klarer Iron Giant sig bedre med sin mere diskrete implementering af CGI. Selvom de åbenlyst er computerskabte er de få CGI-sekvenser der er ret flotte. Der er også så få, at det ikke virker distraherende.

Overførslen er god. Ikke den bedste jeg har set, men bestemt heller ikke den værste. Den befinder sig et sted over middel på min personlige skala. Ikke noget at klage over her. Folk med 16:9 fjernsyn vil nok ærgre sig over, at den ikke er anamorfisk.

Lydeffekterne er fine uden at imponere. Der er ikke noget man virkelig bemærker og heller ikke noget man savner. For en tegnefilm er det ganske fint.

På ekstramaterialeområdet er der intet at klage over. Der er flere små dokumentarer, hvor man ser noget om, hvordan den blev tegnet og man ser også skuespillerne under dialogens optagelse og sangtests med sangerne. En trinvis gennemgang af, hvordan de forskellige lag blev tilføjet i en af CGI-sekvenserne, en musikvideo med Steve Perry, production notes og en allerhelvedes gang trailere for Warner Brothers film, hører også til sortimentet (heriblandt én for Quest for Camelot).

DVD’ens hovedmenu er animeret og ser ret godt ud. Skiftene til de andre menuer er også animerede, dog ikke på en særlig interessant måde. Menuen er som den skal være, uden at vinde nogen priser.

Quest for Camelot er en god familietegnefilm, der klarer sig fint i konkurrencen med Disney og de andre studier. Holder man af animation vil man helt sikkert synes om den.

Filmen findes også i en region 2 udgave. Her er alt det lækre ekstramateriale dog erstattet af et hav af undertekster og lydspor, som man alligevel ikke bruger.

Køb skiven på DVD Express.