Fargo
THIS IS A TRUE STORY. The events depicted in this film took place in Minnesota in 1987. At the request of the survivors, the names have been changed. Out of respect for the dead, the rest has been told exactly as it occurred.
Sådan starter Fargo. Med et snehvidt landskab og en fantastisk titelmelodi. Mine nakkehår rejser sig hver gang, for jeg ved, at jeg skal se en fantastisk film.
Brødrene Noel og Ethan Coen hører til Hollywoods mest interessante filmskabere gennem tiderne. De har indtil videre lavet 8 film som har det til fælles, at de er anderledes. De fleste af dem er endvidere i særklasse gode.
Fargo er den bedste. And I am not going to debate you.
Jerry Lundegaard (William H. Macy) har problemer. Pengeproblemer. Vi får aldrig rigtig at vide præcist, hvad de består i, men desperationen driver ned ad væggene i Jerrys lille kontor hos bilforhandleren, hvor han er sælger. Finansieringsinstituttet ringer hver dag og rykker for serienumrene på de biler, Jerry angiveligt har solgt og derfor har fået penge for, og Jerrys undskyldninger bliver mere og mere søgte.
En overgang ser det ud til, at Jerry har fået overtalt den hovedrige svigerfar, Wade Gustafson, til at give ham en pose penge til bygning af en parkeringsplads, men den fidus løber også ud i sandet (“we’re not a bank, Jerry”).
Det ender derfor med, at Jerry hyrer et par suspekte typer (Steve “he was funny looking. In a general kind of way” Buscemi og Peter Stormare) til at bortføre hans kone for at score løsesummen. En rigtig god plan, der går enestående rigtig meget galt.
“Blood has been shed, Jerry”.
Ved fundet af de første ofre spiller Coen-brødrene deres trumf: ind på scenen træder nemlig den kvindelige (og gravide) politibetjent Marge Gunderson (fænomenalt spillet af Frances McDormand). Hendes verden er diametralt modsat resten af den mere eller mindre anløbne samling personer, hun pludselig står overfor.
“I just don’t understand it.”
Så meget desto morsommere er det at se hende udspørge Jerry. Det gøres nærmest i Columbo-stil med et stort og venligt smil, mens Jerry er 2 sekunder fra at kravle rundt på væggene. Hun er simpelthen indbegrebet af flinkhed, ihvertfald indtil et vist punkt (“Sir, you have no call to get snippy with me”).
Filmens største aktiv, ud over den gode og effektivt fortalte historie, ligger i den helt specielle Coen-humor, der nærmest placerer sig et sted mellem slapstick og underspil. I Fargo har brødrene yderligere tilføjet en absurd underlig accent til byens indbyggerne, nærmest en slags 3. generations indvandrer-norsk, hvilket bl.a. får en ellers filmisk død scene, hvor en politimand interviewer en bartender, til at være noget af det sjoveste, der nogensinde er foreviget på 35 mm.
Historien er genial, humoren er fænomenal, og skuespillerne er alle i absolut særklasse; Frances McDormand fik således en Oscar for sin præstation.
Har du aldrig set den før, så er det på tide. Har du allerede haft fornøjelsen, så har jeg lavet lidt research for dig, og kan fortælle, at man kan se den mindst 8 gange uden at blive træt af den.