The Iron Giant

Året er 1957. Stedet er en lille by i Maine, USA. Folk drikker kaffe på den lokale diner, Sputnik er gået i kredsløb om Jorden, den kolde krig er brudt ud og rummet er den nye, ukendte faktor. En mørk og stomfuld nat styrter en enorm robot ned fra det ydre rum. Efter et uheldigt møde med et elkraftværk, hvor den 9-årige Hogarth Hughes (Eli Marienthal) redder robotten, er de venner for livet.

Det er E.T. om igen, men den lille fætter med den lysende langemand er blevet erstattet af et 50 meter højt metalædende stålmonster. Hogarth gør hvad han kan for at gemme sin nye ven fra sin mor Annie (Jennifer Aniston) og de paranoide, skydegale agenter fra regeringen.

Da vi først møder robotten virker han frygtindgydende og kan ikke tale. Men han lærer hurtigt, og inden længe får vi øjnene op for den kluntede kolods’ dejlige personlighed efterhånden som venskabet til Hogarth og byens beatnik-kunstner Dean McCoppin (Harry Connick Jr.) udvikler sig igennem en mængde herlige scener. Men robotten er ikke designet til at være en hyggelig ven, der hjælper med at bygge skulpturer. Den er designet til at være en effektiv dræbermaskine og udstyret med et arsenal af kanoner, missiler og plasmabomber, der kan gøre selv den mest potente anime-mecha til skamme. Her kommer filmens budskab ind: Du er, hvad du vælger at være

Animationsstilen er en 50’er karikatur af de tegnefilm Jacob Stegelmann viste os som børn i “Så er der tegnefilm”-programmerne. Misforstå mig ikke: Den er bestemt ikke dårligt animeret. Teknisk ligger den på højde med perler som Tarzan og Prince of Egypt.

The Iron Giant vender ryggen til Disneys patenterede formel. Her er ingen moralprædiken, ingen sort/hvide grænser mellem godt og ondt, ingen spontane udbrud i fællessang og ingen søde små dyr. Kort sagt: Det er en rigtig film, der fortæller en spændende historie alle kan nyde. The Iron Giant viser, hvor god Disney’s Tarzan kunne have været, hvis Disney ikke havde lavet den.

Der er gjort grundig brug af computeranimation i filmen. Robotten og næsten alle andre mekaniske objekter er computeranimerede, og det er gjort forbløffende godt. Man lægger slet ikke mærke til det, hvis man ikke kigger efter – kun den utrolige detaljerigdom og de flydende bevægelser afslører den digitale hjælp. Jeg har tidligere været modstander af for meget computerindblanding i tegnefilm, men når det er lavet så godt som i The Iron Giant overbeviser det mig om, at det er den rigtige vej at gå.

Der er ikke meget dårligt at sige om The Iron Giant udover at stemmerne mangler personlighed (bortset fra det pletfrie arbejde leveret af Jennifer Aniston og Eli Marienthal). Men alligevel floppede filmen i biograferne i Amerika. Det skyldes til dels Warners manglende markedsføring, men med Pokemons nuværende status som #1 på biograflisterne derovre, tvivler jeg på at publikum er klar til tegnefilm til voksne. Jeg håber dog at film som denne og Prince of Egypt kan begynde at ændre på den situation. The Iron Giant er næsten umulig at lave som live-action og verden ville være et fattigere sted uden den.

DVD-udgivelsen indeholder både en 4:3 full-frame version og en superb anamorphic widescreen-udgave. Ydermere er der cast & crew bios, 20 minutters making-of featurette og en musikvideo. Det er langt bedre end Disneys skrabede DVD-udgivelser, men der er stadig et stykke vej op til den mesterlige Prince of Egypt fra Dreamworks.

The Iron Giant er et genrebrydende mesterværk, der ikke kan anbefales højt nok. Efter jeg hentede filmen på posthuset i dag har jeg allerede set den tre gange og jeg skal helt sikkert også i biografen og se den til premieren den 17. december.

Læs mere på www.irongiant.com