Cowboy Bebop 2nd Session

“Jeg kan føle noget smukt dybt i dig”, siger en blind pige til Spike, da de sidder og drikker te i en gammel, nedstyrtet rumfærge konverteret til bolig. Spike rejser sig og kigger gennem det skårrede vindue op på de flyvende øer i himlen over Venus. “Det smukke i mig forsvandt for længe siden”, sukker han akkompagneret af små sprøde toner fra en spilledåse.

Alt er smukt ved Cowboy Bebop, dens karakterer og univers udgør en helt unik Science Fiction poesi, jeg ikke har oplevet før. Traditionelle rum-serier som Star Trek, Star Wars, Gundam og Macross lader pladsen til mennesker og følelser vige for tørre teknologiske værdier, der giver mundvand hos enhver ingeniør. Cowboy Bebop giver tekno-fetichisterne nok at kigge på, men universet har først og fremmest et mylder af liv og følelser.

Mennesket har koloniseret og terraformet det meste af solsystemet, hvilket har givet seriens designere frie hænder til at gå i forskellige retninger og prøve en masse ting af. Hver koloni er helt unik og sammen byder de på en mangfoldighed af idéer, hvoraf mange kunne bære hele spillefilm alene. Man er vant til at se anime gå på strandhugst i film som Blade Runner, hvilket også sker her, men Cowboy Bebop er gået et skridt ud over mainstream’en. Episoden “Waltz for Venus” leder mest af alt tankerne hen på Dan Simmons’ rum-opera Hyperion og “Heavy Metal Queen” er løftet lige ud af C. J. Cherry’s Heavy Time. Det er spændende at se de litterære SF-universer realiseret på skærmen.

Animationen er flot, især for en TV-serie. Billedkompositionen er så smuk som alt andet ved serien; der gøres brug af hurtige klip, skæve vinkler og lange, stille scener hvor et løftet øjenbryn siger mere end 1000 ord. I episode 10 møder Jet en gammel kæreste i en støvet bar på Ganymedes. Deres kejtede smalltalk, hvor de ikke kan sige de ord, der skal siges, er filmet med kameraet som akavet tredieperson lidt på afstand af de to. Men i små lynhurtige 1-sekunds klip vises pigens ansigt helt tæt på, vores stjålne blikke på det ansigt, vi ikke kan få. En simpel effekt, der går lige i hjertet.

Og så er der jo musikken. Jeg har allerede ævlet løs om Yoko Kannos genialiteter på den første skive (hun kan også høres i Macross Plus), så det er næsten omsonst at sige det igen, men: Kannos musik er simpelthen prikken over et i forvejen yderst velformet i. Den blues/jazz-betonede bebopmusik passer så godt ind i seriens visuelle stil, at jeg har svært ved at afgøre om musikken er komponeret til billederne eller omvendt.

Jeg er overvældet af Cowboy Bebop. Gennem skivens fem episoder sad jeg flere gange med en klump i halsen over det tunge drama eller et manisk smil over idé- og detaljerigdommen i det storslåede univers. Men – for der er et “men” i denne rørstrømske tirade – serien er efter 10 afsnit stadig episodisk, der er næsten ingen rød plottråd mellem afsnittene. Karaktererne uddybes en smule, og endnu et medlem føjes til Bebop’s besætning. Der er enkelte flashbacks til både Spikes og Jets mørke fortider, men vi aner stadig ikke hvem de er og hvorfor de har droppet deres tidligere liv for at blive dusørjægere. Efter episode 5 på den første disc er man virkelig spændt på at vide mere – men det bliver ikke disse episoder, der udløser spændingen. At seriens designere og forfattere har lyst til at udforske deres univers med små historier gør dog ikke noget, når det er spændende og dejligt at følge med.

Den nye karakter, hackerpigen Radical Edward, er sammen med hunden Ein showets fan-favoritter, sandsynligvis grundet deres komiske værdier. Selv er jeg fuldstændig forgabt i Spike, Jet og Faye, og har ikke meget til overs for comic sidekicks i en serie som denne. Dog grinede jeg højt, da Ed downloader en sattellit-AI til sit Neuromancer-agtige deck og brænder ud med et syret smil.

“Stuff like this is good once in a while…”, som Jet siger i previewet til Waltz for Venus. Previews på Cowboy Bebop er også et kapitel for sig: Billedsiden viser klip fra næste episode, men lydsiden er små skægge anekdoter fra seriens hovedpersoner. En sjov trend, der er kørt endnu længere ud i Trigun.

DVD’en er konstrueret præcis som den første, med fem episoder samlet i et menusystem bygget op om comloggen fra Bebop-skibet. Hver episode ligger på et track for sig, og navigering mellem dem skal foregå via det langsomme menusystem. I ekstra-afdelingen ligger tre interviews fra den japanske Session 0 (en interesse-generator udgivet før serien startede), der ville være interessante hvis japanere ikke havde en evne til at nedgøre sig selv ved enhver given lejlighed. Hvis Gud var japaner ville han sige ting som “jeg er ked af at jeg kom til at skabe Universet ved et rent tilfælde (idéen var i hvert fald ikke min) og jeg håber ikke at folk er blevet generet for meget af det” – det er stort set, hvad instruktør Watanabe siger om sit mesterværk.

Cowboy Bebop er blandt det smukkeste Science Fiction, jeg har set. Disse fem episoder tilbyder ikke meget gennemgående handling, det må vente mens vi nyder sceneriet.

EX har besøgt folkene bag serien i Japan, og det er der kommet en god artikel ud af.